Rugemødre – ja tak!

homoseksuelle forældre

Debatten om brug af ruge-mødre er igen oppe og vende. Det er jeg virkelig glad for, da det er et emne der falder mig utrolig nært.

Jeg har tidligere forsøgt at sætte fokus på emnet, men da det påvirker et fåtal er det svært at få på dagsordenen. Derfor er jeg virkelig taknemmelig for at P1 har taget emnet op i programmet ‘Far, far og rugemor‘.

I programmet møder vi Dan og Martin der har været i USA for at finde en æg-donor og rugemor – i Danmark er det nemlig ulovligt. Faktisk er det også en balancering på kanten af straffeloven at tage til udlandet for at finde den hjælp man behøver. Vi møder også deres rugemor, som er kommet til Danmark for at være gudmor for deres datter.

Forbuddet bygger på en selvopfyldende profeti

Formand for jordemoderforeningen og medlem af etisk råd, Lillian Bondo, mener ikke vi skal kigge på reglerne. Det begrunder hun med at der ville være risiko for at fattige kvinder ville vælge at sælge deres krop for pengenes skyld.

Men kære Lilian, er det så ikke netop i Danmark at muligheden skulle være der? Er det ikke netop her vi har en sikkerhed for at kvinder ikke bliver tvunget til at sælge deres krop? Jeg mener, i dag tager både homoseksuelle og heteroseksuelle til USA og Ukraine for at søge hjælp. Steder hvor der faktisk er risiko for at kvinden føler sig presset. Så er det i virkeligheden ikke vores forbud der sætter dem i den situation?

En anden begrundelse fra Lilian Bondo er båndet mellem mor og barn, der efter hendes mening ikke skal brydes efter fødslen. Igen må jeg rette opmærksomheden på de løsninger der er tilgængelige i dag. Jeg tvivler stærkt på at mit barn får et tæt forhold til sin ukrainske rugemor, skulle jeg vælge den løsning. Desuden mener jeg ikke at den argumentation kan bruges før vi har forbudt anonym sæd- og ægdonation.

Lilian Bondo foreslår at få et barn med et lesbisk par eller en enlig kvinde. Udfordringen her er risikoen for at et forhold bryder sammen. Hvis det skulle ske ville barnet pludselig have tre eller fire hjem, måske også stedforældre. Det synes jeg ikke er holdbart. Alternativt skulle de ‘ikke-biologiske’ forældre trække sig fra barnets liv, og det hverken kan eller vil jeg acceptere. Hverken for forældre eller barn.

Børn er ingen menneskeret

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann vil heller ikke kigge nærmere på loven. Hun begrunder sin holdning med ordene:

“Jeg mener, vi skal fastholde, at det er forbudt med den form for kommerciel rugemødreskab. Helt generelt mener jeg ikke, det er en menneskeret at få børn”
citat: dr.dk

På trods af at jeg er meget enig med Karen Ellemann i udsagnet om at det ikke er en menneskeret at få børn, er vi alligevel voldsomt uenige i spørgsmålet om et forbud mod brug af rugemødre.

I et land hvor man kan modtage behandling for barnløshed på skatteborgernes regning, hvis man er heteroseksuel eller lesbisk, virker det helt forrykt at man fængsler homoseksuelle mænd for at bringe et barn til verden – selvfinansieret, under ordentlige forhold og uden statslig indblanding.

I mine øjne er det et udtryk for at man ikke ser børn som en menneskeret, men dog en kvindes ret. Det er for en gang skyld et emne i ligestillingsdebatten der er værd at tage op.

Jeg beder ikke om penge eller hjælp

Det er ret vigtigt at lægge mærke til én ting i denne debat. Langt de fleste homoseksuelle mænd beder ikke om finansiering eller en rugemor stillet til rådighed. De beder blot om ikke at blive kriminaliseret for at indgå en aftale mellem to selvstændige mennesker.

Er det virkelig et unfair ønske i et, såkaldt, frit samfund?

Arbejdet kalder

Efter folketingsvalget lovede jeg højt og helligt at mine stemmer ikke ville være spildte. Jeg lovede at fortsætte mit arbejde for et Danmark med mere personligt ansvar og den frihed der følger med. Derfor er jeg også i kontakt med både May-Britt Kattrup og Laura Lindahl der er hhv. sundhedsordfører og social- & ligestillingsordfører for Liberal Alliance, for at sætte fokus på emnet.

Skulle du have input eller viden om området er du mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder.

De bedste hilsner

Søren

Hvis jeg bliver offer for terror…

I går, søndag, var der mindehøjtidelighed for ofrene i Paris. Landets ungdomspolitiske partier var gået sammen om begivenheden der efter sigende tiltrak 15-20.000 mennesker, inklusiv mig selv. Og hvor var det smukt!

mindehøjtidelighed paris københavn

Bortset fra valget af Isam B., var der ikke en finger at sætte på det. Der var lys, stilhed, eftertænksomhed og sammenhold.

Men…..

Hvis jeg en dag bliver offer for et terrorangreb – og lad os se det i øjnene, det er der en risiko for – så vil jeg ønske mig en helt anden form for mindehøjtidelighed.

En mindehøjtidelighed der fejrer livet, friheden og kærligheden. En mindehøjtidelighed der giver en rank finger til de der ikke ønsker det lyse samfund med dans og sang.

Ser i – mit liv ville intet være uden dans og sang. Mit liv ville intet være uden frihed og mangfoldighed. Mit liv ville intet være uden muligheden for at forme mit liv. Det tror jeg ikke jeg er ene om, så mens jeg synes det er smukt at holde et minuts stilhed (en tradition jeg synes er virkelig stærk), så vil jeg håbe at når de 60 sekunder er gået at alle vil bryde ud i sang. Personligt ville jeg elske at høre “Vi maler byen rød” eller “You know you make me wanna shout“. Tag jeres sidemand i hånden, smid armene i vejret, grin og græd sammen… dans!

Vis hele verden at i ikke er bange for at samles og dyrke livsglæden. Det er den største hån mod deres mørke.

dancing in public

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Lad dog være med at være en kliché!

Kære læser. Det følgende indlæg vil være en god blanding af forargelse, irritation, frustration og håb. Så er du advaret. Here it goes:

Jeg har i løbet af den forgangne weekend set en masse delinger af en artikel fra politiken.dk og i dag, lørdag kl. 23:45, fik jeg endelig læst den. Artiklen er med tidligere SFU’er og formand for Danske Skoleelever Vera Rosenbeck, og har fået titlen: Jeg fik nok af det røde fællesskabstyranni

Udover at læse dette debatindlæg med stor glæde over den utroligt velformulerede unge kvinde og hendes skarpe pointer, blev jeg nysgerrig for at se hvad reaktionerne fra politiken-segmentet var. Desværre blev mine fordomme bekræftet hurtigere end ventet, og  endda med en af de meste sagte klichéer om ungdommen.

kommentar politiken

Tror den kære kommentator virkelig at den “solidariske” velfærdsstat har foræret os det hele? Mener han virkelig, at uagtet Vera’s hårde arbejde og samfundsinteresse, er hun degraderet til klichéen om en møg forkælet generation? Og tror han virkelig at solidaritet er et udtryk der kun eksistere på venstrefløjen?

Lad os lige tage at kigge på det en gang:

“Først mig generationen”: 

En typisk sætning der bliver brugt om unge mennesker født fra 1990 og frem. Altså ikke en generation, men alle under 25. Et udtryk der er vokset sideløbende med diverse realityprogrammer, en voksende sundhedsfanatisme og den generelle stigning i levestandard. Men passer det? Er det virkelig rigtigt at alle født i 1990 og frem har fået det hele forærende? Jeg er ret sikker på, at hvis du spørger dem er svaret “nej“.

For selvom det er rigtigt at de har fået velfærdsstaten forærende, så er det ikke ensbetydende med at de har fået alt, og måske ville de hellere have haft noget andet. F.eks. muligheden og friheden til at udforske sig selv, livet og mulighederne, uden politisk indblanding i studieretninger, handlingsplaner, madkultur, dårlige vaner osv.?

Det er også sindssygt vigtigt at huske på, at teknologiske fremskridt og øget globalisering har givet de unge i dag en masse muligheder som deres forældre ikke havde, hvilket selvfølgelig øger interessen for at opnå noget større end de der kom før dem. Med den interesse kommer også et øget pres på de unge. Sådan er det, og sådan har det altid været. Derfor er der fokus på egen udvikling, og det skal vi da kun være glade for. Hvis ingen stræbte efter at blive den bedste de kan med de muligheder de har, så havde verden set noget mere sort ud end den gør i dag. Så lad os bare holde os til et TAK!

Thank you

“Solidaritet hører til på venstrefløjen”:

Jeg er vokset op med at udtryk som “fællesskab”, “solidaritet” og “de gode” selvfølgelig hørte venstrefløjen til. Det er en kamp der er kæmpet længe før jeg kom til, og det var altså lykkedes at få det ind under huden på alle danskere da jeg blev født. Det var ikke noget man stillede spørgsmålstegn ved, og selv de der tilhørte højrefløjen accepterede at ordene var blevet beslaglagt. Men det vil jeg ikke acceptere.

Jeg bliver frustreret når jeg læser det og jeg får lyst til at råbe min utilfredshed ud i offentligheden. For hvordan kan man claime at have det gode menneskesyn, være de solidariske og pleje et sundt fællesskab, når opfattelsen af hvordan disse emner er udført i praksis er så forskellig? Det kan man ganske enkelt ikke.

Sickening

Mine liberale partikollegaer er nogle af de mest samfundsengagerede mennesker jeg kender. De tror på at de kan ændre det der er skidt med deres valg, og derfor ændrer de alting hele tiden. Næsten. For uagtet hvor meget vi gør for at lægge vores penge og tid der hvor vi synes det er rigtigt, så er der en kæmpe del af befolkningen der har stemt sig til at være de gode og solidariske, og derfor ikke føler behovet for også at lade det skinne igennem i deres indkøbsposer eller deres engagement i det offentlige rum.

Personligt køber jeg altid økologisk når jeg køber animalske produkter. Det gør jeg fordi jeg holder af dyr, og synes de skal have det godt, og fordi jeg ved at hvis alle kun køber økologiske æg, vil der en dag kun være økologiske æg på hylderne. Det er markedet, og det er det eneste vi ved fungerer. Hvis en vare ikke er efterspurgt, vil varen ikke eksistere.

Så mens nogle stemmer sig til titlen som solidarisk, så er vi faktisk en række mennesker der træffer de valg hver dag, flere gange om dagen. Det er der mennesker på hele det politiske landkort der gør, og det er for mig de handlinger der definerer om du er et godt og solidarisk menneske – ikke hvor du stemte ved sidste valg.

Så kære Vera, fortsæt dit samfundsengagement og din mission, og tak fordi du stiller dig op og tager imod de tæsk man får når man træder frem på den politiske scene.

//Søren

At mindes og glædes

Lanterne

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Sådan lød Johannes G. Sørensen berømte ord d. 4. maj 1945.

Her 70 år efter ser vi stadig stearinlysene i vindueskarmene, vi genopliver de historier vi har fået fortalt fra generationer før os og vi mindes om at friheden ikke skal tages for givet. Personligt bliver jeg også mindet om at jeg for under ét år siden mistede de to sidste bedsteforældre der kunne fortælle om deres oplevelser i de historiske år.

Med ovenstående in mente tog jeg mig idag tid til at nyde nogle øjeblikke, som jeg ellers ofte lader fare forbi.

Min mand og jeg var inviteret ud til nogle venner i deres kolonihavehus og først da jeg stod der gik det op for mig, at der var intet sted i verden jeg hellere ville være end lige der. Dette kernedanske fænomen, med dannebrog vejende over haveforeningen, foråret der piblede frem over det hele, god mad, gode venner og deres fire måneder gamle søn, indrammede så smukt hvad dagen skulle komme til at betyde for mig.

For selvom vi altid skal kæmpe for det frie samfund og vores værdier, skal vi huske at stoppe op og minde os selvom hvad det egentlig indebærer. Ikke nødvendigvis hvad det indebærer politisk, men i ligeså høj grad hvad det indebærer for os som individer.

Personligt er det enkelte menneskes muligheder for at indrette og bevæge sig som han/hun selv ønsker altoverskyggende i disse tanker. Det er nok derfor jeg bliver ramt af noget nær en allergisk reaktion når jeg oplever formynderiske politikere eller opdragene debattører. Dem har jeg heldigvis undgået i dag, og når jeg lige om lidt sætter mig på min altan, ryger min godnatcigaret og sender et kys mod stjernerne, gør jeg det med et smil på læben og taknemmelighed for de kampe generationer før mig har taget for at sikre mig min frihed.

//Søren

Kolonihave Danmark