• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Liberalisme, idolisering og lykkesmeden!

De der kender mig ved at jeg har en holdning til det meste og har gjort mig tanker om resten. I den sidste tid har jeg tænkt meget over livssyn, ansvar, skyld og idolisering.

Dit liv, dine valg

Jeg har talt om det før, og nu tager vi den lige igen. For mig er liberalisme ikke et spørgsmål om politik. For mig er liberalismen lig med frie, ansvarsfulde og tænkende individer. Der er ingen modsætning mellem at være et liberalt menneske og et socialt og givende.

Altså, liberalisme handler ikke om hvilke love vi indfører eller fjerner, ligesom den ikke handler om mængden af penge vi fordeler i samfundet. Liberalismen i politisk forstand er ene og alene en bevægelse der tager udgangspunkt i livssynet og arbejder for at skabe rammerne om det. Derfor mener liberale heller ikke at en skattelettelse er noget vi giver folk, vi mener faktisk at vi blot lader dem beholde mere af det der var deres til at starte med. På den måde kan de selv bruge det til at skabe det liv de selv har ansvaret for.

Dit liv, dine valg, din skyld

Når man, som jeg, i højere grad føler liberalisme end praktiserer den, bliver man jævnligt sat i en situation hvor man som det første hopper til konklusionen at den er selvforskyldt. Det er pisse hamrende fedt når situationen er positiv men ligeså – hvis ikke mere – hårdt når situationen er af negativ karakter.

Ovenstående, og især sidste del, er også årsagen til at jeg bliver skide irriteret når folk siger: “Det må da også være virkelig nemt at være liberal – så kan man bare være ligeglad med alle andre!”.

Nej! At være ligeglad med andre har intet med liberalisme at gøre. Tværtimod føler vi et personligt ansvar for givne situationer og derfor også for at finde en løsning. At tvinge andre til at deltage eller betale kunne aldrig falde os ind. Det er altså en større menneskelig kamp end at indkalde naboen mod sin vilje.

think-for-myself

Lykkesmeden

Vi kender allesammen udtrykket “enhver er sin egen lykkes smed”. Liberale og borgerlige elsker det, mens venstrefløjen kaster op i bedste Joachim B. Olsen stil.

Det sjove ved udtrykket er at det ikke bare er en talemåde, men derimod et hardcore fact. Uanset hvordan vi bygger et fællesskab op, vil alle opleve det forskelligt. Det gælder både politik og i alle andre sociale samvær.

F.eks. holdte jeg for nylig fødselsdag for 16 mennesker. Alle havde adgang til fri bar og alle fik mad uanset størrelsen på gaven de havde haft med. På trods af det fuldstændig lige udgangspunkt for mine gæster var det tydeligt at ikke alle fik samme udbytte… You see where I’m going?

Idolisering som værktøj 

Jeg har aldrig lagt skjul på mine superfan sider. Jeg har ikke lagt skjul på at jeg beundrer og tager imod råd fra kendisser som Ole Henriksen og Hella Joof. Ikke alle mulige superstjerner eller filosoffer, men jordnære danskere der har taget ansvar for deres eget liv og har formået at få succes med det.

Jeg ved godt at nogen vil sidde og tænke “hold nu kæft med at tale om Ole og Hella”, men det vil jeg altså skrub skide på. Jeg tror det er virkelig sundt at idolisere når man, som jeg, vælger at tage ansvar for alt i eget liv.

Ingen allierede!

 

Jeg er, for det meste, glad for at være et menneske der bekymrer sig, danner sig meninger og gerne tager en diskussion. Jeg ser det som et privilegie at være oplyst og have interesse for at øge min horisont. Men…

Vi ved allesammen at alt sagt før men ikke gælder og lige i dag er det også tilfældet i mit indlæg. I dag er nemlig sådan en dag hvor jeg er bekræftet i udsagnet om at individet er den mindste minoritet. I dag er en dag uden allierede.

Årsagen? Copenhagen Pride Parade.

pride
Farve, religion, seksuel orientering og politisk ståsted udhviskes til fordel for budskabet om frisind og frihed. (Credit: http://lpbfoto.dk)

Priden

Lad mig starte med at sige at jeg havde en helt fantastisk dag i lørdags. Ligesom hvert år, mødtes jeg med venner og bekendte for at fejre mangfoldighed og friheden til at leve som man selv vil. I år havde jeg sågar skrevet et indlæg i LGBT-magasinet Out&About om transkønnedes rettigheder (kan læses her). Min plan var, som de andre år, at gå med i priden. Ikke i vogn, men blot følge optoget og kysse og kramme venner, familie og kollegaer der havde taget plads på sidelinien. Det endte dog anderledes, og i løbet af få meter var jeg, min mand og vores skønne venner hoppet på Liberal Alliances vogn. Herfra dansede og sang vi os gennem optoget. Præcis ligeså festligt som sådan en dag skal være. Efter optoget mødtes vi med en masse andre og gik syngende rundt i gaderne. På paradedagen dømmer vi ikke, og det giver en nærmest euforisk følelse i kroppen at være med til. Så langt så godt.

Efterspillet

Igen i år fik jeg en tår over tørsten og gik tidligt død. Faktisk lå jeg allerede i min seng kl. 19:00, hvilket betød at jeg vågnede igen kl. 24:00 med slemme tømmermænd. Jeg tømte en liter vand og fandt min telefon frem for at se hvad mine venner havde skrevet på de sociale medier om dagens fest. Til min store overraskelse var det ikke hvad jeg blev mødt af. På min Facebook rasede debatten om LAU-formandens opdatering tidligt på dagen der lød:

Hvis jeg var homoseksuel og ville overbevise verdenen om, at det selvfølgelig er naturligt, normalt og helt almindeligt – så ville jeg næppe gøre det med en parade af homoseksuelle, der ter sig skabagtigt, flamboyant og helt igennem stereotypt bøsset.

Kort efter den opdatering skrev han følgende:

Dagens lektie: Hvis du mener, at homoseksualitet er så almindeligt og naturligt, at man ikke behøver at gøre det til et karneval – ja, så er du intollerant.

LAU-formanden havde naturligvis fået en række modsvar på sin opdatering, og uden at læse hvad andre skrev, var jeg hurtig på tasterne med en opdatering der lød:

LAU-formanden, Vanopslagh, mener at homoseksualitet er så almindeligt at det ikke behøver gøres til et karneval. Det er jo fint han synes det. At han med den udtalelse gør sig unødigt skyldig i at være en kæmpe hat, det er ikke så fint.

Og så var jeg pludselig en del af debatten.

Jeg vil gerne skynde mig at undskylde overfor LAU-formanden. Ikke for at være uenig, men fordi min opdatering var intetsigende og dum. Alex, hvis du læser det her: UNDSKYLD.

Jeg mener selvfølgelig stadig at formanden er på dybt vand her, og jeg bryder mig bestemt ikke om at man på nogen måde indikerer at man, for at blive accepteret, skal opføre sig på en bestemt måde. Det er i min verden både intolerant og u-liberalt. I mit liberale hjerte skal man accepteres for den man er, så længe man ikke skader andre. Vi må erkende at majoriteten af minoriteten holder af en farverig fest – og for det, skal de accepteres. Sådan skulle min kommentar ha’ været, og den skulle nok være gået direkte til Alex, i stedet for på min egen side.

Når det så er sagt, så skal vi altså også huske på at der i paraden gemmer sig nogle ekstremt vigtige budskaber. De er ganske rigtigt pakket ind i højt humør, glimmer, musik og alverdens originaler, men det vil jeg da til enhver tid foretrække fremfor en demonstration med sure kampråb, flyvende brosten og hærværk mod offentlig ejendom.

Formanden trak sin opdatering tilbage og skrev at han tydeligvis var blevet misforstået. Det tror jeg til dels, men jeg tror også at hans opdatering var en klar indikation på et manglende kendskab til priden og dens eksistensberettigelse.

Lad mig til sidst tilføje at mange(!) af mine politiske venner udtrykte enighed med LAU-formanden. For mange! Sjovt nok ingen af dem der selv har deltaget og med egne øjne set at priden er meget andet end glimmer. Jeg troede faktisk at mit netværk var klogere end at tro på BT.dk’s billedserier, men åbenbart ikke. Hvorfor skal vi dog skabe os sådan hvis vi vil accepteres som normale?

Ved i hvad venner? Det vil vi måske heller ikke. Vi vil accepteres præcis som de originaler vi er. Det var mit budskab i valgkampen, hvor i stod på ræd og række for at klappe af min åbenhjertighed omkring mine udfordringer som homoseksuel i provinsen, og det er mit budskab nu. Jeg skal leve med at være en minoritet resten af mit liv. Det er ikke synd for mig, men hvad helvede går der af jer over at jeg tager ligesindede i hånden én gang om året og inviterer ALLE med til fest? For det er jo det vi gør. Vi åbner armene og viser jer at vi er ligeså forskellige som alle andre, og for rigtig mange er det enormt lettende at kunne gå med oprejst pande gennem byen. Det er der alt for mange der ikke gør til dagligt. Giv dem nu bare den ene dag.

Priden er kerne-liberal og handler om at hylde retten til at leve som du vil, så længe du ikke generer andre.

Behøver jeg tilføje at selvmordsraten hos homoseksuelle er syv(!) gange højere hos LGBT’ere end hos alle jer andre?

Dagene efter

Som om det ikke var nok at jeg skal kæmpe denne kamp med mennesker der kalder sig selv frisindede, så bliver jeg i dag gjort opmærksom på at en venstrefløjsgruppe har delt løbesedler ud på rådhuspladsen med budskabet om at ‘buhe’ Carl Christian Ebbesen fra DF ud af scenen. “Ingen racister i vores pride” – lød budskabet. Hvad helvede er meningen? Hvad er det for en måde at opføre sig på? Jeres fløjter og buh-råb kan i holde til jeres egne konferencer, det skal jeg ikke blande mig i, men priden er for alle og det er ikke stedet at drive fløjkrig. Ironisk udtryk taget min egen fløjkrig i partiet i betragtning.

Jeg vil i den forbindelse sende en online-lussing til jer der rystede på hovedet af vores Liberal Alliance vogn. Hvad bilder i jer egentlig ind? Liberal Alliance’s politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll er manden bag flere love der har øget LGBT’eres rettigheder, og jeg har personligt haft fat i vores ligestillingsordfører, Laura Lindahl, der er klar til at hjælpe i kampen for informeret samtykke til transkønnede. Gode mennesker der, uagtet ideologi, fortjener ros for deres vilje på LGBT-området.

Tro mig, jeg har det også stramt med Enhedslisten’s gruppe, men jeg båder smiler, hilser og glæder mig over at vi er sammen på de her spørgsmål. Landets økonomiske politik hører ikke til her.

Ingen allierede

Hvis det er lykkedes dig at komme igennem hele mit indlæg, så er du nok en af de få. Det var også noget af en smørre, men jeg har simpelthen været så frustreret de seneste dage og nu skulle det ud.

Jeg er ret alene i dag. Jeg er en frisindet blå homoseksuel der både advokerer for LGBT-miljøet og dets umiddelbare modstandere.

Da Gustav trådte ind…

Valgkampen er godt i gang, og mens vi kæmper med at få plakater op, dele flyers ud, møde vælgerne på gaden, blogge, tweete, debattere og opdatere på Facebook, har valgkampen sit eget liv. Et liv vi ikke kan kontrollere og som er med til at gøre en valgkamp uforudsigelig og spændende.

Jeg blev her til aften ramt af dynamikken i valgkampen, og jeg var ikke forberedt.

Jeg valgte i dag at holde en aften hjemme, så jeg kunne forberede mig på de kommende ugers debatter og blive opdateret på det politiske landskab efter de første dages valgkamp.  For tro mig, selvom vi beskæftiger os med politik 24 timer i døgnet i disse dage, så sker der utroligt meget hele tiden og det kan være en udfordring at holde tungen lige i munden, når man som førstegangsopstillet gerne vil have det fulde overblik.

Efter at have overtrådt samtlige paragraffer i Dan Jørgensens lovsamling om indtagelse af aftensmad, og spist en take-away burger med fritter og cola foran fjernsynet, forlod jeg kort min computer.

Da jeg kom tilbage blev det rigtig sjovt. 33 nye notifikationer vidnede om at der var sket noget vildt. Men hvad var det?

Jo, det var simpelthen vores allesammens Gustav, der havde uploadet en video hvor han gennemgår hvorfor han denne gang vil stemme på Liberal Alliance. Mens han sidder i bilen fortæller han passioneret om troen på mennesket, muligheder og vækst. Aldrig har jeg hørt Liberal Alliances politik fremført på den måde og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Som de fleste af jer ved, så har jeg en forkærlighed for originaler. Specielt dem der tager ejerskab over sin egen originalitet og bruger den aktivt. Det må man sige Gustav gør, og da Gustav til sidst tilføjer at hans stemme lander personligt på mig d. 18 juni, går det op for mig, at forkærligheden for originalitet går begge veje.

Jeg har ikke lagt skjul på at jeg i mange henseender har været en original gennem hele mit liv, og det betyder alverden for mig når jeg får opbakning til at skabe et Danmark hvor vi får øjnene op for den ekstreme mængde potentiale der findes i vores lille land.

Et potentiale vi skal give plads til, og som skal have lov til at blomstre i et frit, åbent og gunstigt samfund. I et samfund hvor vi ikke misunder hinandens goder, men tværtimod hylder dem der har taget chancer. Et samfund hvor stoltheden blomstrer fordi vi ikke længere lever efter jantelovens bestemmelser. Et samfund hvor topskat ikke bremser vores virkelyst og hvor der lægges en stolthed i at forsørge sig selv og sine. Et samfund hvor langt størstedelen tager ansvaret for eget liv, fordi de ved at det er altafgørende for at sikre hjælpen til de virkelig udsatte.

Det er det samfund jeg drømmer om, og jeg byder Gustav velkommen med åbne arme!

Se videoen her!

Gustav støtter Søren Juliussen