• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Hærværk mod homoseksuelt par – en løgn?

Jeg sidder netop nu og ser DR1-dokumentaren ‘Løgn eller chikane i Mariager’.

Dokumentaren handler om hærværk-sagen mod et lesbisk par i Mariager. En sag der rystede store dele af landet og som fik massiv opmærksomhed i medierne.

mariager sag

Som homoseksuel blev jeg selvfølgelig rystet og det samme gjorde store dele af mit netværk. Artikler blev delt og kommenteret på de sociale medier og der blev sågar stillet en  demonstration på benene i den lille by.

Der var virkelig opbakning til parret!

Jeg har kvalme…

Dokumentaren belyser hele forløbet og præsenterer os for både Tulle Krøyer og den sigtede i sagen, Carsten Anhøj. En mand der kommer i den kirke der blev forbundet med sagen.

Til at starte med er det blot en fortælling og en præsentation om påstand mod påstand, men det bliver efterhånden tydeligt at der er noget der ikke hænger sammen.

mariager sag

Tulle Krøyer har en historik med løgne. Ikke bare små hvide løgne, men løgne om dødsfald, dødelig sygdom og sågar forskellige identiteter. Det er ikke bare påstande, men bliver i programmet bekræftet af Tulle Krøyer selv… og hun viser ingen anger!

“Der sidder mange forsmåede mennesker derude der er blevet løjet for i deres liv. Så jeg tror ikke jeg er alene om at have løjet.”
-Tulle Krøyer

Jeg ved ikke om Tulle Krøyer lyver om sagen og det er heller ikke min opgave at dømme. Jeg ved til gengæld at jeg lige nu har ondt i maven. Kvalme.

Carsten Anhøj har været sigtet i mere end 400 dage – uden andre beviser end Tulle Krøyers identifikation. En identifikation hun også løj om. Hun sagde nemlig at hun ikke anede hvem gerningsmanden var, mens både Facebook-samtaler og E-mails siger noget andet.

Ikke i mit navn, Tulle!

Skulle sandheden være at der slet ikke har fundet chikane sted, er hele historien alene et angreb på den lokale kirke. Et angreb jeg på ingen måde kan bakke op om.

På trods af at pinsekirken ikke anerkender homoseksuelle par som ligeværdige med heteroseksuelle, er der intet der kan retfærdiggøre et sådan angreb. Overhovedet!

Ikke i mit navn, Tulle. Ikke i mit navn!

Peter og ulven!

Jeg er virkelig nervøs for at sager som denne er med til at ødelægge det arbejde flere lægger i at modarbejde homofobi, da ingen har lyst til at være til grin og “hoppe på noget”.

At opdage at vi allesammen, måske, er blevet taget ved næsen bidrager til vores filter. Vores skepsis. Den skal vi selvfølgelig have, men den må ikke gøre os immune overfor historier om den forskelsbehandling der stadig finder sted.

Du kan se dokumentaren her!

mariager sagen

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Rugemødre – ja tak!

homoseksuelle forældre

Debatten om brug af ruge-mødre er igen oppe og vende. Det er jeg virkelig glad for, da det er et emne der falder mig utrolig nært.

Jeg har tidligere forsøgt at sætte fokus på emnet, men da det påvirker et fåtal er det svært at få på dagsordenen. Derfor er jeg virkelig taknemmelig for at P1 har taget emnet op i programmet ‘Far, far og rugemor‘.

I programmet møder vi Dan og Martin der har været i USA for at finde en æg-donor og rugemor – i Danmark er det nemlig ulovligt. Faktisk er det også en balancering på kanten af straffeloven at tage til udlandet for at finde den hjælp man behøver. Vi møder også deres rugemor, som er kommet til Danmark for at være gudmor for deres datter.

Forbuddet bygger på en selvopfyldende profeti

Formand for jordemoderforeningen og medlem af etisk råd, Lillian Bondo, mener ikke vi skal kigge på reglerne. Det begrunder hun med at der ville være risiko for at fattige kvinder ville vælge at sælge deres krop for pengenes skyld.

Men kære Lilian, er det så ikke netop i Danmark at muligheden skulle være der? Er det ikke netop her vi har en sikkerhed for at kvinder ikke bliver tvunget til at sælge deres krop? Jeg mener, i dag tager både homoseksuelle og heteroseksuelle til USA og Ukraine for at søge hjælp. Steder hvor der faktisk er risiko for at kvinden føler sig presset. Så er det i virkeligheden ikke vores forbud der sætter dem i den situation?

En anden begrundelse fra Lilian Bondo er båndet mellem mor og barn, der efter hendes mening ikke skal brydes efter fødslen. Igen må jeg rette opmærksomheden på de løsninger der er tilgængelige i dag. Jeg tvivler stærkt på at mit barn får et tæt forhold til sin ukrainske rugemor, skulle jeg vælge den løsning. Desuden mener jeg ikke at den argumentation kan bruges før vi har forbudt anonym sæd- og ægdonation.

Lilian Bondo foreslår at få et barn med et lesbisk par eller en enlig kvinde. Udfordringen her er risikoen for at et forhold bryder sammen. Hvis det skulle ske ville barnet pludselig have tre eller fire hjem, måske også stedforældre. Det synes jeg ikke er holdbart. Alternativt skulle de ‘ikke-biologiske’ forældre trække sig fra barnets liv, og det hverken kan eller vil jeg acceptere. Hverken for forældre eller barn.

Børn er ingen menneskeret

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann vil heller ikke kigge nærmere på loven. Hun begrunder sin holdning med ordene:

“Jeg mener, vi skal fastholde, at det er forbudt med den form for kommerciel rugemødreskab. Helt generelt mener jeg ikke, det er en menneskeret at få børn”
citat: dr.dk

På trods af at jeg er meget enig med Karen Ellemann i udsagnet om at det ikke er en menneskeret at få børn, er vi alligevel voldsomt uenige i spørgsmålet om et forbud mod brug af rugemødre.

I et land hvor man kan modtage behandling for barnløshed på skatteborgernes regning, hvis man er heteroseksuel eller lesbisk, virker det helt forrykt at man fængsler homoseksuelle mænd for at bringe et barn til verden – selvfinansieret, under ordentlige forhold og uden statslig indblanding.

I mine øjne er det et udtryk for at man ikke ser børn som en menneskeret, men dog en kvindes ret. Det er for en gang skyld et emne i ligestillingsdebatten der er værd at tage op.

Jeg beder ikke om penge eller hjælp

Det er ret vigtigt at lægge mærke til én ting i denne debat. Langt de fleste homoseksuelle mænd beder ikke om finansiering eller en rugemor stillet til rådighed. De beder blot om ikke at blive kriminaliseret for at indgå en aftale mellem to selvstændige mennesker.

Er det virkelig et unfair ønske i et, såkaldt, frit samfund?

Arbejdet kalder

Efter folketingsvalget lovede jeg højt og helligt at mine stemmer ikke ville være spildte. Jeg lovede at fortsætte mit arbejde for et Danmark med mere personligt ansvar og den frihed der følger med. Derfor er jeg også i kontakt med både May-Britt Kattrup og Laura Lindahl der er hhv. sundhedsordfører og social- & ligestillingsordfører for Liberal Alliance, for at sætte fokus på emnet.

Skulle du have input eller viden om området er du mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder.

De bedste hilsner

Søren

Ingen allierede!

 

Jeg er, for det meste, glad for at være et menneske der bekymrer sig, danner sig meninger og gerne tager en diskussion. Jeg ser det som et privilegie at være oplyst og have interesse for at øge min horisont. Men…

Vi ved allesammen at alt sagt før men ikke gælder og lige i dag er det også tilfældet i mit indlæg. I dag er nemlig sådan en dag hvor jeg er bekræftet i udsagnet om at individet er den mindste minoritet. I dag er en dag uden allierede.

Årsagen? Copenhagen Pride Parade.

pride
Farve, religion, seksuel orientering og politisk ståsted udhviskes til fordel for budskabet om frisind og frihed. (Credit: http://lpbfoto.dk)

Priden

Lad mig starte med at sige at jeg havde en helt fantastisk dag i lørdags. Ligesom hvert år, mødtes jeg med venner og bekendte for at fejre mangfoldighed og friheden til at leve som man selv vil. I år havde jeg sågar skrevet et indlæg i LGBT-magasinet Out&About om transkønnedes rettigheder (kan læses her). Min plan var, som de andre år, at gå med i priden. Ikke i vogn, men blot følge optoget og kysse og kramme venner, familie og kollegaer der havde taget plads på sidelinien. Det endte dog anderledes, og i løbet af få meter var jeg, min mand og vores skønne venner hoppet på Liberal Alliances vogn. Herfra dansede og sang vi os gennem optoget. Præcis ligeså festligt som sådan en dag skal være. Efter optoget mødtes vi med en masse andre og gik syngende rundt i gaderne. På paradedagen dømmer vi ikke, og det giver en nærmest euforisk følelse i kroppen at være med til. Så langt så godt.

Efterspillet

Igen i år fik jeg en tår over tørsten og gik tidligt død. Faktisk lå jeg allerede i min seng kl. 19:00, hvilket betød at jeg vågnede igen kl. 24:00 med slemme tømmermænd. Jeg tømte en liter vand og fandt min telefon frem for at se hvad mine venner havde skrevet på de sociale medier om dagens fest. Til min store overraskelse var det ikke hvad jeg blev mødt af. På min Facebook rasede debatten om LAU-formandens opdatering tidligt på dagen der lød:

Hvis jeg var homoseksuel og ville overbevise verdenen om, at det selvfølgelig er naturligt, normalt og helt almindeligt – så ville jeg næppe gøre det med en parade af homoseksuelle, der ter sig skabagtigt, flamboyant og helt igennem stereotypt bøsset.

Kort efter den opdatering skrev han følgende:

Dagens lektie: Hvis du mener, at homoseksualitet er så almindeligt og naturligt, at man ikke behøver at gøre det til et karneval – ja, så er du intollerant.

LAU-formanden havde naturligvis fået en række modsvar på sin opdatering, og uden at læse hvad andre skrev, var jeg hurtig på tasterne med en opdatering der lød:

LAU-formanden, Vanopslagh, mener at homoseksualitet er så almindeligt at det ikke behøver gøres til et karneval. Det er jo fint han synes det. At han med den udtalelse gør sig unødigt skyldig i at være en kæmpe hat, det er ikke så fint.

Og så var jeg pludselig en del af debatten.

Jeg vil gerne skynde mig at undskylde overfor LAU-formanden. Ikke for at være uenig, men fordi min opdatering var intetsigende og dum. Alex, hvis du læser det her: UNDSKYLD.

Jeg mener selvfølgelig stadig at formanden er på dybt vand her, og jeg bryder mig bestemt ikke om at man på nogen måde indikerer at man, for at blive accepteret, skal opføre sig på en bestemt måde. Det er i min verden både intolerant og u-liberalt. I mit liberale hjerte skal man accepteres for den man er, så længe man ikke skader andre. Vi må erkende at majoriteten af minoriteten holder af en farverig fest – og for det, skal de accepteres. Sådan skulle min kommentar ha’ været, og den skulle nok være gået direkte til Alex, i stedet for på min egen side.

Når det så er sagt, så skal vi altså også huske på at der i paraden gemmer sig nogle ekstremt vigtige budskaber. De er ganske rigtigt pakket ind i højt humør, glimmer, musik og alverdens originaler, men det vil jeg da til enhver tid foretrække fremfor en demonstration med sure kampråb, flyvende brosten og hærværk mod offentlig ejendom.

Formanden trak sin opdatering tilbage og skrev at han tydeligvis var blevet misforstået. Det tror jeg til dels, men jeg tror også at hans opdatering var en klar indikation på et manglende kendskab til priden og dens eksistensberettigelse.

Lad mig til sidst tilføje at mange(!) af mine politiske venner udtrykte enighed med LAU-formanden. For mange! Sjovt nok ingen af dem der selv har deltaget og med egne øjne set at priden er meget andet end glimmer. Jeg troede faktisk at mit netværk var klogere end at tro på BT.dk’s billedserier, men åbenbart ikke. Hvorfor skal vi dog skabe os sådan hvis vi vil accepteres som normale?

Ved i hvad venner? Det vil vi måske heller ikke. Vi vil accepteres præcis som de originaler vi er. Det var mit budskab i valgkampen, hvor i stod på ræd og række for at klappe af min åbenhjertighed omkring mine udfordringer som homoseksuel i provinsen, og det er mit budskab nu. Jeg skal leve med at være en minoritet resten af mit liv. Det er ikke synd for mig, men hvad helvede går der af jer over at jeg tager ligesindede i hånden én gang om året og inviterer ALLE med til fest? For det er jo det vi gør. Vi åbner armene og viser jer at vi er ligeså forskellige som alle andre, og for rigtig mange er det enormt lettende at kunne gå med oprejst pande gennem byen. Det er der alt for mange der ikke gør til dagligt. Giv dem nu bare den ene dag.

Priden er kerne-liberal og handler om at hylde retten til at leve som du vil, så længe du ikke generer andre.

Behøver jeg tilføje at selvmordsraten hos homoseksuelle er syv(!) gange højere hos LGBT’ere end hos alle jer andre?

Dagene efter

Som om det ikke var nok at jeg skal kæmpe denne kamp med mennesker der kalder sig selv frisindede, så bliver jeg i dag gjort opmærksom på at en venstrefløjsgruppe har delt løbesedler ud på rådhuspladsen med budskabet om at ‘buhe’ Carl Christian Ebbesen fra DF ud af scenen. “Ingen racister i vores pride” – lød budskabet. Hvad helvede er meningen? Hvad er det for en måde at opføre sig på? Jeres fløjter og buh-råb kan i holde til jeres egne konferencer, det skal jeg ikke blande mig i, men priden er for alle og det er ikke stedet at drive fløjkrig. Ironisk udtryk taget min egen fløjkrig i partiet i betragtning.

Jeg vil i den forbindelse sende en online-lussing til jer der rystede på hovedet af vores Liberal Alliance vogn. Hvad bilder i jer egentlig ind? Liberal Alliance’s politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll er manden bag flere love der har øget LGBT’eres rettigheder, og jeg har personligt haft fat i vores ligestillingsordfører, Laura Lindahl, der er klar til at hjælpe i kampen for informeret samtykke til transkønnede. Gode mennesker der, uagtet ideologi, fortjener ros for deres vilje på LGBT-området.

Tro mig, jeg har det også stramt med Enhedslisten’s gruppe, men jeg båder smiler, hilser og glæder mig over at vi er sammen på de her spørgsmål. Landets økonomiske politik hører ikke til her.

Ingen allierede

Hvis det er lykkedes dig at komme igennem hele mit indlæg, så er du nok en af de få. Det var også noget af en smørre, men jeg har simpelthen været så frustreret de seneste dage og nu skulle det ud.

Jeg er ret alene i dag. Jeg er en frisindet blå homoseksuel der både advokerer for LGBT-miljøet og dets umiddelbare modstandere.

Jo, labels er også for mennesker…

Coca Cola rammer forbi målet…

coke-labels-are-for-cans-not-people

Coca Cola har, i forbindelse med ramadan, kørt en kampagne med sloganet “Labels are for cans, not for people”, som oprindeligt er et citat af skuespilleren Anthony Rapp. Det har de gjort i et forsøg på at underbygge at vi skal acceptere og forsøge at forstå hinanden. Det er jo et meget fint budskab, men…

Er det virkelig korrekt at “labels” ikke er for mennesker? Er det virkelig korrekt at vi kun kan mødes, acceptere og forstå hinanden uden titel, betegnelse eller anden form for mærkat? Jeg er ikke sikker.

Nogle vil måske mene at jeg slet ikke har forstået pointen. At jeg ikke vil den positive udvikling. Men de tager fejl. Grueligt! Jeg vil, om nogen, den positive udvikling, men jeg vil ikke gøre det ved at fjerne de mærkater der kan tildeles os som individder. Faktisk synes jeg det er langt større at forstå og acceptere et andet menneske med alle de mærkater vi måtte sætte på dem.

Omfavn dine mærkater…

Jeg er Homoseksuel, Liberal, Dyreelsker, Københavner, Kreativ, Ryger, Dansker og Kulturkristen. Det er mærkater der kan sættes på mig, hvis ikke mange flere, og jeg synes det er helt i orden at andre gør det. Faktisk kan jeg godt li’ at høre hvilke mærkater folk syer i nakken på mig. Det giver mig mulighed for at lære, vokse og udvikle mig. Jeg kan også godt li’ tanken om at blive valgt til på trods for, eller på grund af, mine mærkater.

Det er, i min verden, en misforståelse at vi ikke må tildele andre mennesker mærkater. Både fordi det ligger i vores natur at danne os et billede af individet foran os, og fordi langt de fleste mennesker bruger selvsamme mærkater til at opnå deres ønsker.

Vi ser det både i homomiljøet, i indvandrermiljøer og sågar på arbejdspladsen. Ingen vil anses for at være anderledes, lige indtil det giver dem en fordel. Det er både hyklerisk og usmageligt.

Hvad hvis vi bare talte sammen.. Ærligt?

Jeg talte, under valgkampen, med en ung homoseksuel mand der studerede noget med mennesker og accept. En rigtig humanist, hvis mål var at uddanne arbejdspladser til at rumme minoriteter. Ønsket havde han fordi han selv havde været pædagogmedhjælper i en børnehave, hvor han fandt at dagligdagen og omgangen med børnene var meget heterostereotyp. Han følte ikke der var plads til ham som feminin mand og homoseksuel. Han mente problemet handlede om kollegaerne og ledelsens manglende viden omkring seksualitet, og han ville nu uddannes til at kunne lære dem, og alle andre, det. Jeg spurgte ham om han selv havde fortalt at han var homoseksuel på den pågældende arbejdsplads eller havde udfordret deres heteronormative hverdag? Om han havde gjort opmærksom på en lille pige eller dreng i institutionen som de nok skulle være opmærksom på ikke interesserede sig for det samme som de andre? Svaret var nej. Han havde intet gjort. Men hvordan skulle kollegaerne så vide at de ikke formåede at omfavne ham? Hvordan skulle de vide at han følte sig marginaliseret? Kan man forvente at andre altid ved hvad du har brug for, hvis du ikke selv siger noget? Det synes jeg ikke man kan.

Jeg synes vi har brug for et holdningsskift, både i Danmark og resten af verden. Vi har fået én mund og to ører – nogen vil påstå at det er fordi vi skal lytte mere end vi taler. Men hvem skal vi lytte til, når ingen taler? Når enhver debat om minoriteter eller behandling af disse bliver tysset på, og når vi hylder en kampagne der siger at vi ikke må sætte mærkater på andre eller os selv?

Gør noget ved det…

Sf’eren Özlem Cekic har i en længere periode kørt en kampagne hun kalder “Brobygger”. En kampagne der handler om netop at lære hinandens “labels” at kende, så man på den måde forstår og accepterer. Jeg er uenig med Özlem om mange ting, men det arbejde hun gør her fortjener hyldest.

oszlem cekic

Özlem gør nemlig noget som meget få andre gør. Stiller sig frem med alle sine mærkater og giver folk mulighed for at lytte og forstå. En øvelse vi alle skal blive bedre til – at gøre noget ved det.

Så kære læser, vil du ikke gøre mig den tjeneste, at kigge dig selv i spejlet og spørge om der er mærkater på din ryg, som folk ikke ved nok om?

Preconception

Jeg tror ikke på at målet er at udslette enhver form for forskellighed og uenighed, men derimod at acceptere hinanden med de mærker vi nu engang har.

//Søren