Mig og min regnbuefamilie
Hej venner,
I dag er det præcis ét år siden min mand og jeg, i al hemmelighed, rejste ud i den store verden for at starte den IVF process der, i november, gav os verdens dejligste datter.
En process der havde været noget tid undervejs og som bestemt ikke blev nemmere af den total manglende vejledning på området.
Jeg vil I 2022 genoplive bloggen med indhold relateret til vores graviditet, livet som fædre og livet som regnbuefamilie. Jeg kan nemlig se på mine andre sociale medier, i særdeleshed TikTok, at der fortsat er en manglende viden og forståelse rundt omkring i det ganske land. Og nu skriver vi altså 2022. Det er på tide at vi får øjnene op. Jeg vil tale åbent og ærligt om de fordomme og de hadefulde tilbagemeldinger der er kommet i kølvandet på min åbenhed omkring vores familie. Og så vil jeg selvfølgelig også fortælle om al den kærlighed vi er blevet mødt af. Den fylder trods alt det meste.
Min regnbuefamilie-lykke
At blive far er noget jeg har ønsket mig længe og det var heldigvis et ønske jeg delte med min mand. At det nu er gået i opfyldelse er intet mindre end fantastisk og det har utvivlsomt været en manglende brik i vores familiepuslespil. Selvom man er homoseksuel kan man sagtens have samme naturlige drift mod at skabe familie som heteroseksuelle. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at der INGEN forskel er på lysten og driften til at finde en partner og slå sig ned, uanset seksualitet.
Jeg glæder mig til at komme i gang på bloggen igen og håber du vil læse med.
//Søren
P.s. Du ser godt ud i dag!
Lyt til min Podcast "Bøssen er ladet med" på Podimo her!
Få Podimo 30 dages gratis via linket her (Reklamelink)
Følg mig på Instagram og Facebook

Følg mig på Snapchat

Ingen kommentarer endnu