Jo, labels er også for mennesker…

Coca Cola rammer forbi målet…

Coca Cola har, i forbindelse med ramadan, kørt en kampagne med sloganet “Labels are for cans, not for people”, som oprindeligt er et citat af skuespilleren Anthony Rapp. Det har de gjort i et forsøg på at underbygge at vi skal acceptere og forsøge at forstå hinanden. Det er jo et meget fint budskab, men…

Er det virkelig korrekt at “labels” ikke er for mennesker? Er det virkelig korrekt at vi kun kan mødes, acceptere og forstå hinanden uden titel, betegnelse eller anden form for mærkat? Jeg er ikke sikker.

Nogle vil måske mene at jeg slet ikke har forstået pointen. At jeg ikke vil den positive udvikling. Men de tager fejl. Grueligt! Jeg vil, om nogen, den positive udvikling, men jeg vil ikke gøre det ved at fjerne de mærkater der kan tildeles os som individder. Faktisk synes jeg det er langt større at forstå og acceptere et andet menneske med alle de mærkater vi måtte sætte på dem.

Omfavn dine mærkater…

Jeg er Homoseksuel, Liberal, Dyreelsker, Københavner, Kreativ, Ryger, Dansker og Kulturkristen. Det er mærkater der kan sættes på mig, hvis ikke mange flere, og jeg synes det er helt i orden at andre gør det. Faktisk kan jeg godt li’ at høre hvilke mærkater folk syer i nakken på mig. Det giver mig mulighed for at lære, vokse og udvikle mig. Jeg kan også godt li’ tanken om at blive valgt til på trods for, eller på grund af, mine mærkater.

Det er, i min verden, en misforståelse at vi ikke må tildele andre mennesker mærkater. Både fordi det ligger i vores natur at danne os et billede af individet foran os, og fordi langt de fleste mennesker bruger selvsamme mærkater til at opnå deres ønsker.

Vi ser det både i homomiljøet, i indvandrermiljøer og sågar på arbejdspladsen. Ingen vil anses for at være anderledes, lige indtil det giver dem en fordel. Det er både hyklerisk og usmageligt.

Hvad hvis vi bare talte sammen.. Ærligt?

Jeg talte, under valgkampen, med en ung homoseksuel mand der studerede noget med mennesker og accept. En rigtig humanist, hvis mål var at uddanne arbejdspladser til at rumme minoriteter. Ønsket havde han fordi han selv havde været pædagogmedhjælper i en børnehave, hvor han fandt at dagligdagen og omgangen med børnene var meget heterostereotyp. Han følte ikke der var plads til ham som feminin mand og homoseksuel. Han mente problemet handlede om kollegaerne og ledelsens manglende viden omkring seksualitet, og han ville nu uddannes til at kunne lære dem, og alle andre, det. Jeg spurgte ham om han selv havde fortalt at han var homoseksuel på den pågældende arbejdsplads eller havde udfordret deres heteronormative hverdag? Om han havde gjort opmærksom på en lille pige eller dreng i institutionen som de nok skulle være opmærksom på ikke interesserede sig for det samme som de andre? Svaret var nej. Han havde intet gjort. Men hvordan skulle kollegaerne så vide at de ikke formåede at omfavne ham? Hvordan skulle de vide at han følte sig marginaliseret? Kan man forvente at andre altid ved hvad du har brug for, hvis du ikke selv siger noget? Det synes jeg ikke man kan.

Jeg synes vi har brug for et holdningsskift, både i Danmark og resten af verden. Vi har fået én mund og to ører – nogen vil påstå at det er fordi vi skal lytte mere end vi taler. Men hvem skal vi lytte til, når ingen taler? Når enhver debat om minoriteter eller behandling af disse bliver tysset på, og når vi hylder en kampagne der siger at vi ikke må sætte mærkater på andre eller os selv?

Gør noget ved det…

Sf’eren Özlem Cekic har i en længere periode kørt en kampagne hun kalder “Brobygger”. En kampagne der handler om netop at lære hinandens “labels” at kende, så man på den måde forstår og accepterer. Jeg er uenig med Özlem om mange ting, men det arbejde hun gør her fortjener hyldest.

Özlem gør nemlig noget som meget få andre gør. Stiller sig frem med alle sine mærkater og giver folk mulighed for at lytte og forstå. En øvelse vi alle skal blive bedre til – at gøre noget ved det.

Så kære læser, vil du ikke gøre mig den tjeneste, at kigge dig selv i spejlet og spørge om der er mærkater på din ryg, som folk ikke ved nok om?

Jeg tror ikke på at målet er at udslette enhver form for forskellighed og uenighed, men derimod at acceptere hinanden med de mærker vi nu engang har.

//Søren