Blåmuslinger i spicy tomat/hvidvin sauce
Jeg havde besøg af mine svigerforældre i weekenden og min mand og jeg var blevet enige om at de skulle bydes velkommen til stranden med Moules Frites og Champagne. I mange år har vi lavet hvidvinsdampede muslinger, men sidste sommer, på vores Tour De Europa, smagte vi muslinger i en spicy tomatsauce. Det var helt fantastisk, så i weekenden besluttede vi os for endelig at prøve selv.
Læs også: Tour De Europa – Salzburg
Normalt ville jeg hente mine muslinger, og min fisk generelt, hos Hav i Torvehallerne (fordi jeg stoler på deres høje kvalitet), men jeg ville lige prøve den lokale fiskehandler. Det er også en del af charmen ved at være flyttet til et nyt område. Heldigvis var der den også helt perfekt.
Urtebedet herunder var indflyttergaven fra mine svigerforældre, så krydderier behøvede jeg ikke at finde. Dem kunne jeg plukke i haven – Fantastisk!
Opskrift
Moules Frites i spicy tomat
4 personer / Hovedret
Kan også laves som forret – så skal ingredienserne bare halveres.
Du skal bruge:
2 kg blåmuslinger
2 dåser flåede tomater
1 kvart piske eller madlavningsfløde
3 dl hvidvin
1 stort løg
4 fed hvidløg
2 friske chilier (eller som du foretrækker)
En håndfuld friske krydderurter (timian, rosmarin, ramsløg, oregano)
Pommes frites (helst hjemmelavede til sådan et lækkert måltid)
Fremgangsmåden
Start med at skyl og rens dine muslinger. Det er lidt forskelligt hvor meget sand, tang og tingel-tangel der er på muslingerne, men én ting er sikkert, det er skide ubehageligt hvis du ikke får skyllet muslingerne ordentligt og der kommer sand i din sauce. Ja, jeg er klog af erfaring.
Når du renser muslingerne tjekker du også om de lever. Hvis en musling er åben skal den lukke sig når du banker på den. Forbliver den åben er den død og så må den udgå.
Læs også: De bedste hjemmelavede fritter
Når du har renset dine muslinger og har styr på dine ingredienser, så er det med at komme i gang med saucen. Her starter du med at blanchere løg og hvidløg i lidt olie i en stor gryde. Løgene er klar når de bliver gennemsigtige.
Herefter tilsætter du hvidvinen, dine krydderurter, chili, salt og peber. Det kan være en fordel at give urter et vrid for at få de æteriske olier ud. Lad det simre i 15 minutter ved medium varme, tilsæt tomaterne og giv det yderlige 15 minutter. Smag saucen til når den koger.
Når din sauce har ramt den perfekte balance i smag tilsættes fløden. Rør fløden ud i saucen til en ensartet konsistens. Lad det komme op og koge før du smider dine muslinger i.
Muslingerne tilsættes den kogende sauce og skal dampes under låg i 4-5 minutter. Det kan være en fordel at vende muslingene i gryden halvvejs.
Kom muslingerne op i en skål og hæld saucen over. Så er de klar til servering.
V E L B E K O M M E !
P.s.det er slet ikke nødvendigt med aioli og chilimayo, som du kan se jeg har lavet på billederne herover. Jeg er bare ualmindelig glad for mayo!
Læs også: Rørt tartar med konfiteret æggeblomme, urtemayo & syltede ribs
//SørenP.s. Du ser godt ud i dag!
Følg mig på Instagram og Facebook

Følg mig på Snapchat

Ingen kommentarer endnu