Fanget i et terrorangreb – vækket af min mand!

Jeg har det SÅ skidt i dag. Både fordi min pollen-allergi aldrig har været værre end de seneste dage og fordi jeg havde det ondeste mareridt i nat. Et mareridt jeg nok ikke er ene om at have i disse tider.

Terrorangreb på GAY natklub

I fredags var jeg en tur på GAY på Vester Voldgade, sammen  med min mand, min veninde Sofie, hendes søster, Stine og hendes ven fra Texas, Christian. Vi var første gæster på klubben, men i løbet af kort tid væltede det ind. Jeg har aldrig prøvet at ankomme så tidligt, men det var ret sjovt at se hvordan festen byggede sig op. Nå, det er faktisk ligemeget… og dog.

gay-copenhagen-party

Mit mareridt i nat startede nemlig som en drøm der spejlede festen fra i fredags. Vi dansede, sang, minglede, small-talkede og mødte nye og gamle venner. Pludselig ser jeg en mand kigge mig dybt i øjnene og trække en maske ned foran ansigtet. Jeg fik det dårligt og hentede de andre og sagde vi skulle gå. De synes jeg var åndsvagt paranoid og vi blev. Pludselig stoppede musikken. Døren blev blokeret og den ene maskerede mand blev til fem. Det eneste jeg husker fra drømmen var panik og skrig herefter. Og skud.

Jeg kan ikke huske hvordan, men det lykkedes mig at komme ud fra GAY, som den eneste. Jeg løb alt hvad jeg kunne for at finde en mobil jeg kunne ringe til politiet fra. På gaden var der næsten ingen mennesker og jeg aner ikke hvorfor, men det var som om jeg ikke kun skulle skjule mig fra terroristerne. Jeg skulle skjule mig fra alle. Som om jeg var den eftersøgte. Hvordan det blev en del af historien ved jeg ikke.

LÆS OGSÅ: HVIS JEG BLEV OFFER FOR TERROR

Jeg løb hele vejen til Scandic Sydhavnen, hvor min veninde Sofie arbejder, for at skifte tøj. Jeg tænkte at de måtte have en uniform eller noget rensetøj liggende og de kender mig jo.  Det lykkedes at komme til hotellet og få skiftet tøj i housekeepings lokaler. Herfra var det bare om at komme afsted. En receptionist hjalp mig ind i en taxa, som var jeg en ganske almindelig gæst. På dette tidspunkt havde jeg ikke fortalt nogen om angrebet på GAY, for hvem kunne jeg stole på?

Taxaturen mod min lejlighed gik med at udtænke en plan for hvem jeg skulle kontakte og hvordan. Midt i denne plan blev jeg vækket af min mand – og var lige ved at tude. Seriøst… Det var en virkelig virkelig levende drøm.

1 året for Orlando Pulse

Nu ser jeg så at i dag er årsdagen for skyderiet på Pulse i Orlando. Det anede jeg ikke, men er det ikke ret tilfældigt? Jeg mener; jeg har aldrig haft mareridt om terror og de seneste angreb har ikke rørt mig særlig meget (sorry). Jeg er simpelthen blevet vant til det. Troede jeg. Jeg kan nu konstaterer at terror er blevet en ny virkelighed i min underbevidsthed og den skal åbenbart jagte mig helt ind i min dybeste søvn.

pulse orlando shooting terror

Det kan godt være at politikere og meningsdannere gerne vil fortælle os at vi ikke må give terroristerne vores frygt, men lets get real. Vi er jo skide bange for at det skal ramme os. Vi tænker på det. Vi tænker på det når dem vi holder af skal ud af døren for at mødes i en større forsamling. Og nå ja, jeg tror flere af os har mareridt om det.

LÆS OGSÅ: SAMMENHOLD VED DEN AMERIKANSKE AMBASSADE

Nå, ikke mere om det. Nu skal jeg bestille en tid til lægen, så vi kan få kigget på min allergi – den kan vi forhåbentlig gøre noget ved!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Sammenhold ved den amerikanske ambassade!

Jeg deltog i går ved mindehøjtideligheden ved den amerikanske ambassade.

Den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, formanden for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, Formanden for Sabaah, Fahad Saeed, Talsperson for Amnesty International, Trine Christensen, Præst, Mia Rahr Jacobsen og en række politikere var mødt op for at tale til de fremmødte.

Der blev talt om terror, om hadforbrydelser, om brud på menneskerettigheder og seksuel undertrykkelse. Men mest af alt blev der talt om kærlighed. Ubetinget kærlighed. At kærlighed ikke er nemt og nuttet, men hårdt arbejde i en verden hvor had kan få så meget plads. At kærlighed skal sejre. At kærlighed er et valg.

Bryan Rice stod for det musikalske indslag, hvor han overraskede med “Den jeg elsker” i duet med Søs Fenger. Den optræden blev hurtig til en fællessang, og personligt var det det mest rørende øjeblik. Det kan du se et klip fra her:

Gospelkoret KEFAS rundede højtideligheden af med”We shall overcome”.

Vi valgte, og vi vælger, kærligheden!

mindehøjtidelighed

Til sidst vil jeg dele Lady Gaga’s tale fra mindehøjtideligheden i L.A.:

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Hvis jeg bliver offer for terror…

I går, søndag, var der mindehøjtidelighed for ofrene i Paris. Landets ungdomspolitiske partier var gået sammen om begivenheden der efter sigende tiltrak 15-20.000 mennesker, inklusiv mig selv. Og hvor var det smukt!

mindehøjtidelighed paris københavn

Bortset fra valget af Isam B., var der ikke en finger at sætte på det. Der var lys, stilhed, eftertænksomhed og sammenhold.

Men…..

Hvis jeg en dag bliver offer for et terrorangreb – og lad os se det i øjnene, det er der en risiko for – så vil jeg ønske mig en helt anden form for mindehøjtidelighed.

En mindehøjtidelighed der fejrer livet, friheden og kærligheden. En mindehøjtidelighed der giver en rank finger til de der ikke ønsker det lyse samfund med dans og sang.

Ser i – mit liv ville intet være uden dans og sang. Mit liv ville intet være uden frihed og mangfoldighed. Mit liv ville intet være uden muligheden for at forme mit liv. Det tror jeg ikke jeg er ene om, så mens jeg synes det er smukt at holde et minuts stilhed (en tradition jeg synes er virkelig stærk), så vil jeg håbe at når de 60 sekunder er gået at alle vil bryde ud i sang. Personligt ville jeg elske at høre “Vi maler byen rød” eller “You know you make me wanna shout“. Tag jeres sidemand i hånden, smid armene i vejret, grin og græd sammen… dans!

Vis hele verden at i ikke er bange for at samles og dyrke livsglæden. Det er den største hån mod deres mørke.

dancing in public

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

État d’urgence = Undtagelsestilstand!

Undtagelsestilstand i Frankrig.

Lukkede franske grænser.

Terror.

Jeg følger de tragiske nyheder fra Paris med tårer trillende ned ad kinderne. Jeg er ked af det, frustreret, vred, vemodig og nervøs.

Egentlig har jeg ikke så meget at sige. Vi kender ikke alle facts om situationen endnu og vreden og frustrationen kan derfor heller ikke rettes mod nogen.

Det kan virke som et unødvendigt indlæg, men ikke desto mindre er det en måde at komme ud med det. En måde at forsøge at sætte ord på.

På verdensbedstenyheder.dk kan vi læse om store fremskridt i store dele af verden – færre mennesker lever i fattigdom og flere børn går i skole på verdensplan – men jeg kan ikke lade være med at være nervøs for verden. Jeg forstår ikke den mængde ondskab der eksisterer omkring os. Jeg forstår ikke hadet. Jeg forstår ikke de afstumpede handlinger.

Mange siger at vi aldrig må lade os skræmme. Vi må ikke være bange. Men det er jeg. Ikke for mig selv, men for mine niecer og alle de andre små hoveder der bliver sat i verden.

Jeg har svært ved at bevare tilliden til mennesket. Det har jeg virkelig!

#Parisattacks #Prayforparis #Vivelafrance

Flag of France

Søren Juliussen – medskyldig?

Egentlig havde jeg ikke planer om at lave endnu et indlæg i dag, men nogle ting skal bare ikke have lov at stå uimodsagt.

Som f.eks. dette opslag på Facebook:
Opslag facebook terror
Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i tankegangen hos denne Vibeke, men jeg forestiller mig at hun har nogle seriøse problemer hun skal have bearbejdet. Hvis du ikke helt har fanget den, så skriver hun her at Liberal Alliance ikke vil være med til at beskytte landets befolkning mod terrorangreb, hvis ikke vi får lettet topskatten. Præcis ligesom jeg i januar fik følgende smidt i hovedet:

“En stemme på Søren, eller resten af Liberal Alliance, er en stemme på et terrorangreb på Nørreport indenfor kort tid. Jeg advarer jer….”

Jeg behøver ikke minde nogen om at vi kort tid efter den kommentar blev ramt af et terrorangreb. På krudttønden og ved Synagogen! Et angreb på ytrings- og religionsfriheden.

Men lad mig gøre én ting meget klart: Jeg vil IKKE finde mig i den syge joke, det er for nogen, at pege fingeren på os fordi vi synes at flygtninge der kommer hertil skal behandles ordentligt. Ja, vi stemte for at man som flygtning kan arbejde og bo udenfor lejrene. Men i hvilken virkelighed fører det til terrorisme? Er det ikke ganske almindelig sund fornuft? Kriminelle skal i fængsel – ikke mennesker på flugt!

I forhold til den nuværende situation, så er det sådan at vi hos Liberal Alliance har meldt ud at vi skal have indrømmelser (vores politik ført ud i livet), før vi vil lægge stemmer til de ønsker der måtte komme fra andre partier i blå blok. Det betyder ganske rigtigt at hvis der ikke bliver rørt ved topskatten, så kan vi ikke garantere opbakning. Det er da klart! Hvorfor skulle vi bakke op om et flertal bygget på Dansk Folkeparti’s socialdemokratiske politik uden at få noget igen? Vi er jo ikke Enhedslisten – og vi har ingen planer om at stå og græde foran et samlet pressekorps foran finansministeriet ved næste finanslovsforhandlinger. Det er jo et valg man træffer.

Men derfra og til at skrive som Vibeke gør her, er der langt. Meget langt! Faktisk svarer det utroligt meget til dem der gav De Radikale skylden for terrorangrebet tidligere på året, og det er præcis ligeså forkert.

Så kære læser – lov mig at du aldrig vil tage den politiske debat ned på dét niveau. Lov mig at du ikke går rundt med troen på at Dansk Folkepartis udlændingepolitik kan sikre os mod mørkemænd. Det kan den ikke!

Jeg er egentlig ret ked af at skulle skrive dette indlæg, da jeg ellers havde det ret godt i min glæde over sommerferieplanlægningen, men nogle gange skal man ud med det. Så tak fordi jeg måtte komme ud med det her!

God weekend!

//Søren