Er lige vågnet til nyheden om at Ole Henriksen er medvært i Natholdet på torsdag. Min søde veninde, Annika, har både tagget mig i opslaget fra Natholdet og skrevet til mig – ret tydeligt at hun ved hvad det ville betyde for mig at møde den kære Ole. Så! Jeg har smidt håndklædet i ringen, pakket al værdighed væk og skrevet en mail †il produktionsselskabet bag Natholdet. Jeg bliver nød til at komme ind og møde Ole. Han er mit største idol, og som skrevet tidligere, her, har hans livsglæde og engagement i livet reddet mere end bare min hud. Kære Natholdet. Under valgkampen kaldte i mig Søren Villumsen på landsdækkende TV, og jeg er ret sikker på det var det…

Du har hørt det før. Mange gange: “Don’t judge a book by it’s cover” Og helt ærligt; er vi ikke enige om at selvom vi godt ved det er rigtigt, så gør vi det alligevel? Nej? Er det kun mig? Nå, men det gør jeg altså. Som jeg har skrevet i flere indlæg, så er det altså en ganske naturlig mekanisme at “dømme” efter udseende/optræden og jeg gider ikke høre noget brok. Langt de fleste elementer vi bliver dømt på har vi selv valgt og kan derfor også laves om. Debatten om udseende kører fra tid til anden og der er delte meninger om hvorvidt bevidste valg omkring kropsudsmykning, tøj og hår skal have effekt på retten til f.eks. offentlig forsørgelse….

Kære læser, Det kan godt være at valgkampen er overstået, men det er efterrationaliseringen ikke. Faktisk er det som om at den sidste måned af mit liv er en masse puslespilsbrikker, der først falder på plads nu. Én af de ting jeg har tænkt meget over er debatterne. Hvorfor vi afholder debatter og hvorfor tilhørerne møder op. På mig virker det mest som om at alle kommer for at blive bekræftet i deres egen dagsorden istedet for at lytte til det frie ord. Ofte er debatterne temabestemt og med den samme dagsorden: “Hvad vil du gøre for dét område?!”. Eller rettere: “Hvor mange penge vil du bruge på det?”. Det irriterer mig. Det irriterer mig at det hele skal være…

Den tanke kunne sagtens have ramt flere på Børsen torsdag aften. Her var der nemlig fest hos Liberal Alliance, og jeg var selvfølgelig med. Jeg vil gerne tilstå én ting: jeg tudede! Og ved i hvad? Det er faktisk ikke særligt chokerende. For det er det vi gør i min familie når vi bliver rørt. Vi tuder, vi krammer og vi danser. Så det gjorde jeg selvfølgelig også på Børsen. Det er mig. Uden omsvøb. Rørt, kærlig og glad. Det vil jeg da ikke lægge skjul på. For fanden mand – det var det jeg gik til valg på. Men hvorfor overhovedet være rørt sådan en aften? Det er jo bare politik! Tjae, det er det helt sikkert for nogen….

Kære læser, Jeg oplever at mange er nysgerrige efter at få mere at vide om mig, min politik og mine visioner. Jeg oplever til gengæld også at mange ikke kan lide at spørge. Derfor åbner jeg kommentarfeltet for spørgsmål, som jeg løbende vil besvare i løbet af den næste uge. Giv den gas!!

Puuuuhaaa …. Vi er 14 dage inde i valgkampen, og jeg må nok erkende at jeg mere end én gang har overvejet om det her politik er besværet værd. Ja, du læste rigtigt – der sidder faktisk en kandidat og skriver det som andre tænker. For en valgkamp er virkelig hård…. og der er stadig 8 dage igen(!)… Når jeg snakker med folk i organisationen, på gaden eller til sammenkomster og jeg siger ovenstående, så spørger de mig tit om de samme ting. Derfor har jeg samlet spørgsmål og svar her: Hvad er det hårdeste? Det hårdeste ved en valgkamp er uden tvivl at man skal være på. Hele tiden! Du skal altid være klar til at svare på de…

Valgkampen er godt i gang, og mens vi kæmper med at få plakater op, dele flyers ud, møde vælgerne på gaden, blogge, tweete, debattere og opdatere på Facebook, har valgkampen sit eget liv. Et liv vi ikke kan kontrollere og som er med til at gøre en valgkamp uforudsigelig og spændende. Jeg blev her til aften ramt af dynamikken i valgkampen, og jeg var ikke forberedt. Jeg valgte i dag at holde en aften hjemme, så jeg kunne forberede mig på de kommende ugers debatter og blive opdateret på det politiske landskab efter de første dages valgkamp.  For tro mig, selvom vi beskæftiger os med politik 24 timer i døgnet i disse dage, så sker der utroligt meget hele tiden…

Så er vi nået til dag 3 i den 23 dage lange valgkamp, og min hjerne og krop arbejder på højtryk for at være et skridt foran hele tiden. De seneste dage har gået med at få plakater op, og jeg må bare sige at jeg er ovenud lykkelig for al den hjælp jeg har modtaget. Det er så sindssygt fedt at andre vil være med og jeg håber de har haft en ligeså god oplevelse med det, som jeg havde i mine første valgkampe. I dag skal gå med planlægning af ruter til flyeruddelinger, pakning af flyers, indkøb af slik og balloner og selvfølgelig lige en plakat eller to op i en lygtepæl. Til sdist vil jeg bare nævne at…

Der skal være nogle fordele ved at trykke sig ind på bloggen. Én af dem er at du er en af de første der ser min nye valgvideo. Budskabet er det samme: Livskvalitet skabes ikke på Christiansborg! Tak til Lasse, Helle, Carina, David og Sofie fordi i ville være med. Husk at filmen gerne må deles og kommenteres. Demokratiet fungerer bedst, når vi taler sammen. God fornøjelse!