• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Børnefødselsdagsordførerens sejr!

simon_emil_ammitzbøll

Ved Folketingets åbning i oktober 2011 debuterede Simon Emil Ammitzbøll som “Børnefødselsdagsordfører” for Liberal Alliance. Emnet var de afgiftstigninger den netop tiltrådte S-R-SF-regering havde planlagt for danskerne i de kommende 4 år.

Ikke mindre end 5 milliarder skulle indkasseres og det fik den karismatiske ordfører til at spørge om følgende:

“Bliver pølserne dyrere? Bliver kagen dyrere? Bliver sodavandene dyrere?”

Se klippet her:

 

Sejr!

Selvom der blev gnækket og fnist da Anders Breinholt og Huxi Bach tog Simon Emil under kærlig behandling i Natholdet og her gav ham titlen som “Børnefødselsdagsordfører”, er det altså vigtigt at huske på at Simon Emil er gået derfra som sejrsherre. En sejr han slet ikke har fået nok ros for.

For hvad skete der med V-K’s fedtafgift, S-R-SF’s sukkerafgift og sodavandsafgiften? Ja, de blev skrottet. Roligt, men sikkert, opstod der enighed i en stor del af folketinget om at afgifter hæmmer væksten. En enighed der ellers er svær at få øje på i diverse debatter om Danmarks økonomiske fremtid. Afgiftslettelserne var en del af vækstpakkerne, og vi kommer vel ikke nærmere en indrømmelse om afgifters rolle for samfundet end det?

Disse afgiftsnedsættelser var, og er, selvfølgelig overhovedet ikke nok i det store billede, men jeg synes det er vigtigt at runde emnerne af. Ja, det er en gammel sag det her, men ikke desto mindre er det altså Børnefødselsdagsordføreren’s første sejr – det skal fejres med pølser og sodavand.

børnefødselsdag

 

Bendixen, BNP og Hykleri

Åh ja, endnu en uge er gået og endnu en politiker er kommet i vælten. Denne gang har vores folkevalgte ikke misbrugt embede, skattekroner eller autoritet, men derimod svaret på et spørgsmål hun ikke kendte svaret på og udstillet manglende viden om et helt andet emne. Dumt? Ja. Pinligt? Ja. Syndigt? Nej.

Hovedpersonen denne gang er Dansk Folkeparti’s Pernille Bendixen, der i et radiointerview roder sig ud i en tågesnak om at BNP er for højt og at det er der der skal tages penge fra til at yde yderligere hjælp til flygtninge i nærområderne.

Pernille Bendixen ved tydeligvis ikke hvad der er op og ned i flygtningepolitikken og hun ved tydeligvis heller ikke helt hvad det der brutto national produkt er. Skræmmende for en folkevalgt? Ikke rigtigt.

Get over it!

Og hvorfor synes jeg så ikke det er skræmmende? Det skal jeg fortælle jer.

For det første er det de færreste der kan fortælle hvad BNP i virkeligheden er, og selv de der kan medgiver at det er en svær størrelse. Det er blevet nævnt mange gange i valgkampen, og hvis man ikke har interesse for hvad vores nye statsminister mente med at sænke vores ulandsbistand til 0,7% af BNI, som anbefalet af FN, så er det altså helt forståeligt at man roder rundt i de økonomiske begreber.

For det andet gik Pernille Bendixen til valg på følgende tre mærkesager: højere voldsstraffe, mindre magt til EU og en motorcrossbane til Fyn. Hverken asylregler, ulandsbistand eller økonomi var en del af hendes valgkamp og ingen stemte på hende fordi de forventede en vismand på tinge.

For det tredje er Pernille Bendixen helt ny på Christiansborg og kommer fra en virkelighed som dagplejemor. Netop derfor er hun blevet ordfører på børneområdet – fordi det er et emne hun ved noget om.

Eyes on the ball!

Jeg synes faktisk at hele denne sag er ret interessant. Ikke fordi Pernille Bendixen trådte i spinaten, men fordi vi, igen, lader håbløse jounalister komme afsted med at være skadelige for demokratiet.

Ja, det sagde jeg. Skadelige.

Denne sag var aldrig kommet frem, havde journalisten ikke ringet til en ordfører på børneområdet i et spørgsmål om flygtninge og økonomi. Hvorfor overhovedet lave det opkald? Jeg forstår det ikke, og jeg synes IKKE det er i orden.

Catch me if you can!

Når min frifindelse af Pernille Bendixen og dom over Radio24syv er afsagt, er det vigtigt at tilføje at jeg slet ikke forstår hvordan Dansk Folkeparti kan lade det ske.

Jeg kan kun fortælle om livet som kandidat for Liberal Alliance og lad mig være meget klar i spyttet når jeg siger at man skulle være mere end almindelig uintelligent for at ende i den suppedas. Jeg kan ikke tælle de gange vi fik besked på at kontakte en ordfører eller presseafdelingen hvis nogle spurgte om os noget vi var i tvivl om, og lad mig tilføje at det ikke var et venligt råd – det var en direkte ordre. Både for vores og partiets skyld.

Personligt er jeg glad for den klare tale og ringede ofte til Simon Emil Ammitzbøll eller vores pressechef Katrine Hertz Mortensen, som altid var klar til at svare. Det sikrede mig at ingen kunne fange mig i spørgsmål jeg ikke anede noget om. Sad jeg til en debat og fik et spørgsmål jeg ikke vidste noget om var mit svar: “Det ved jeg ikke noget om, men du kan enten kontakte vores ordfører eller komme hen bagefter og fortælle mig mere, så undersøger jeg det for dig”.

Catch me if you can

… og lige en sidste ting…

Kære Camilla Brejner Schwalbe,

Du er repræsentant for Socialdemokraterne. Et såkaldt “arbejderparti”. At du tillader dig at nedgøre en nyvalgt dagplejemor der er kommet i folketinget for at fokusere på noget hun ved noget om, børnene, er ikke bare forkert, det er direkte kvalmt. Hvad bilder du dig egentlig ind?

To ting:
1.: At kalde det et stort problem at en folkevalgt ikke ved hvad BNP er, er jo bare dumt, Camilla. Det er det da overhovedet ikke. Ikke når hun skal beskæftige sig med politik på børneområdet.
2.: At Socialdemokrater nu begynder at hæve pegefingre over manglende akademiske kundskaber er så forkert at jeg nærmest ikke kan være i mig selv.

Sidst men ikke mindst, så finder jeg det ikke nær så skræmmende at Pernille ikke ved hvad BNP er, som at du og dine med-socialister tror på gratis ting.

shady bitch

//Søren

Ingen allierede!

 

Jeg er, for det meste, glad for at være et menneske der bekymrer sig, danner sig meninger og gerne tager en diskussion. Jeg ser det som et privilegie at være oplyst og have interesse for at øge min horisont. Men…

Vi ved allesammen at alt sagt før men ikke gælder og lige i dag er det også tilfældet i mit indlæg. I dag er nemlig sådan en dag hvor jeg er bekræftet i udsagnet om at individet er den mindste minoritet. I dag er en dag uden allierede.

Årsagen? Copenhagen Pride Parade.

pride
Farve, religion, seksuel orientering og politisk ståsted udhviskes til fordel for budskabet om frisind og frihed. (Credit: http://lpbfoto.dk)

Priden

Lad mig starte med at sige at jeg havde en helt fantastisk dag i lørdags. Ligesom hvert år, mødtes jeg med venner og bekendte for at fejre mangfoldighed og friheden til at leve som man selv vil. I år havde jeg sågar skrevet et indlæg i LGBT-magasinet Out&About om transkønnedes rettigheder (kan læses her). Min plan var, som de andre år, at gå med i priden. Ikke i vogn, men blot følge optoget og kysse og kramme venner, familie og kollegaer der havde taget plads på sidelinien. Det endte dog anderledes, og i løbet af få meter var jeg, min mand og vores skønne venner hoppet på Liberal Alliances vogn. Herfra dansede og sang vi os gennem optoget. Præcis ligeså festligt som sådan en dag skal være. Efter optoget mødtes vi med en masse andre og gik syngende rundt i gaderne. På paradedagen dømmer vi ikke, og det giver en nærmest euforisk følelse i kroppen at være med til. Så langt så godt.

Efterspillet

Igen i år fik jeg en tår over tørsten og gik tidligt død. Faktisk lå jeg allerede i min seng kl. 19:00, hvilket betød at jeg vågnede igen kl. 24:00 med slemme tømmermænd. Jeg tømte en liter vand og fandt min telefon frem for at se hvad mine venner havde skrevet på de sociale medier om dagens fest. Til min store overraskelse var det ikke hvad jeg blev mødt af. På min Facebook rasede debatten om LAU-formandens opdatering tidligt på dagen der lød:

Hvis jeg var homoseksuel og ville overbevise verdenen om, at det selvfølgelig er naturligt, normalt og helt almindeligt – så ville jeg næppe gøre det med en parade af homoseksuelle, der ter sig skabagtigt, flamboyant og helt igennem stereotypt bøsset.

Kort efter den opdatering skrev han følgende:

Dagens lektie: Hvis du mener, at homoseksualitet er så almindeligt og naturligt, at man ikke behøver at gøre det til et karneval – ja, så er du intollerant.

LAU-formanden havde naturligvis fået en række modsvar på sin opdatering, og uden at læse hvad andre skrev, var jeg hurtig på tasterne med en opdatering der lød:

LAU-formanden, Vanopslagh, mener at homoseksualitet er så almindeligt at det ikke behøver gøres til et karneval. Det er jo fint han synes det. At han med den udtalelse gør sig unødigt skyldig i at være en kæmpe hat, det er ikke så fint.

Og så var jeg pludselig en del af debatten.

Jeg vil gerne skynde mig at undskylde overfor LAU-formanden. Ikke for at være uenig, men fordi min opdatering var intetsigende og dum. Alex, hvis du læser det her: UNDSKYLD.

Jeg mener selvfølgelig stadig at formanden er på dybt vand her, og jeg bryder mig bestemt ikke om at man på nogen måde indikerer at man, for at blive accepteret, skal opføre sig på en bestemt måde. Det er i min verden både intolerant og u-liberalt. I mit liberale hjerte skal man accepteres for den man er, så længe man ikke skader andre. Vi må erkende at majoriteten af minoriteten holder af en farverig fest – og for det, skal de accepteres. Sådan skulle min kommentar ha’ været, og den skulle nok være gået direkte til Alex, i stedet for på min egen side.

Når det så er sagt, så skal vi altså også huske på at der i paraden gemmer sig nogle ekstremt vigtige budskaber. De er ganske rigtigt pakket ind i højt humør, glimmer, musik og alverdens originaler, men det vil jeg da til enhver tid foretrække fremfor en demonstration med sure kampråb, flyvende brosten og hærværk mod offentlig ejendom.

Formanden trak sin opdatering tilbage og skrev at han tydeligvis var blevet misforstået. Det tror jeg til dels, men jeg tror også at hans opdatering var en klar indikation på et manglende kendskab til priden og dens eksistensberettigelse.

Lad mig til sidst tilføje at mange(!) af mine politiske venner udtrykte enighed med LAU-formanden. For mange! Sjovt nok ingen af dem der selv har deltaget og med egne øjne set at priden er meget andet end glimmer. Jeg troede faktisk at mit netværk var klogere end at tro på BT.dk’s billedserier, men åbenbart ikke. Hvorfor skal vi dog skabe os sådan hvis vi vil accepteres som normale?

Ved i hvad venner? Det vil vi måske heller ikke. Vi vil accepteres præcis som de originaler vi er. Det var mit budskab i valgkampen, hvor i stod på ræd og række for at klappe af min åbenhjertighed omkring mine udfordringer som homoseksuel i provinsen, og det er mit budskab nu. Jeg skal leve med at være en minoritet resten af mit liv. Det er ikke synd for mig, men hvad helvede går der af jer over at jeg tager ligesindede i hånden én gang om året og inviterer ALLE med til fest? For det er jo det vi gør. Vi åbner armene og viser jer at vi er ligeså forskellige som alle andre, og for rigtig mange er det enormt lettende at kunne gå med oprejst pande gennem byen. Det er der alt for mange der ikke gør til dagligt. Giv dem nu bare den ene dag.

Priden er kerne-liberal og handler om at hylde retten til at leve som du vil, så længe du ikke generer andre.

Behøver jeg tilføje at selvmordsraten hos homoseksuelle er syv(!) gange højere hos LGBT’ere end hos alle jer andre?

Dagene efter

Som om det ikke var nok at jeg skal kæmpe denne kamp med mennesker der kalder sig selv frisindede, så bliver jeg i dag gjort opmærksom på at en venstrefløjsgruppe har delt løbesedler ud på rådhuspladsen med budskabet om at ‘buhe’ Carl Christian Ebbesen fra DF ud af scenen. “Ingen racister i vores pride” – lød budskabet. Hvad helvede er meningen? Hvad er det for en måde at opføre sig på? Jeres fløjter og buh-råb kan i holde til jeres egne konferencer, det skal jeg ikke blande mig i, men priden er for alle og det er ikke stedet at drive fløjkrig. Ironisk udtryk taget min egen fløjkrig i partiet i betragtning.

Jeg vil i den forbindelse sende en online-lussing til jer der rystede på hovedet af vores Liberal Alliance vogn. Hvad bilder i jer egentlig ind? Liberal Alliance’s politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll er manden bag flere love der har øget LGBT’eres rettigheder, og jeg har personligt haft fat i vores ligestillingsordfører, Laura Lindahl, der er klar til at hjælpe i kampen for informeret samtykke til transkønnede. Gode mennesker der, uagtet ideologi, fortjener ros for deres vilje på LGBT-området.

Tro mig, jeg har det også stramt med Enhedslisten’s gruppe, men jeg båder smiler, hilser og glæder mig over at vi er sammen på de her spørgsmål. Landets økonomiske politik hører ikke til her.

Ingen allierede

Hvis det er lykkedes dig at komme igennem hele mit indlæg, så er du nok en af de få. Det var også noget af en smørre, men jeg har simpelthen været så frustreret de seneste dage og nu skulle det ud.

Jeg er ret alene i dag. Jeg er en frisindet blå homoseksuel der både advokerer for LGBT-miljøet og dets umiddelbare modstandere.

“Hvad tuder du for?”

Den tanke kunne sagtens have ramt flere på Børsen torsdag aften. Her var der nemlig fest hos Liberal Alliance, og jeg var selvfølgelig med.

Jeg vil gerne tilstå én ting: jeg tudede!

Og ved i hvad? Det er faktisk ikke særligt chokerende. For det er det vi gør i min familie når vi bliver rørt. Vi tuder, vi krammer og vi danser. Så det gjorde jeg selvfølgelig også på Børsen.

Det er mig. Uden omsvøb. Rørt, kærlig og glad. Det vil jeg da ikke lægge skjul på. For fanden mand – det var det jeg gik til valg på.

Men hvorfor overhovedet være rørt sådan en aften? Det er jo bare politik!

Tjae, det er det helt sikkert for nogen. Men ikke for mig. Når jeg gør noget, er det ikke bare fordi jeg ser en gevinst ved udgangen, men i langt højere grad fordi jeg synes jeg har noget at byde på. Det er også derfor jeg trækker mig igen når jeg føler det modsatte. Så nej, det er ikke bare politik. Det er venskaber, det er gensidig respekt, det er sammenhold og det er personligt. Igen, det ved jeg godt det ikke er for alle – men det er det for mig.

Jeg vil slutte dette indlæg med et tak. Tak til mine medkandidater fra hele landet, tak til vores presschef Katrine Hertz Mortensen og resten af sekretariatet, tak til Simon Emil Ammitzbøll for at være den sejeste spidskandidat i verden, tak til Laura Lindahl for at være så pisse hamrende awesome, tak til de mennesker der har hjulpet mig med flyers, plakater og debatter – Nicky, Camilla, Maj, Torben, Neal, Andreas, Jonas, Karsten, Susanne, Emma, Vibeke, Maria, Kim og Peter, tak til min mand der har knoklet for mig, holdt mig ud og støttet mig, tak til alle jer der har sendt mig beskeder med støtte og positive erklæringer, tak til Lasse og Nathali for at være den bedste opbakning og tak til alle danskere der stemte for et Danmark med frihed, ansvar og muligheder.

Nu vil jeg nyde min genvundne frihed og bruge tiden på at finde ud af hvor mine kræfter kan bruges bedst. Jeg VIL gøre en forskel. Sådan er det bare. Så hvis du har gode idéer til hvor de kunne bruge sådan en som mig, så er du mere end velkommen til at sende mig en besked.

De bedste hilsner

Søren

Søren juliussen Laura Lindahl Søren Juliussen Thyra Frank Søren Juliussen Peter Søren Juliussen Camilla SjøholmLiberal Alliance Børsen  Søren Juliussen Nathali Leth

Jeg er ikke et offer, Johanne!

Jeg er netop faldet over artiklen: ”Vi er langt fra nået i mål” på LGBT-magasine “Out and about”’s hjemmeside, og jeg kan ikke beskrive den følelse jeg bliver ramt af når jeg ser Johanne Schmidt-Nielsen tale offerfølelsen frem i minoritetsgrupper.

Johanne Schmidt-Nielsen

Fuld artikel

Artiklen er én ud af flere i en række af interviews med forskellige politikere og kandidater til det kommende folketingsvalg, og da jeg selv medvirkede, var det med sætninger som:

“Jeg mener faktisk vi er så tæt på det politiske mål i forhold til homorettigheder (i DK), som vi kan være. Jeg tror det er på tide at miljøet selv åbner op og møder resten af samfundet med ærlighed og åbenhed. Vi skal forstå at politikere, staten og samfundet ikke kan gøre mere for os lige nu. Det er vores tur til at bryde fordommene, og de barrierer der stadig eksisterer.”
Fuld artikel

For til forskel fra Johanne Schmidt-Nielsen, ser jeg altså ikke individder som håbløse skæbner der er ofre for normens tunge byrde på deres skuldre. Tværtimod. At afvige fra normen er noget vi alle gør på et eller flere punkter, og det i sig selv er på ingen måde problematisk. Hverken for samfundet eller individdet. I virkeligheden er er det ekstremt normativt at afvige fra normen.

Jeg talte for nylig med en ung mand der mente at vi havde en masse arbejde foran os på LGBT området. Og med “os” mente han ikke “os homoseksuelle”, men samfundet og dets politikere. Jeg prøvede at forstå meningen med at fastholde “os homoseksuelle” i en offerrolle, eftersom at både adoption, ægteskab og kunstig inseminering er blevet streget for listen over barriere for at leve som “normen”. Til mine spørgsmål svarede han:

“Jeg har arbejdet i en daginstitution, hvor det var tydeligt at kønsroller var forudbestemt og den generelle forestilling om at jeg som mand skulle lege med drengene, var tydelig. Så der er altså brug for en mere markant mangfoldighedspolitik.”

Jeg nikkede anerkendende til hans fortælling, som jeg sagtens kan se problematikken i, og spurgte ham:

“Fortalte du dine kollegaer at du synes det var sjovere at sidde og tegne, lege med dukker eller noget helt tredje? Fortalte du at du er homoseksuel? Udnyttede du samværet med kollegaerne til at udvide deres horisont?”

Da jeg spurgte kendte jeg godt svaret. For svaret var, som svaret altid er. Han havde ikke gjort sine kollegaer opmærksom på ham selv og hans kvaliteter. Han havde allerede inden en eventuelt konfrontation tænkt at de nok ville kigge mærkeligt til ham og undlod derfor at nærme sig den. På den baggrund er han nu overbevist om at nogen må gøre noget.

Ved i hvad den store forskel på ham og jeg er?

Vi mener begge at “nogen” må gøre noget. Jeg mener blot at de “nogen” er os selv.

Godkendt

 

P.s. I forbindelse med dette blogindlæg faldt jeg over denne artikel med Simon Emil Ammitzbøll:

Simon Emil Ammitzbøl