Når ensomheden rammer... Og du snart er 30!

Den moralforladte nutid!

Jeg ser det igen og igen, og jeg både væmmes og forarges. Ganske almindelig pli og morale der tilsidesættes for egoets gilde!

Nu skal der ikke gå 1950’erne i den og jeg skal være den første til at indrømme at jeg er langt fra Konsulinde Holm og hendes konservative værdier. Jeg ville aldrig kunne besidde formandsposten for husmoderforeningen.

Når selvransagelsen nu er overstået, omend den var kort, så lad mig komme tilbage til min pointe. Den moralforladte nutid.

Morale er blevet politisk

I takt med at den offentlige debat, i langt højere grad end tidligere, er begyndt at bestå af de gode mennesker mod de onde, er morale blevet politiseret. Det har flyttet morale fra at være et spørgsmål om gensidig respekt mellem individer til at handle om hvad du stemmer på til næste folketingsvalg eller hvilke æg du serverer til din brunch. En udvikling nogle hylder og som andre foragter.

Jeg savner moralen i vores hverdagshandlinger. Den stemme der fortæller os at nogle grænser ikke må overskrides og som kan holde vores egos lyster i skak. Jeg oplever virkelig ofte, også hos mig selv, at egoet får lov til at diktere næste træk, på trods af at vi udemærket godt ved at det vi har gang i er skide tarveligt overfor vores næste. Ja, vores næste i den bibelske forstand.

Men hvorfor har vi tilladt dette skred? Og har vi i virkeligheden bevist at vi er præcis ligeså uciviliserede som u-landene eller vores forfædre? Jeg mener, det er jo nærmest dyrisk opførsel der udvises når vi lader djævlen på vores skulder får sidste ord.

Det er rigtigt at vi på menneskerettighedsfronten er kommet langt i Danmark, men kan du kigge dig selv i spejlet eller på din omgangskreds og sige at vi også er et moralsk folk? Jeg kan ikke. Folk sårer hinanden i ét væk og det vender altid tilbage til samme udgangspunkt: Pleje og næring til vores ego!

Jeg er vigtigst – så fuck dig!

At gøre noget godt for andre skulle føles fantastisk. Det har vi hørt gang på gang og de fleste af os kan jo sagtens finde minderne om uselviske situationer frem og mærke tilfredsstillelsen. For det er jo rigtigt. Det føles godt at være uselvisk, så længe du gør det med selvrespekt og uden at overskride egne grænser.

Så hvordan kan det være at vi, i helt basale situationer, ikke kan trække os tilbage og lade andre få den glæde vi udemærket godt ved de fortjener? Hvad er det i os der gør at vi hellere bliver ude til kl. 05.00 om morgenen, selvom vi ved at den vi elsker ligger søvnløs derhjemme og havde været glad hvis vi bare var kommet hjem kl. 03.00? Hvad er det der gør at vi gentager mønstre der negligerer vores nærmeste, selvom det ikke kræver noget aktivt af os at lade være? Hvad er det der gør at vi løber hen til den nyåbnede kasse og stiller os forrest, selvom vi godt ved at vi kom sidst til den allerede eksisterende kø? Og hvorfor kan vi ikke modstå fristelsen ved at have en affære med en gift mand eller kvinde, selvom vi ved at der sidder en ægtefælle derhjemme og får revet sin verden fra hinanden på den mest ondskabsfulde måde overhovedet?

Er det fordi vi grundlæggende tænker at jorden drejer om os? Er det den moderne junglelov der er i spil her? Og vil det ikke blot føre til et kapløb om at være den hårdeste og kyniske?

Jeg har så mange spørgsmål og jeg mangler svar.

Et håb for fremtiden?

Når jeg mærker rigtig godt efter, så finder jeg ikke meget håb for fremtiden. Det er de færreste af os der ser udfordringen i øjnene og endnu færre af os der reelt ønsker at ændre det. Det er naturstridigt at nægte sig selv at opfylde egne behov hele tiden og det kræver hårdt arbejde at bryde med reptilhjernen. Men venner, vores originale basale behov bliver tilfredstillede. Vi har mad & drikke, tøj på kroppen og tag over hovedet. Og så er det kun naturligt at næste trin i behovspyramiden bliver opprioriteret.

Det er derfor også naturligt, at når du både har ovenstående, fast job, et solidt ægteskab og en stabil omgangskreds, vil bruge det meste af din energi på at pleje dit ego. Maslow brugte andre ord og udtryk, men hans behovspyramide underbygger min påstand. Og fordi vi lever i en tid med konstant eksponering, tvivl og valg, tror jeg slet ikke på at det er muligt, uden seriøs indsats, at få dækket behovspyramidens fjerde trin. Og så bliver sidste trin slet ikke påtrængende. Desværre er det i selvrealiseringen vi finder moralen og lysten til at skabe noget for andre!

 

behovspyramide

Med ønsket om at vi alle skal stræbe mod femte og sidste trin i behovspyramiden!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Lyt til min Podcast "Bøssen er ladet med" på Podimo her!
Få Podimo 30 dages gratis via linket her
(Reklamelink)

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når ensomheden rammer... Og du snart er 30!