Honey – I’m home!

En uge på den græske ø Kos med hele familien er overstået, og jeg er tilbage i København. Turen var sponsoreret af min mor der fyldte 60 og ønskede at fejre det med en rejse med børn, svigerbørn og børnebørn. En fantastisk god idé hvis i spørger mig. Ikke kun fordi jeg fik en tur sydpå, men fordi vi i vores travle liv ikke altid ses så meget som vi ønsker, på trods af at vi i min familie faktisk er ret tætte.

Politisk forskellighed i familien

Det er en sjov ting med familie. Mennesker du slet ikke selv har valgt at have i dit liv, men som på trods af forskelligheder altid vil stå som noget specielt. Min familie er en broget flok og stemmefordelingen strækker sig fra Enhedslisten og Socialdemokraterne til Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – og det er bare mine forældre, søskende og deres partnere. Heldigvis har vi ingen Radikale, og det har jeg det ret godt med. Jeg ved godt at dit kryds ved valget ikke afspejler hele din personlighed, men der er altså nogle træk som er så forudsigelige at det nærmest er tåkrummende stereotypt. F.eks. foretrækker jeg, som liberal, at vi hver især skal have ret til at sige til og fra på de fælles arrangementer, mens jeg til gengæld var eneste gæst på turen der inviterede mine forældre ud en aften som tak for rejsen.

Niecerne

Som homoseksuel mand er børn et større projekt. Skal vi adoptere? Skal vi finde en lesbisk? Skal vi tage til udlandet og finde en rugemor? Spørgsmålene er mange og ofte drukner ønsket om at være den sejeste far i verden. Netop derfor betyder forholdet til mine niecer ekstra meget for mig. Jeg er så heldig at have tre skønne af slagsen. Jeg ved ikke om alle i familien kan se det, men mit hjerte banker ekstra hårdt hver gang jeg hører de to mindste, Anne & Cecilie, råbe, i hård konkurrence om opmærksomheden: “Morbror Søren – se lige mig”. Tænk at det betyder noget for dem om jeg ser deres nyeste akrobatiske numre i poolen eller deres nye kjole.

Så er der første-niecen, Clara! Den pige er så mega sej at jeg nogle gange føler æresfrygt i hendes selskab. Clara danser både Disco og Hip-hop, og har som 13 årig allerede vundet både EM og DM i flere discipliner. Solo, par og formation. Slå den!

Her er mine søstre og niecer på toppen af Kos. Five shades of pink!

Kos

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Turen til Kos var en blandet fornøjelse. Langt de fleste grækere var søde og rare og vi blev generelt behandlet rigtig godt. Der var lige den ene receptionist der opførte sig som om hendes tampon var støbt i cement og var to numre for stor, men ellers var alle rigtig søde. Det er altid et stort plus når befolkningen er imødekommende.

Til gengæld var det ret tydeligt at ø’en peakede et godt stykke før 2005, og de tomme lokaler og forladte restauranter gav et billede af et samfund på vej ned. Det var nærmest deprimerende. Uanset hvor hyggelig en taverna er, så er det altså en ridse i lakken når udsigten er en faldefærdig bygning.

Byen Kos på Kos er som turistbyer er flest og området med liv ret småt. Bestemt ikke noget at rejse 3,5 time for.

MEN … De søde grækere, smukke strande og muligheden for at sejle ud på det åbne hav er helt fantastisk og vi formåede virkelig at udnytte mulighederne. På min mor’s fødselsdag tog vi på et sunset cruise med båden Christina, som vi havde lejet for kun vores familie. Helt fantastisk. 550 € for 15 mennesker, inkl. mad og hele 4 personer til at sørge for os.

 

Jeg vil nok ikke anbefale Kos som din næste feriedestination, medmindre du har en ligeså festlig familie som min. Jeg ville gerne skrive i detaljer hvad der skete på rejsen, men de historier skal fortælles.

Flygtninge

Ja, flygtninge kommer vi ikke udenom. Kos er ét af de steder der er hårdest ramt af bådflygtninge og det bærer byen præg af. Til gengæld var der forholdsvis godt styr på situationen og vi følte os på intet tidspunkt utrygge.

Der er sejlet færger ind til at huse flygtningene og mange bliver sejlet videre til Athen. Desværre kan hverken færger eller Athen huse alle flygtninge og det var, uanset hvordan vi vender og drejer det, hjerteskærende at se de familier der måtte bo på stranden i hjemmelavede telte af papkasser. Det er så langt fra det man forbinder med et liv. Vi så til gengæld også at ingen blev overladt til sultedøden, og livet på stranden ikke varede mange dage før det var deres tur til at komme videre. Livet i det hjemmelavede telt er midlertidigt og kan ikke bruges som argument for at vi skal tage imod flere.

Jeg tillader mig dog også at være en smule kontroversiel. For på trods af at have været i orkanens øje i en uge og oplevet mennesker langt fra deres hjem, så er jeg stadig skeptisk overfor flygtningestrømmen til Europa. Nogle vil sikkert kalde mig et røvhul for at komme med den udmelding, men ikke desto mindre er det sådan jeg har det.

De kulturelle forskelle er ekstreme og netop kulturelle forskelle er det største problem vi oplever i forbindelse med integration. Ikke religion, hudfarve eller påklædning, men kultur! Jeg har boet i København Nordvest i 9 år – jeg ved hvad jeg taler om.

De Radikale kører velkomstkampagner for hele verdens flygtninge og der er ikke det menneske i verden der ikke kan få plads i Danmark – problemet er bare at de Radikale på intet(!) tidspunkt har fortalt os hvordan det skal fungere i praksis. Tilbage må man konstatere at Radikale vil skide dansk kulturhistorie et stykke og det synes jeg altså er helt uacceptabelt. Det lyder måske konservativt – men det vil jeg da til enhver tid foretrække. Desuden synes jeg de Radikales kærlighed til menneskesmuglerne er direkte frastødende – og indtil de kommer med en udmelding på det område, gider jeg faktisk ikke høre flere af Zenia Stampes historier om gode oplevelser med brune drenge i toget!

Tilbage

Ja, det blev et noget blandet indlæg, men nu er jeg tilbage på bloggen og så må vi se hvad der kommer fra mine fingre den næste periode. Jeg vil ikke gå i detaljer om flygtningedebatten da jeg synes det er blevet en debat om at være “de gode”, og det er simpelthen så ukonstruktivt og dumt.

//Søren