Fede børn får ikke en ærlig chance

Annette Heick skrev for 11(!) dage siden et indlæg i BT med titlen “Hva’ så, tykke?”, og debatten raser stadig. Senest i går var Anette Heick i Aftenshowet hvor både Audrey Castañeda og næstformanden for Landsforeningen for overvægtige, Christina Villendrup, gav udtryk for deres forargelse.

Diskussionen raser kort tid efter den amerikanske fitness-træner, John Burk, lagde en video på Facebook med budskabet om at fede mennesker er dovne og mangler viljestyrke.

På trods af Annette’s gentagne forsøg på at fortælle at hun ikke skrev indlægget for at dømme voksne menneskers valg, men derimod de valg voksne træffer for deres børn, blev hun hele tiden skudt i skoene at hun skrev indlægget for at være det bedre menneske der kunne stå og pege fingre. Det har simpelthen provokeret mig i en sådan grad, at jeg ikke kan lade være med at komme med min støtte til Anette.

For kære Audrey, Christina og alle andre fornærmede danskere, Annette er ikke John Burk. Hun påpeger en sunhedsfare, som præcis ligesom rygning, er værd at påtale. Hun skriver endda i sit indlæg:

“Skønt fakta er vanvittige nok og kendt af de fleste, så løser det stadig ikke det problem, at vi ikke kan tale om det. Jeg oplever, at tonen enten er for mild og eftergivende og derfor ingen effekt har, eller at tonen skærpes og derfor opfattes som nedgørende og diskriminerende.”

Og hvor fik hun dog ret. Det øjeblik hun rejser spørgsmålet om forældres ansvar for deres børn bliver hun straks “ugens jagede”, på trods af at tonen slet ikke er skærpet. Det kan vi ikke være bekendt.

Både John Burk og Annette Heick fokuserer det meste af deres indlæg på børnene, og på trods af at Burk også svinger med armene efter voksne mennesker og Annette roder sig ud i noget med at spørge overvægtige om deres vægt på gaden, så synes jeg altså det er vigtigt at holde fast i den del der omhandler børnene. Især den del der omhandler forældrenes ansvar.

Er fedme mishandling?

Jeg er blevet meget overrasket over mit eget netværk, som sammen med Audrey og Christina, har taget højlydt afstand på de sociale medier. Mennesker hvis synspunkter jeg nysgerrigt læser, respekterer og deler på mine egne sider, men som i denne sag indtager selvsamme rolle, som de så ofte har løftet fingre af andre for.

“Ja, Annette, det at ens mor har for høj BMI er samme som at blive slået til blods, få brækket knogler og leve i evig frygt.
Amøben her skylder en kæmpe undskyldning til mishandlede børn for at bagatellisere deres men.”

Ovenstående citat kommer fra en kvinde jeg ellers har stor respekt for. En kvinde der kan skrive så skarpe debatindlæg at alle modargumenter falder til jorden som døde fluer inden de overhovedet er fremstammet. Men lige her bliver hun ramt af sine følelser og laver derfor en opdatering der er så skæv, at jeg faktisk var i tvivl om det virkelig var hende der havde skrevet den.

Annette Heick skrev jo ikke at det var mishandling at et barn havde en overvægtig forælder, men derimod at nogle forældre, uanset størrelse, ikke gjorde alt hvad de kunne for at undgå fedme hos deres børn. Forhold jer nu til det der faktisk står i indlægget.

Tilbage til overskriften – er fedme mishandling? Tja, hvordan definerer vi mishandling? Ifølge Gyldendahls Den Store Danske:

Børnemishandling, fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn, psykisk mishandling og vanrøgt af børn og omsorgssvigt over for børn.

Hvad betyder fedme for dig? Sundhedsguiden.dk nævner bl.a. følgende:

Risikoen for følgesygdomme stiger med graden af overvægt – dvs. jo højere BMI, des større risiko for sygdom. Derfor er fedme mere sundhedsskadeligt end den mere moderate overvægt. (…) Fede mennesker har en mindst tre gange større risiko end normalvægtige for type 2 diabetes , galdevejslidelser, dyslipidæmi (og dermed åreforkalkning ), insulinresistens og lunge- åndedrætsproblemer . Risikoen er forøget for hjertekarsygdomme , forhøjet blodtryk, slidgigt og urinsyregigt.

Så hvad siger du, kære læser? Er dét at udsætte sit barn for en øget risiko for ovenstående sygdomme omsorgssvigt og dermed mishandling? Jeg synes det er et meget åbenlyst svar!

Jeg ved godt at der både kan være både psykiske og fysiske årsager til overvægt, men vi bliver nød til at stoppe med at skjule enhver sørgelig udvikling med at det jo ikke er alle der kan gøre for det. For det kan de fleste godt.

Hvad skal vi så gøre?

Det vil jeg slet ikke gøre mig til ekspert på og mit indlæg er alene udtryk for frustration over den manglende vilje til at debattere emnet.

Jeg har altid sagt at livskvalitet topper gennemsnitslevealder, og jeg vil aldrig stille mig forrest i kampen for moraliserende lovgivning overfor voksne mennesker. Men det betyder da ikke at vi ikke skal berøre emnerne, og der er altså en verden til forskel på at gå efter voksne selvstændige individders valg og dem de træffer på vegne af deres børn. Børnene er, uanset om vi vil det eller ej, først og fremmest forældrenes ansvar.

Du har måske truffet et valg, men har du givet dit barn samme chance?

For fremtiden

Kære forargede læser — vil du ikke godt prøve at diskutere med åbne øjne og på baggrund af oplysning? Læse hvad der egentlig bliver skrevet? Nu vi er ved det punkt, så gælder det også jer politikere der skulle kigge forbi. Lad vær’ med at ha’ en holdning, bare for at have den.

Hav en dejlig weekend!