Service er et jysk fænomen

I går var jeg med min mand på fisketorvet for at købe julegaver og sikke da en oplevelse.

For det første var der ingen mennesker. Det er jo meget rart når man skal købe julegaver at man ikke skal stå i kø i flere timer, men på en eller anden måde var der heller ikke meget stemning over det tomme storcenter. Til deres forsvar skal det siges at vi først var derude kl. 18.00 og der var en masse biler på vej ud da vi ankom, så det er ikke fordi centeret ikke er populært.

Det næste er den enorme mangel på service vi oplevede. Det var jo helt pinligt for forretningerne og de ansatte skal være glade for at vi ikke var sendt af butikscheferne. Så havde de nok skulle finde sig et nyt job.

Altsååå, skal jeg også tage i mod betaling?

Først gik turen i Bahne. Efter at have kigget rundt i 10 minutters tid kommer en kvinde mod os og spørger om hun kan hjælpe. Vi siger at vi skal ha’ to af denne her (jeg kan ikke afsløre hvad vi købte) og hun gik på lageret for at finde dem til os. Så langt så godt.

Da hun kommer tilbage mødes vi ved kassen hvor hun spørger hendes kollega om hun ikke vil pakke ind. Kollegaen går straks i gang og den ekspedient der først havde hjulpet os gik. Kollegaen spørger om vi skal have mere med siden hun gik igen og vi svarede nej. Hun kiggede derfor forvirret rundt og spurgte os: “Altsååå, skal jeg også tage i mod betaling?”. Søde ven, det ved jeg ikke. Og én ting er at din kollega opfører sig mærkeligt, men lad nu være med at gøre oplevelsen endnu mere mærkelig.

Det næste hun siger er så: “Nå, jeg klarer det hele… Så bliver det sgu også gjort ordentligt!!”. En kommentar der umiddelbart er meget sjov hvis man havde sagt det med et smil på læben, men hendes irritation over kollegaen skinnede simpelthen så tydeligt igennem at man straks forestillede sig at de dagligt havde små skænderier over alt fra udstilling til opvask i personalerummet. Pleaser, som jeg er, brød jeg stemningen med ordene: “Nå, de der pebernødder i har på disken, er de en uge gamle eller er de til at spise? (Hø hø)” – den fangede hun ikke rigtig. Hun hev en pose op fra under disken og sagde: “Jeg synes ikke de er gamle, men altså, du kan da få nogle nye”. Okay søster, jeg prøvede bare at bløde stemningen lidt op. Gu’ vil jeg ej ha’ dine sure nødder.

Lige lidt til os selv…

Fra Bahne til Zara. Vi skulle lige se om der var noget vi selv kunne bruge og måske også se om vi kunne finde en gave eller to til mine niecer. I børneafdelingen er der ingen medarbejdere at se, og det er jo hvad det er.

Jeg fandt ikke noget til pigerne, så vi gik ind i herreafdelingen. Her opdagede jeg hvorfor der ikke var nogen i børneafdelingen – de stod fire piger og hyggesnakkede ved et tøjstativ. Bevares, det er sidst på dagen.

Min mand finder så et par bukser med “42” skrevet stort på mærkatet. Han undrer sig noget, da taljens vidde ca. passer en 12-årig pige. Normalt bruger han 34, så han spørger ekspedienten om der er en fejl eller hvad. Hun svarer: “Nej. Altså, de er lidt små i størrelsen, men ellers ikke”. Hun talte med tyk accent, så min mand gik ud fra at hun måske ikke helt forstod hvad han spurgte om. Da jeg møder ham viser han mig mærket. Det viser sig at Zara har italienske størrelser skrevet stort på deres tøj, mens den amerikanske størrelse står med småt ved siden af. Altså, den 42 han stod med svarede til en 29. Liiidt små i størrelserne.

Da vi har fundet det tøj vi skal have går vi til disken igen og jeg siger pænt: “Det med størrelsen er fordi vi er vant til at bruge US-størrelser. Både når man køber Levis, G-star, Hilfiger og sådan. Så det var bare det. Det kan du så sige hvis andre spørger”. Mere var der egentlig ikke i det, indtil hun svarer: “Yeeeeah, i really don’t know what sizes other brands use. I don’t work for other brands”. Se, nu bliver jeg altså træt i mit ellers pæne ansigt. Jeg vil da skide på om du ikke arbejder for andre brands. En eller anden må da have fortalt dig at hvis en kunde siger de bruger 34 i bukser, så svarer det til en 50 i italiensk størrelse. Er det virkelig for meget at forlange? Altså det står også på mærket og jeg så det straks, men når en kunde der ikke er så detaljeorienteret at han læser andet end den størrelse der står med stort, så må du da kunne sige at han lige skal kigge på størrelsen under US.

Videre til næste gave….

Afsted mod Tøjeksperten. Vi træder ind i butikken og jeg kigger, som altid, mod disken for at hilse på ekspedienten og gøre opmærksom på min ankomst. Jeg blev dog hverken mødt af et smil eller et goddag, men i stedet af en toppen af et hoved. Den unge mands hoved var bukket i en vinkel jeg aldrig i mit liv har set før. Det viste sig at han kiggede på sin telefon der var gemt i hænderne under disken. Han havde en utrolig flot hårpragt, men jeg synes måske ikke det er en optimal måde at repræsentere sin butik. Vi gik en tur rundt i butikken og kunne ikke rigtig finde noget som helst i den meget mørke og uinspirerende butik. Jeg kunne godt have brugt lidt hjælp, men gider ikke bede om det; hvis en sælger ikke vil sælge, så skal han være fri. Da vi forlader butikken igen står ekspedienten stadig i den samme stilling og jeg tror ærligt talt slet ikke han opdagede vi var der.

Og endnu engang…

Vi forlod Tøjeksperten og gik mod Mr. Mantra – her blev vi mødt af en smilende (og meget pæn og charmerende) ung mand der straks var klar til at hjælpe. Han var frisk, oplagt og kunne svare på vores spørgsmål. Butikschef; hvis du ser dette indlæg, så giv lige den unge mand en tusse mere om måneden. Medarbejdere som ham er guld værd.

Vi rendte rundt mellem skjorter, trøjer, underhylere og alt det andet og prøvede at finde den helt rigtige gave. Det lykkedes efter lidt tid og den smilende og behjælpelige unge mand tog vores udvalgte gave til disken. Vi følger pænt med og dér(!), lige ved siden af vores ekspedient står en anden medarbejder bøjet ind over disken med telefonen i hænderne. Ikke nok med at han stod og hang som en anden teenager efter to vågne timer, nej, han sms’ede også som en gal og med tastaturlyden tændt! Klik klik klik, klik klik, klik klik klik klik. Det var seriøst belastende.

Mens vi får pakket gaven ind kommer flere ind i butikken. Fedtmulen med telefonen ser ingenting og vores ekspedient må vække ham fra hans trance med ordene: “Øhm, er du lige opmærksom på dem?”. Helt ærligt. Hvis du skal have hjælp til at rette ryggen mens du er på arbejde, så er det sgu bedre du bare bliver hjemme. Jeg gider ikke se på det.

Det er sgu bedre i det jyske ….

Det er sjovt med service. Min svigerfamilie bor i Esbjerg og vi tager ofte på lørdagsshopping i gågaden. Det er kraftedme ligemeget om du kommer ind i dametøjsbutikken “Frandsen” eller i den unge trendy “Jill&Joy”, så bliver du mødt af søde, rare og hjælpsomme mennesker. De snakker ad helvedes til, men du går altså derfra med følelsen af at du er hjulpet godt igennem dine køb. Det er så skide lækkert. Jeg har aldrig oplevet at sælgerne stod klumpet sammen i små klynger og talte om weekendens udskejelser, som jeg ellers jævnligt oplever i København.

Jeg kan godt forstå jyske butikssælgere er i høj kurs i København. I er satanedme også lækre at blive betjent af.

<3 Kæmpe shoutout til jyderne <3

Grumpy old man has left the building…..

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Lyt til min Podcast "Bøssen er ladet med" på Podimo her!
Få Podimo 30 dages gratis via linket her (Reklamelink)

Følg mig på Instagram og Facebook



Følg mig på Snapchat