Veducation!

Foodstagram!

Hvis du følger mig på instagram vil du sikkert synes at dette blogindlæg er dybt ligegyldigt. Det vil du eventuelt alligevel, men mine instagramfølgere er blevet spammet med billeder af mad og smoothies hele ugen.

Jeg har, som nævnt i seneste blogindlæg, sat fokus på min mad og krop. Jeg har købt Årstiderne’s slankekasse til 5 dage om ugen, jeg har erstattet frokost med grøntsagssmoothies og jeg har holdt mig fra slik og søde sager alle dage. Næsten. I går kulminerede ugen i et orgie af chips, ostepops og chokolade. Det må den gerne. Jeg har netop sat fokus på hverdagens kalorieindtag, så jeg kan have en kaloriefest uden dårlig samvittighed. Jeg skal hverken være size zero eller stille op til Mr. Fitness.

Ugens menu

Da jeg, sammen med min mand, søndag eftermiddag besluttede mig for at bestille Årstidernes måltidskasser, havde jeg ikke forventet at jeg ville være igang under et døgn efter. Jeg troede ihvertfald der ville gå en uge. Sådan gik det ikke, og allerede mandag morgen stod to kasser foran min hoveddør. Én med grønt og én med kød og fisk.

Ugens menu lå i kassen med grønt og den skulle jeg ikke kigge længe på før jeg var sikker på at beslutningen var den helt rigtige. De 5 retter var følgende:

  • Spicy kødboller med ris, sød chili og kål
  • Varmrøget kulmule med nye kartofler og salat
  • Kylling i rød karry med grønt
  • Oksestrimler i tomatragout
  • Chili sin Carne

aarstiderne

Cheat-day

At bestille måltidskasse til 5 ud af 7 dage passer os helt perfekt. At vi to dage om ugen kan spise ude med god samvittighed er altafgørende for at det kan fungere. I torsdags var én af de dage. Jeg var så heldig at blive inviteret på KöD med smukke Nikita Klæstrup, og her skulle ikke spares på noget.

KöD KBH

Hvis du aldrig har været på KöD, og ellers er glad for god mad, vin og, nå ja, kød, så har du snydt dig selv for en god aften. Det var mit andet besøg på den forholdsvis nye restaurant og jeg havde inden besøget høje forventninger – til mit forsvar er det deres egen skyld efter første besøg. Jeg plejer ellers at gøre hvad jeg kan for at bringe forventningerne ned for at undgå skuffelser, men både selskabet og restauranten gjorde det helt umuligt.

Koedcph

Vi startede aftenen med én af mine absolut yndlingscocktails dark’n’stormy, efterfulgt af forretten – krebsesalat og laksetartar. Hovedretten bestod af Rib-eye fra Uruguay på gulerodspuré med steak-fries og bearnaise med en lækker flaske Zinfandel. Tjeneren gav os den bonusinfo at vinen er produceret af Godfather-instruktøren Francis Ford Coppola og at flasken blev designet før vinen, som derefter blev produceret for at ramme udtrykket.

Efter hovedretten var jeg mæt og takkede derfor nej til dessert. Troede jeg! Første lektion når man er ude med Nikita er altså at man ikke siger nej til dessert. Nogensinde. Jeg endte derfor med en lækker(!) Gateau Marcel med havtorn og friske bær, akkompagnieret af en cocktail med passionsfrugt og kærlighed.

Web: koedkbh.dk

Lørdag = Champagne

Det er blevet tid til endnu en gang champagneaften med vores kommende naboer, og hvor vi tidligere har givet os i kast med 6 retters menuer, skaldyrsbuffeter og molekylær gastronomi, har vi denne gang valgt at lave gourmet hotdogs.

Menuen kommer til at bestå af en Italian Stallion med krydderpølse, tomat og basilikum og en Klassisk Ristet med cheddar og jalapeños – hertil skal vi drikke en flaske Cristal Louis Roederer 2006 og Coeur d’or Millésime 2006.

Rigtig god weekend <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veducation!