Forår... og det der følger med :)

At mindes og glædes

Lanterne

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Sådan lød Johannes G. Sørensen berømte ord d. 4. maj 1945.

Her 70 år efter ser vi stadig stearinlysene i vindueskarmene, vi genopliver de historier vi har fået fortalt fra generationer før os og vi mindes om at friheden ikke skal tages for givet. Personligt bliver jeg også mindet om at jeg for under ét år siden mistede de to sidste bedsteforældre der kunne fortælle om deres oplevelser i de historiske år.

Med ovenstående in mente tog jeg mig idag tid til at nyde nogle øjeblikke, som jeg ellers ofte lader fare forbi.

Min mand og jeg var inviteret ud til nogle venner i deres kolonihavehus og først da jeg stod der gik det op for mig, at der var intet sted i verden jeg hellere ville være end lige der. Dette kernedanske fænomen, med dannebrog vejende over haveforeningen, foråret der piblede frem over det hele, god mad, gode venner og deres fire måneder gamle søn, indrammede så smukt hvad dagen skulle komme til at betyde for mig.

For selvom vi altid skal kæmpe for det frie samfund og vores værdier, skal vi huske at stoppe op og minde os selvom hvad det egentlig indebærer. Ikke nødvendigvis hvad det indebærer politisk, men i ligeså høj grad hvad det indebærer for os som individer.

Personligt er det enkelte menneskes muligheder for at indrette og bevæge sig som han/hun selv ønsker altoverskyggende i disse tanker. Det er nok derfor jeg bliver ramt af noget nær en allergisk reaktion når jeg oplever formynderiske politikere eller opdragene debattører. Dem har jeg heldigvis undgået i dag, og når jeg lige om lidt sætter mig på min altan, ryger min godnatcigaret og sender et kys mod stjernerne, gør jeg det med et smil på læben og taknemmelighed for de kampe generationer før mig har taget for at sikre mig min frihed.

//Søren

Kolonihave Danmark

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forår... og det der følger med :)