• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Børnefødselsdagsordførerens sejr!

simon_emil_ammitzbøll

Ved Folketingets åbning i oktober 2011 debuterede Simon Emil Ammitzbøll som “Børnefødselsdagsordfører” for Liberal Alliance. Emnet var de afgiftstigninger den netop tiltrådte S-R-SF-regering havde planlagt for danskerne i de kommende 4 år.

Ikke mindre end 5 milliarder skulle indkasseres og det fik den karismatiske ordfører til at spørge om følgende:

“Bliver pølserne dyrere? Bliver kagen dyrere? Bliver sodavandene dyrere?”

Se klippet her:

 

Sejr!

Selvom der blev gnækket og fnist da Anders Breinholt og Huxi Bach tog Simon Emil under kærlig behandling i Natholdet og her gav ham titlen som “Børnefødselsdagsordfører”, er det altså vigtigt at huske på at Simon Emil er gået derfra som sejrsherre. En sejr han slet ikke har fået nok ros for.

For hvad skete der med V-K’s fedtafgift, S-R-SF’s sukkerafgift og sodavandsafgiften? Ja, de blev skrottet. Roligt, men sikkert, opstod der enighed i en stor del af folketinget om at afgifter hæmmer væksten. En enighed der ellers er svær at få øje på i diverse debatter om Danmarks økonomiske fremtid. Afgiftslettelserne var en del af vækstpakkerne, og vi kommer vel ikke nærmere en indrømmelse om afgifters rolle for samfundet end det?

Disse afgiftsnedsættelser var, og er, selvfølgelig overhovedet ikke nok i det store billede, men jeg synes det er vigtigt at runde emnerne af. Ja, det er en gammel sag det her, men ikke desto mindre er det altså Børnefødselsdagsordføreren’s første sejr – det skal fejres med pølser og sodavand.

børnefødselsdag

 

Honey – I’m home!

Sunset_kos_olympia

En uge på den græske ø Kos med hele familien er overstået, og jeg er tilbage i København. Turen var sponsoreret af min mor der fyldte 60 og ønskede at fejre det med en rejse med børn, svigerbørn og børnebørn. En fantastisk god idé hvis i spørger mig. Ikke kun fordi jeg fik en tur sydpå, men fordi vi i vores travle liv ikke altid ses så meget som vi ønsker, på trods af at vi i min familie faktisk er ret tætte.

Politisk forskellighed i familien

Det er en sjov ting med familie. Mennesker du slet ikke selv har valgt at have i dit liv, men som på trods af forskelligheder altid vil stå som noget specielt. Min familie er en broget flok og stemmefordelingen strækker sig fra Enhedslisten og Socialdemokraterne til Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – og det er bare mine forældre, søskende og deres partnere. Heldigvis har vi ingen Radikale, og det har jeg det ret godt med. Jeg ved godt at dit kryds ved valget ikke afspejler hele din personlighed, men der er altså nogle træk som er så forudsigelige at det nærmest er tåkrummende stereotypt. F.eks. foretrækker jeg, som liberal, at vi hver især skal have ret til at sige til og fra på de fælles arrangementer, mens jeg til gengæld var eneste gæst på turen der inviterede mine forældre ud en aften som tak for rejsen.

Niecerne

Som homoseksuel mand er børn et større projekt. Skal vi adoptere? Skal vi finde en lesbisk? Skal vi tage til udlandet og finde en rugemor? Spørgsmålene er mange og ofte drukner ønsket om at være den sejeste far i verden. Netop derfor betyder forholdet til mine niecer ekstra meget for mig. Jeg er så heldig at have tre skønne af slagsen. Jeg ved ikke om alle i familien kan se det, men mit hjerte banker ekstra hårdt hver gang jeg hører de to mindste, Anne & Cecilie, råbe, i hård konkurrence om opmærksomheden: “Morbror Søren – se lige mig”. Tænk at det betyder noget for dem om jeg ser deres nyeste akrobatiske numre i poolen eller deres nye kjole.

Så er der første-niecen, Clara! Den pige er så mega sej at jeg nogle gange føler æresfrygt i hendes selskab. Clara danser både Disco og Hip-hop, og har som 13 årig allerede vundet både EM og DM i flere discipliner. Solo, par og formation. Slå den!

Her er mine søstre og niecer på toppen af Kos. Five shades of pink!

Kos olympen view

Kos

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Turen til Kos var en blandet fornøjelse. Langt de fleste grækere var søde og rare og vi blev generelt behandlet rigtig godt. Der var lige den ene receptionist der opførte sig som om hendes tampon var støbt i cement og var to numre for stor, men ellers var alle rigtig søde. Det er altid et stort plus når befolkningen er imødekommende.

Til gengæld var det ret tydeligt at ø’en peakede et godt stykke før 2005, og de tomme lokaler og forladte restauranter gav et billede af et samfund på vej ned. Det var nærmest deprimerende. Uanset hvor hyggelig en taverna er, så er det altså en ridse i lakken når udsigten er en faldefærdig bygning.

Byen Kos på Kos er som turistbyer er flest og området med liv ret småt. Bestemt ikke noget at rejse 3,5 time for.

MEN … De søde grækere, smukke strande og muligheden for at sejle ud på det åbne hav er helt fantastisk og vi formåede virkelig at udnytte mulighederne. På min mor’s fødselsdag tog vi på et sunset cruise med båden Christina, som vi havde lejet for kun vores familie. Helt fantastisk. 550 € for 15 mennesker, inkl. mad og hele 4 personer til at sørge for os.

christina boat kos

 

Jeg vil nok ikke anbefale Kos som din næste feriedestination, medmindre du har en ligeså festlig familie som min. Jeg ville gerne skrive i detaljer hvad der skete på rejsen, men de historier skal fortælles.

Flygtninge

Ja, flygtninge kommer vi ikke udenom. Kos er ét af de steder der er hårdest ramt af bådflygtninge og det bærer byen præg af. Til gengæld var der forholdsvis godt styr på situationen og vi følte os på intet tidspunkt utrygge.

Der er sejlet færger ind til at huse flygtningene og mange bliver sejlet videre til Athen. Desværre kan hverken færger eller Athen huse alle flygtninge og det var, uanset hvordan vi vender og drejer det, hjerteskærende at se de familier der måtte bo på stranden i hjemmelavede telte af papkasser. Det er så langt fra det man forbinder med et liv. Vi så til gengæld også at ingen blev overladt til sultedøden, og livet på stranden ikke varede mange dage før det var deres tur til at komme videre. Livet i det hjemmelavede telt er midlertidigt og kan ikke bruges som argument for at vi skal tage imod flere.

Jeg tillader mig dog også at være en smule kontroversiel. For på trods af at have været i orkanens øje i en uge og oplevet mennesker langt fra deres hjem, så er jeg stadig skeptisk overfor flygtningestrømmen til Europa. Nogle vil sikkert kalde mig et røvhul for at komme med den udmelding, men ikke desto mindre er det sådan jeg har det.

De kulturelle forskelle er ekstreme og netop kulturelle forskelle er det største problem vi oplever i forbindelse med integration. Ikke religion, hudfarve eller påklædning, men kultur! Jeg har boet i København Nordvest i 9 år – jeg ved hvad jeg taler om.

De Radikale kører velkomstkampagner for hele verdens flygtninge og der er ikke det menneske i verden der ikke kan få plads i Danmark – problemet er bare at de Radikale på intet(!) tidspunkt har fortalt os hvordan det skal fungere i praksis. Tilbage må man konstatere at Radikale vil skide dansk kulturhistorie et stykke og det synes jeg altså er helt uacceptabelt. Det lyder måske konservativt – men det vil jeg da til enhver tid foretrække. Desuden synes jeg de Radikales kærlighed til menneskesmuglerne er direkte frastødende – og indtil de kommer med en udmelding på det område, gider jeg faktisk ikke høre flere af Zenia Stampes historier om gode oplevelser med brune drenge i toget!

Tilbage

Ja, det blev et noget blandet indlæg, men nu er jeg tilbage på bloggen og så må vi se hvad der kommer fra mine fingre den næste periode. Jeg vil ikke gå i detaljer om flygtningedebatten da jeg synes det er blevet en debat om at være “de gode”, og det er simpelthen så ukonstruktivt og dumt.

//Søren

signatur_soren_juliussen

Kalder du dét en opsang, curlingbarn?

Kære læser,

Det kan godt være at valgkampen er overstået, men det er efterrationaliseringen ikke. Faktisk er det som om at den sidste måned af mit liv er en masse puslespilsbrikker, der først falder på plads nu.

Én af de ting jeg har tænkt meget over er debatterne. Hvorfor vi afholder debatter og hvorfor tilhørerne møder op. På mig virker det mest som om at alle kommer for at blive bekræftet i deres egen dagsorden istedet for at lytte til det frie ord. Ofte er debatterne temabestemt og med den samme dagsorden: “Hvad vil du gøre for dét område?!”. Eller rettere: “Hvor mange penge vil du bruge på det?”.

Det irriterer mig. Det irriterer mig at det hele skal være så firkantet. Det irriterer mig at alting handler om at bruge penge. Hårdtarbejdende danskeres tvangsopkrævede penge. Det irriterer mig at vi altid vender os mod landets politikere for en bedre verden, i stedet for at skabe den selv.

Som f.eks. til min allersidste debat i valgkampen. Her skulle jeg deltage sammen med en politiker fra alle opstillede partier og temaet var ‘Miljø’. Allerede dér var det op ad bakke, for ærlig talt, så ved jeg ikke særlig meget om spildevand og kemikalier. Faktisk ved jeg ingenting. Jeg ved dog at vi i Danmark betaler de højeste afgifter – også på det område!

Vi nåede til den omtalte “Hvad vil du gøre”-runde, og mens vores tidligere miljøminister Ida Auken kastede om sig med flotte ord fra sin tid som minister og Alternativets kandidat fortalte sine drømme om et liv uden brug af naturens ressourcer, kødfri dage og højere afgifter, var jeg mindre flamboyant og sagde at jeg synes det vigtigste var at støtte den fri forskning, da det jo nok var mere sandssynligt at forskere fandt løsningerne end os i panelet. Dét svar blev mødt af kommentaren: “Og hvad så? Skal vi så bare lade stå til og vente så længe?” – og nej, selvfølgelig skal vi ikke bare lade stå til, og jeg svarede:

“Jeg tvivler på at mange her i salen holder kødfri dage, jeg tvivler på at alle herinde er gode nok til at genbruge og jeg er ret sikker på at vi kan komme meget længere med handlinger i vores hverdag end ved altid at vende os mod politikerne og forvente at de skal finde en løsning. I Danmark er det altid nogle andre der skal gøre noget, men jeg er liberal og tror på at vi allesammen skal gøre noget. Selv.”

Ved du hvad ordstyreren sagde?! Han sagde: “og med dén opsang fra Søren, går vi videre”!

OPSANG?! Hvad fanden skal det nu betyde? Ja undskyld sproget – men det er da tydeligt at vi har med et menneske at gøre, som ikke har fået mange opsange i sit liv. Det har jeg, og jeg kan da love dig for at det gik vildere for sig end det jeg præsterede her. Reaktionen fra salen var ligeså kedelig. Ingen havde tilsyneladende lyst til at høre en politiker tale om personligt ansvar. Nej fy for helvede – “nu stod alle de andre jo lige der og gjorde det for mig, og så kommer du bare der og vil give mig ansvaret.”

Men ved du hvad? Det er dit ansvar. Det er vores allesammens ansvar, og det er altså ikke nok at gøre den gode gerning én gang hvert fjerde år at stemme på Alternativet. Nej – det bliver verden ikke bedre af. Den må vi klare i hverdagen.

Det er kedeligt ik’? Men jeg kan trøste dig med én ting; med ansvar kommer magt! Magten til at ændre dit og dem omkring dig’s liv. Du ved godt hvad jeg taler om, og du sidder nok nu og tænker over om du har været god nok til at smile og lytte til dine kollegaer eller medstuderende i dag. Men bare rolig – jeg dømmer ikke. Det er nemlig slet ikke mit job. Jeg har nemlig travlt med at kigge efter danske varer i supermarkedet, lytte til mine veninders problemer, få orden i mine regnskaber og smile til buschaufføren. Altså, de dage jeg har overskud til det.

At tage ansvar er en gave – ikke en sur pligt. Det handler om stolthed! Hvilket forresten er et begreb der kræver sit helt eget blog-indlæg. Det kommer jeg tilbage til.

Nu vil jeg gøre mig klar til netværksmiddag med mine med-bloggere. Nikita Klæstrup er min date i aften og alle ved at hun altid er overdressed, så jeg må hellere igang hvis jeg ikke skal ligne en vagabond ved hendes side.

God aften.

//Søren

Spiser liberale andet end børn?

Jeg har hørt rygter om at sådan en blog er et godt sted at få hjælp til diverse arrangementer, og jeg har sat mig selv i den kattepine at der imorgen kommer mine 7 medkandidater i København og 3 fra organisationen til middag.

Men hvad serverer man for 10 liberale? Spiser de overhovedet, og hvis de gør, spiser de så andet end børn?

HVad spiser liberale?

Jeg ved at de drikker vin – det skulle vist være ret liberalt. Så den del er ligesom på plads. Men jeg er typen der plejer at vælge drikkevarer efter hvad middagen står på, ikke omvendt, så jeg står virkelig foran en udfordring her.

Hvis bare de var Radikale… Det havde ligesom gjort det hele meget nemmere. Det er noget med noget hirseklid og bæredygtige linser. Måske Simon Emil (Ammitzbøl) stadig spiser sådan noget, på trods af hans afradikalisering?

Radikale

Eller Socialdemokrater… Det er sgu ligetil. En gang pølser på grillen, en kold bajer og et godt udvalg af ketchup, remoulade, sennep og løg – både rå og ristede selvfølgelig.

socialdemokrat

Eller fra Dansk Folkeparti… Det er jo så nemt som det kan blive. Hvis mine muslimske naboer siger “nej tak”, så siger de  “ja tak” – så det er noget med svin!

Dansk folkeparti

Men tilbage til de liberale. Jeg ved at Laura Lindahl tidligere har afvist at spise børn, på trods af at hun havde en baby i maven. Det var vist noget med en graviditet, og havde hun bare stadig været gravid, så kunne jeg jo servere alt. Jeg har hørt at sådan nogle spiser ekstremt meget. Men ikke engang der kan man finde hjælp.

Så kære læser, vil du ikke godt være sød at give mig et fif til hvad jeg kan servere for mine liberale medkandidater?