Lad dog være med at være en kliché!

Kære læser. Det følgende indlæg vil være en god blanding af forargelse, irritation, frustration og håb. Så er du advaret. Here it goes:

Jeg har i løbet af den forgangne weekend set en masse delinger af en artikel fra politiken.dk og i dag, lørdag kl. 23:45, fik jeg endelig læst den. Artiklen er med tidligere SFU’er og formand for Danske Skoleelever Vera Rosenbeck, og har fået titlen: Jeg fik nok af det røde fællesskabstyranni

Udover at læse dette debatindlæg med stor glæde over den utroligt velformulerede unge kvinde og hendes skarpe pointer, blev jeg nysgerrig for at se hvad reaktionerne fra politiken-segmentet var. Desværre blev mine fordomme bekræftet hurtigere end ventet, og  endda med en af de meste sagte klichéer om ungdommen.

Tror den kære kommentator virkelig at den “solidariske” velfærdsstat har foræret os det hele? Mener han virkelig, at uagtet Vera’s hårde arbejde og samfundsinteresse, er hun degraderet til klichéen om en møg forkælet generation? Og tror han virkelig at solidaritet er et udtryk der kun eksistere på venstrefløjen?

Lad os lige tage at kigge på det en gang:

“Først mig generationen”: 

En typisk sætning der bliver brugt om unge mennesker født fra 1990 og frem. Altså ikke en generation, men alle under 25. Et udtryk der er vokset sideløbende med diverse realityprogrammer, en voksende sundhedsfanatisme og den generelle stigning i levestandard. Men passer det? Er det virkelig rigtigt at alle født i 1990 og frem har fået det hele forærende? Jeg er ret sikker på, at hvis du spørger dem er svaret “nej“.

For selvom det er rigtigt at de har fået velfærdsstaten forærende, så er det ikke ensbetydende med at de har fået alt, og måske ville de hellere have haft noget andet. F.eks. muligheden og friheden til at udforske sig selv, livet og mulighederne, uden politisk indblanding i studieretninger, handlingsplaner, madkultur, dårlige vaner osv.?

Det er også sindssygt vigtigt at huske på, at teknologiske fremskridt og øget globalisering har givet de unge i dag en masse muligheder som deres forældre ikke havde, hvilket selvfølgelig øger interessen for at opnå noget større end de der kom før dem. Med den interesse kommer også et øget pres på de unge. Sådan er det, og sådan har det altid været. Derfor er der fokus på egen udvikling, og det skal vi da kun være glade for. Hvis ingen stræbte efter at blive den bedste de kan med de muligheder de har, så havde verden set noget mere sort ud end den gør i dag. Så lad os bare holde os til et TAK!

“Solidaritet hører til på venstrefløjen”:

Jeg er vokset op med at udtryk som “fællesskab”, “solidaritet” og “de gode” selvfølgelig hørte venstrefløjen til. Det er en kamp der er kæmpet længe før jeg kom til, og det var altså lykkedes at få det ind under huden på alle danskere da jeg blev født. Det var ikke noget man stillede spørgsmålstegn ved, og selv de der tilhørte højrefløjen accepterede at ordene var blevet beslaglagt. Men det vil jeg ikke acceptere.

Jeg bliver frustreret når jeg læser det og jeg får lyst til at råbe min utilfredshed ud i offentligheden. For hvordan kan man claime at have det gode menneskesyn, være de solidariske og pleje et sundt fællesskab, når opfattelsen af hvordan disse emner er udført i praksis er så forskellig? Det kan man ganske enkelt ikke.

Mine liberale partikollegaer er nogle af de mest samfundsengagerede mennesker jeg kender. De tror på at de kan ændre det der er skidt med deres valg, og derfor ændrer de alting hele tiden. Næsten. For uagtet hvor meget vi gør for at lægge vores penge og tid der hvor vi synes det er rigtigt, så er der en kæmpe del af befolkningen der har stemt sig til at være de gode og solidariske, og derfor ikke føler behovet for også at lade det skinne igennem i deres indkøbsposer eller deres engagement i det offentlige rum.

Personligt køber jeg altid økologisk når jeg køber animalske produkter. Det gør jeg fordi jeg holder af dyr, og synes de skal have det godt, og fordi jeg ved at hvis alle kun køber økologiske æg, vil der en dag kun være økologiske æg på hylderne. Det er markedet, og det er det eneste vi ved fungerer. Hvis en vare ikke er efterspurgt, vil varen ikke eksistere.

Så mens nogle stemmer sig til titlen som solidarisk, så er vi faktisk en række mennesker der træffer de valg hver dag, flere gange om dagen. Det er der mennesker på hele det politiske landkort der gør, og det er for mig de handlinger der definerer om du er et godt og solidarisk menneske – ikke hvor du stemte ved sidste valg.

Så kære Vera, fortsæt dit samfundsengagement og din mission, og tak fordi du stiller dig op og tager imod de tæsk man får når man træder frem på den politiske scene.

//Søren