Liberalisme, idolisering og lykkesmeden!

De der kender mig ved at jeg har en holdning til det meste og har gjort mig tanker om resten. I den sidste tid har jeg tænkt meget over livssyn, ansvar, skyld og idolisering.

Dit liv, dine valg

Jeg har talt om det før, og nu tager vi den lige igen. For mig er liberalisme ikke et spørgsmål om politik. For mig er liberalismen lig med frie, ansvarsfulde og tænkende individer. Der er ingen modsætning mellem at være et liberalt menneske og et socialt og givende.

Altså, liberalisme handler ikke om hvilke love vi indfører eller fjerner, ligesom den ikke handler om mængden af penge vi fordeler i samfundet. Liberalismen i politisk forstand er ene og alene en bevægelse der tager udgangspunkt i livssynet og arbejder for at skabe rammerne om det. Derfor mener liberale heller ikke at en skattelettelse er noget vi giver folk, vi mener faktisk at vi blot lader dem beholde mere af det der var deres til at starte med. På den måde kan de selv bruge det til at skabe det liv de selv har ansvaret for.

Dit liv, dine valg, din skyld

Når man, som jeg, i højere grad føler liberalisme end praktiserer den, bliver man jævnligt sat i en situation hvor man som det første hopper til konklusionen at den er selvforskyldt. Det er pisse hamrende fedt når situationen er positiv men ligeså – hvis ikke mere – hårdt når situationen er af negativ karakter.

Ovenstående, og især sidste del, er også årsagen til at jeg bliver skide irriteret når folk siger: “Det må da også være virkelig nemt at være liberal – så kan man bare være ligeglad med alle andre!”.

Nej! At være ligeglad med andre har intet med liberalisme at gøre. Tværtimod føler vi et personligt ansvar for givne situationer og derfor også for at finde en løsning. At tvinge andre til at deltage eller betale kunne aldrig falde os ind. Det er altså en større menneskelig kamp end at indkalde naboen mod sin vilje.

think-for-myself

Lykkesmeden

Vi kender allesammen udtrykket “enhver er sin egen lykkes smed”. Liberale og borgerlige elsker det, mens venstrefløjen kaster op i bedste Joachim B. Olsen stil.

Det sjove ved udtrykket er at det ikke bare er en talemåde, men derimod et hardcore fact. Uanset hvordan vi bygger et fællesskab op, vil alle opleve det forskelligt. Det gælder både politik og i alle andre sociale samvær.

F.eks. holdte jeg for nylig fødselsdag for 16 mennesker. Alle havde adgang til fri bar og alle fik mad uanset størrelsen på gaven de havde haft med. På trods af det fuldstændig lige udgangspunkt for mine gæster var det tydeligt at ikke alle fik samme udbytte… You see where I’m going?

Idolisering som værktøj 

Jeg har aldrig lagt skjul på mine superfan sider. Jeg har ikke lagt skjul på at jeg beundrer og tager imod råd fra kendisser som Ole Henriksen og Hella Joof. Ikke alle mulige superstjerner eller filosoffer, men jordnære danskere der har taget ansvar for deres eget liv og har formået at få succes med det.

Jeg ved godt at nogen vil sidde og tænke “hold nu kæft med at tale om Ole og Hella”, men det vil jeg altså skrub skide på. Jeg tror det er virkelig sundt at idolisere når man, som jeg, vælger at tage ansvar for alt i eget liv.

Hvor er din stolthed?

Studerende i auditorium
Foto: Djøf-bladet

“(…) Da hun begyndte på en frisk efter sommerferien i år på Syddansk Universitet i Slagelse, fik hun et chok. SUen for hjemmeboende studerende var faldet markant. Fra 2.800 kroner til 578 kroner om måneden.”
Ung studerendes nødråb: Jeg frygter, at jeg får et hjertestop

“Jeg har ikke noget problem med at sige, at jeg rent faktisk nyder at være på dagpenge. Det gør jeg ikke, fordi jeg er doven eller bare ikke gider at arbejde; det gør jeg, fordi jeg egentlig synes, at det er o.k. lige at tage et pusterum.”
Det er sgu lækkert at være på dagpenge

Kære Dijana, Nicolai og alle andre med samme synspunkter som de to,

Jeg vil starte med at sige at jeg er glad for jeres ærlighed og deltagelse i den offentlige debat. Det er vigtigt for demokratiet og det viser at i har noget at byde ind med. Når det så er sagt, så bliver jeg simplethen nød til at spørge jer: Hvor er jeres stolthed?

Ser i; jeg er ikke så anderledes end jer. Jeg havde svært ved at finde ud af hvad jeg skulle med mit liv og jeg var ikke en af de stærke. I ved, de der mennesker der skøjter gennem det hele uden at gøre sig umage. Jeg var heller ikke en af de der stærke der faktisk knokler og har overskuddet til det. Jeg havde ganske enkelt fået nogle dårlige kort på hånden. Forskellen på mig og jer er at jeg aldrig har synes det var andres skyld eller ansvar. Overhovedet. Jeg kunne aldrig finde på at brokke mig over størrelsen på det beløb jeg får fra tvangsopkrævede midler. Aldrig i livet!

Ved i hvad stolthed er? Er der virkelig sket så ekstremt et skred på bare 4-5 år? Jeg er kun 27 år og det meste af min årgang er milevidt fra jeres forkælede og vattede udsagn. Vi lærte om stolthed og selvstændighed. Gudskelov for det.

Jeg kan sagtens forstå det kan være svært at få universitetsstudier og arbejde til at hænge sammen, men, helt ærligt, det skal det også være. Universitetet er nemlig ikke for alle. Det er ikke for mig, og det lyder til at det heller ikke er for jer. Ligesom jeg nok aldrig vinder i højdespring, som en fornuftig kvinde i mit facebook-newsfeed så fint sammenlignede det med.

Det i skal forstå er, at det er helt okay ikke at kunne rumme studier og job. Det er også helt okay at trænge til et pusterum. Men det er simpelthen så tarveligt at lade andre betale for det, og ovenikøbet brokke sig over beløbet. Det synes jeg faktisk er godt gammeldaws tarveligt.

//Søren

 

 

Fisken de kaldte Kristian…..

df_graensebom

Hele Danmarks yndlinge, Dansk Folkeparti, turnerer i disse dage hele mediemøllen rundt for at fortælle hvor pinligt og umodent det er at Liberal Alliance kræver topskattelettelser for at pege på Pia Kjærsgaard som formand for folketinget. “De to ting har jo intet med hinanden at gøre” hører man fra gruppen.

Et synspunkt jeg faktisk sympatiserer med. Altså, hvis man lige ser bortset fra at den form for politisk spil blev grundlagt af Dansk Folkeparti selv og at vælgerne tilsyneladende er helt enige i at det er den rigtige måde at forhandle på. I politik er der én stemme man skal lytte til: vælgernes!

Dansk folkeparti brugte sin position som støtteparti op gennem 00’erne til at få sat aftryk på deres politiske mærkesager og lagde så til gengæld stemmer til en masse ting der aldrig har stået i Dansk Folkeparti’s politiske program. Kan du f.eks. huske hvad DF ville ha’ for at stemme for VK-regeringens 2020-plan? Bingo – Grænsebomme! Faktisk var Thulesen Dahl meget klar i spyttet:

“Vi siger så åbent, at vores medgørlighed på et område er afhængig af, om vi føler os imødekommet på de områder, der er vigtige for Dansk Folkeparti,”
Link: Grænsebomme for efterløn

thulesen_dahl_guldfisk

Jeg ved ikke om Thulesen Dahl har hukommelse som en guldfisk eller om han prøver at ændre spillets regler igen – uanset hvad, synes jeg han skulle stoppe sig selv og sin folketingsgruppe.

Lad mig give dig et godt råd Kristian: Lær af din tidligere formand. Acceptér det faktum, at selvom i havde et godt valg, så fik i ikke 90 mandater. Acceptér at der er et parlamentarisk grundlag der kræver indrømmelser for tilgengæld at ligge stemmer til jeres ønsker. Og hold så, for guds skyld, op med at være så skide hamrende hyklerisk. Jeg ved indefra at Liberal Alliance ikke vil stille sig i vejen for at ansætte et par toldere ved grænsen eller gøre Pia Kjærsgaard til formand for folketinget, men det er ikke vores politik eller mærkesager, og det kræver altså noget den anden vej hvis vi skal lægge stemmer til det.

Kære Kristian – Dansk folkeparti opfandt spillets regler, nu må du holde dig til dem!

Hundeloven SKAL afskaffes!

Lise rovsing søren juliussen

Af Dyrlæge Lise Rovsing, Søren Juliussen (LA) & Merete Scheelsbeck (K) 

I disse valgkampstider er velfærd for vores elskede hunde desværre ikke et emne, der præger dagsordenen. Der er ca. 550.000 hunde i Danmark, hvoraf 1/3 er racehunde med stambog. Alle os, der har hund eller bare elsker dyr, vil gerne være med til at skabe det bedste liv for vores kæledyr.

Hundeloven har haft den ene fordel at hele “familien Danmark” er blevet tvunget til at tage ansvar for deres egen hunds adfærd.

Hundeloven forbyder 13 forskellige hunderacer.  Er du ejer af en af de forbudte racer, som er født før 2011, skal hunden ikke aflives. Den skal dog næsten altid være i snor og bære mundkurv. Loven indeholder også regler om “skambidning”, således det er lettere at reprimendere de hunde, der angriber andre hunde.

Det er ikke længere acceptabelt, at en hund angriber andre hunde “ud af det blå”. Sandheden er dog, det er meget sjældent tilfældet at en hund “bare” angriber en artsfælle.

Som optakt til et “angreb”, vil hunden almindeligvis have udsendt en række signaler til omverdenen om, hunden føler sig presset.

Hundens signaler overses af mennesket, og hunden har ingen anden udvej end at bide fra sig – hvorefter den beskyldes for “bare at gå i flæsket på den anden hund”.

En sådan episode kan opstå uanset hvilken hunderace, der er tale om.

Hvis vi mennesker lærte at lære hundens sprog og “læse” vores dyr, ville langt de fleste problemer kunne undgås.

Uanset hvilken hund, man får, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad hundens oprindelige funktion og drivkraft er.

Man kan nemlig dæmpe en hunds naturlige instinkter i nogen grad, men man kan IKKE fjerne dem.

Nogle hunderacer fungerer bedre alene end sammen med andre hunde. Nogle hunde er mere egnet til at være sammen med familien. Nogle hunde vil helst bare løbe og jage i en skov. Man skal derfor ikke anskaffe sig en vaks jagthund og forvente, den vil ligge på skødet og sove hver aften.

Nogle hunde viser sig bare ikke at være så sociale med sine artsfæller, som man håber. I de tilfælde er det alt afgørende, man læser sin hund og IKKE forsøger at presse hunden ud i situationer, den ikke ønsker, fordi du gerne vil have det.

Det er OK ikke at hilse på alle hunde, og det er også OK at sige til andre, de ikke skal slippe deres hund løs hen imod din hund, hvis du ved, den ikke vil bryde sig om det.

Gensidig respekt mennesker og hunde i mellem og forståelse af hundens sprog, er nøglen til et godt hundeliv.

Hvis vi ALLE lærer dette, har vi ikke brug for en lovgivning.

En lovgivning, der idag bare forbyder, men ikke tager hånd om det egentlige problem: Vores menneskers manglende evne til at forstå hundesprog.

Istedet for at lovgive og forbyde, så lad os opfordre alle til at lære “hundsk” – uanset hvilken slags hund, man har eller ønsker at anskaffe sig!