Liberalisme, idolisering og lykkesmeden!

De der kender mig ved at jeg har en holdning til det meste og har gjort mig tanker om resten. I den sidste tid har jeg tænkt meget over livssyn, ansvar, skyld og idolisering.

Dit liv, dine valg

Jeg har talt om det før, og nu tager vi den lige igen. For mig er liberalisme ikke et spørgsmål om politik. For mig er liberalismen lig med frie, ansvarsfulde og tænkende individer. Der er ingen modsætning mellem at være et liberalt menneske og et socialt og givende.

Altså, liberalisme handler ikke om hvilke love vi indfører eller fjerner, ligesom den ikke handler om mængden af penge vi fordeler i samfundet. Liberalismen i politisk forstand er ene og alene en bevægelse der tager udgangspunkt i livssynet og arbejder for at skabe rammerne om det. Derfor mener liberale heller ikke at en skattelettelse er noget vi giver folk, vi mener faktisk at vi blot lader dem beholde mere af det der var deres til at starte med. På den måde kan de selv bruge det til at skabe det liv de selv har ansvaret for.

Dit liv, dine valg, din skyld

Når man, som jeg, i højere grad føler liberalisme end praktiserer den, bliver man jævnligt sat i en situation hvor man som det første hopper til konklusionen at den er selvforskyldt. Det er pisse hamrende fedt når situationen er positiv men ligeså – hvis ikke mere – hårdt når situationen er af negativ karakter.

Ovenstående, og især sidste del, er også årsagen til at jeg bliver skide irriteret når folk siger: “Det må da også være virkelig nemt at være liberal – så kan man bare være ligeglad med alle andre!”.

Nej! At være ligeglad med andre har intet med liberalisme at gøre. Tværtimod føler vi et personligt ansvar for givne situationer og derfor også for at finde en løsning. At tvinge andre til at deltage eller betale kunne aldrig falde os ind. Det er altså en større menneskelig kamp end at indkalde naboen mod sin vilje.

think-for-myself

Lykkesmeden

Vi kender allesammen udtrykket “enhver er sin egen lykkes smed”. Liberale og borgerlige elsker det, mens venstrefløjen kaster op i bedste Joachim B. Olsen stil.

Det sjove ved udtrykket er at det ikke bare er en talemåde, men derimod et hardcore fact. Uanset hvordan vi bygger et fællesskab op, vil alle opleve det forskelligt. Det gælder både politik og i alle andre sociale samvær.

F.eks. holdte jeg for nylig fødselsdag for 16 mennesker. Alle havde adgang til fri bar og alle fik mad uanset størrelsen på gaven de havde haft med. På trods af det fuldstændig lige udgangspunkt for mine gæster var det tydeligt at ikke alle fik samme udbytte… You see where I’m going?

Idolisering som værktøj 

Jeg har aldrig lagt skjul på mine superfan sider. Jeg har ikke lagt skjul på at jeg beundrer og tager imod råd fra kendisser som Ole Henriksen og Hella Joof. Ikke alle mulige superstjerner eller filosoffer, men jordnære danskere der har taget ansvar for deres eget liv og har formået at få succes med det.

Jeg ved godt at nogen vil sidde og tænke “hold nu kæft med at tale om Ole og Hella”, men det vil jeg altså skrub skide på. Jeg tror det er virkelig sundt at idolisere når man, som jeg, vælger at tage ansvar for alt i eget liv.

Husk bog-bind!

Du har hørt det før. Mange gange:

“Don’t judge a book by it’s cover”

Og helt ærligt; er vi ikke enige om at selvom vi godt ved det er rigtigt, så gør vi det alligevel? Nej? Er det kun mig? Nå, men det gør jeg altså.

Som jeg har skrevet i flere indlæg, så er det altså en ganske naturlig mekanisme at “dømme” efter udseende/optræden og jeg gider ikke høre noget brok. Langt de fleste elementer vi bliver dømt på har vi selv valgt og kan derfor også laves om.

Debatten om udseende kører fra tid til anden og der er delte meninger om hvorvidt bevidste valg omkring kropsudsmykning, tøj og hår skal have effekt på retten til f.eks. offentlig forsørgelse. En debat, der ligesom alle andre debatter, ikke kan tages uden at alle hopper i hvert deres hjørne og kaster det ene ekstreme argument efter det andet op i luften. Jeg synes det er ærgerligt. Debatten er nemlig ekstremt vigtig i et samfund som vores, hvor vi betaler for hinandens liv og valg. Det er vigtigt at vi udfordrer det personlige ansvar.

Under det netop overståede valg blev jeg mere kendt som “ham der dukken” end mine budskaber. Sådan er det jo, og det anerkender jeg. Jeg ved jo godt hvordan det ser ud på et sort hvid billede, når man har en hud som min, men jeg traf valget at være groomet til den store guldmedalje. Det gav mig den mængde opmærksomhed jeg havde håbet. Nu ved flere end nogensinde før hvordan jeg ser ud, og det er ikke nødvendigvis en skidt ting.

Men lad os være ærlige. Jeg kunne have valgt en helt anden stil. Sådan er det at være mig. Se bare det billede jeg fik taget et par måneder før mine kampagnefotos:

søren_juliussen

 

Hvad siger du? Valgte jeg rigtigt?

Fede børn får ikke en ærlig chance

Annette Heick skrev for 11(!) dage siden et indlæg i BT med titlen “Hva’ så, tykke?”, og debatten raser stadig. Senest i går var Anette Heick i Aftenshowet hvor både Audrey Castañeda og næstformanden for Landsforeningen for overvægtige, Christina Villendrup, gav udtryk for deres forargelse.

annette heick fedme

Diskussionen raser kort tid efter den amerikanske fitness-træner, John Burk, lagde en video på Facebook med budskabet om at fede mennesker er dovne og mangler viljestyrke.

annette heick fedme

På trods af Annette’s gentagne forsøg på at fortælle at hun ikke skrev indlægget for at dømme voksne menneskers valg, men derimod de valg voksne træffer for deres børn, blev hun hele tiden skudt i skoene at hun skrev indlægget for at være det bedre menneske der kunne stå og pege fingre. Det har simpelthen provokeret mig i en sådan grad, at jeg ikke kan lade være med at komme med min støtte til Anette.

For kære Audrey, Christina og alle andre fornærmede danskere, Annette er ikke John Burk. Hun påpeger en sunhedsfare, som præcis ligesom rygning, er værd at påtale. Hun skriver endda i sit indlæg:

“Skønt fakta er vanvittige nok og kendt af de fleste, så løser det stadig ikke det problem, at vi ikke kan tale om det. Jeg oplever, at tonen enten er for mild og eftergivende og derfor ingen effekt har, eller at tonen skærpes og derfor opfattes som nedgørende og diskriminerende.”

Og hvor fik hun dog ret. Det øjeblik hun rejser spørgsmålet om forældres ansvar for deres børn bliver hun straks “ugens jagede”, på trods af at tonen slet ikke er skærpet. Det kan vi ikke være bekendt.

Både John Burk og Annette Heick fokuserer det meste af deres indlæg på børnene, og på trods af at Burk også svinger med armene efter voksne mennesker og Annette roder sig ud i noget med at spørge overvægtige om deres vægt på gaden, så synes jeg altså det er vigtigt at holde fast i den del der omhandler børnene. Især den del der omhandler forældrenes ansvar.

Er fedme mishandling?

Jeg er blevet meget overrasket over mit eget netværk, som sammen med Audrey og Christina, har taget højlydt afstand på de sociale medier. Mennesker hvis synspunkter jeg nysgerrigt læser, respekterer og deler på mine egne sider, men som i denne sag indtager selvsamme rolle, som de så ofte har løftet fingre af andre for.

“Ja, Annette, det at ens mor har for høj BMI er samme som at blive slået til blods, få brækket knogler og leve i evig frygt.
Amøben her skylder en kæmpe undskyldning til mishandlede børn for at bagatellisere deres men.”

Ovenstående citat kommer fra en kvinde jeg ellers har stor respekt for. En kvinde der kan skrive så skarpe debatindlæg at alle modargumenter falder til jorden som døde fluer inden de overhovedet er fremstammet. Men lige her bliver hun ramt af sine følelser og laver derfor en opdatering der er så skæv, at jeg faktisk var i tvivl om det virkelig var hende der havde skrevet den.

Annette Heick skrev jo ikke at det var mishandling at et barn havde en overvægtig forælder, men derimod at nogle forældre, uanset størrelse, ikke gjorde alt hvad de kunne for at undgå fedme hos deres børn. Forhold jer nu til det der faktisk står i indlægget.

Tilbage til overskriften – er fedme mishandling? Tja, hvordan definerer vi mishandling? Ifølge Gyldendahls Den Store Danske:

Børnemishandling, fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn, psykisk mishandling og vanrøgt af børn og omsorgssvigt over for børn.

Hvad betyder fedme for dig? Sundhedsguiden.dk nævner bl.a. følgende:

Risikoen for følgesygdomme stiger med graden af overvægt – dvs. jo højere BMI, des større risiko for sygdom. Derfor er fedme mere sundhedsskadeligt end den mere moderate overvægt. (…) Fede mennesker har en mindst tre gange større risiko end normalvægtige for type 2 diabetes , galdevejslidelser, dyslipidæmi (og dermed åreforkalkning ), insulinresistens og lunge- åndedrætsproblemer . Risikoen er forøget for hjertekarsygdomme , forhøjet blodtryk, slidgigt og urinsyregigt.

Så hvad siger du, kære læser? Er dét at udsætte sit barn for en øget risiko for ovenstående sygdomme omsorgssvigt og dermed mishandling? Jeg synes det er et meget åbenlyst svar!

Jeg ved godt at der både kan være både psykiske og fysiske årsager til overvægt, men vi bliver nød til at stoppe med at skjule enhver sørgelig udvikling med at det jo ikke er alle der kan gøre for det. For det kan de fleste godt.

childhood-obesity-fast-food

Hvad skal vi så gøre?

Det vil jeg slet ikke gøre mig til ekspert på og mit indlæg er alene udtryk for frustration over den manglende vilje til at debattere emnet.

Jeg har altid sagt at livskvalitet topper gennemsnitslevealder, og jeg vil aldrig stille mig forrest i kampen for moraliserende lovgivning overfor voksne mennesker. Men det betyder da ikke at vi ikke skal berøre emnerne, og der er altså en verden til forskel på at gå efter voksne selvstændige individders valg og dem de træffer på vegne af deres børn. Børnene er, uanset om vi vil det eller ej, først og fremmest forældrenes ansvar.

Du har måske truffet et valg, men har du givet dit barn samme chance?

For fremtiden

Kære forargede læser — vil du ikke godt prøve at diskutere med åbne øjne og på baggrund af oplysning? Læse hvad der egentlig bliver skrevet? Nu vi er ved det punkt, så gælder det også jer politikere der skulle kigge forbi. Lad vær’ med at ha’ en holdning, bare for at have den.

Hav en dejlig weekend!

signatur_soren_juliussen

10 gode råd til en dyrevenlig ferie

Kære læser!

Det her indlæg handler ikke om mig og mit liv, men til gengæld om en af mine hjertesager. Dyrene!

Jeg er stolt medlem af World Animal Protection på 10. år, og hvert år får jeg en påmindelse om at være en dyrevenlig turist. Den opfordring giver jeg hermed videre med disse 10 gode råd.

Du kan læse meget mere på: Vilde dyr lider på mange feriesteder

10 gode råd til en dyrevenlig ferie

tiger lidelser

1. Oplev vilde dyr i naturen

Hvis du gerne vil opleve vilde dyr, anbefaler vi, at du gør det i naturen på dyrenes præmisser. I naturområder og nationalparker på land eller i vand er der ofte gode muligheder for at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Hvis man vælger en bæredygtig og ansvarlig udbyder, kan man være med til at støtte beskyttelsen af vilde dyr i naturen.

2. Se ikke vilde dyr optræde

Køb ikke billet til delfinarier eller andre attraktioner, hvor vilde dyr optræder. Vær opmærksom på, at der kan være underholdning med vilde dyr inkluderet i arrangerede udflugter. Spørg, før du køber.

3. Betal ikke for at se dyremishandling

Køb ikke billet til underholdning, hvor dyr udsættes for smerte eller stress. Det gælder ikke kun arrangementer med vilde dyr, men blandt andet også tyrefægtning, hane- og hundekampe.

4. Betal aldrig for at få taget billeder med vilde dyr

Mange vilde dyr i fangenskab er blevet fjernet fra naturen, og deres mødre er ofte blevet dræbt under tilfangetagelsen. Ofte får dyrene fjernet tænder og bliver bedøvet, så de nemmere kan omgås mennesker.

5. Overvej det grundigt, før du besøger zoologiske haver

I mange zoologiske haver verden over prioriteres dyrenes behov i alt for lav grad. De lever for eksempel i for små bure med for dårlige muligheder for at følge deres naturlige adfærd, og de betalende gæster kan komme alt for tæt på dyrene til, hvad der er behageligt for dyrene. Zoologiske haver med en seriøs interesse i artsbevaring bør have dyrevenlige avlsprogrammer med henblik på at bevare dyrearterne.

6. Rid ikke på vilde dyr

Vilde dyr, som f.eks. elefanter, bliver indfanget i naturen for at kunne bruges som ridedyr for turister. Før de rider eller lærer tricks, bliver elefanter mentalt ”knækket” under store fysiske og psykiske lidelser. De er typisk lænket det meste af dagen og får ikke den pleje, elefanter skal have.

7. Undersøg ride- og trækdyrenes forhold

Hvis du vil på ridetur på dromedar eller hest eller på tur i en trækvogn, så undersøg først, hvordan dyrene har det. Som minimum bør de have mulighed for at stå i skyggen, drikke vand og få hvile.

8. Køb ikke souvenirs fra vilde dyr

Souvenirs, der stammer fra vilde dyr, er for eksempel pels, elfenben og tænder. Dyrene er måske truede, eller de kan være opdrættet under mangelfulde forhold.

9. Undgå mad fra mishandlede eller truede dyr

Undgå madvarer fra dyr, der er blevet slagtet på inhuman vis – for eksempel foie gras fra tvangsfodrede gæs, hajfinnesuppe eller ’bushmeat’.

10. Klag lokalt

Hvis du overværer mishandling af dyr på en rejse, er det en god ide at optage eller fotografere, hvad du ser. Fotografier og videooptagelser er uvurderlige beviser, men betal aldrig andre for at lave optagelserne. Samtidig er det vigtigt, at du protesterer lokalt. Informér dit rejsebureau, dit hotel, det lokale turistkontor eller evt. en dyreværnsorganisation.

Kalder du dét en opsang, curlingbarn?

Kære læser,

Det kan godt være at valgkampen er overstået, men det er efterrationaliseringen ikke. Faktisk er det som om at den sidste måned af mit liv er en masse puslespilsbrikker, der først falder på plads nu.

Én af de ting jeg har tænkt meget over er debatterne. Hvorfor vi afholder debatter og hvorfor tilhørerne møder op. På mig virker det mest som om at alle kommer for at blive bekræftet i deres egen dagsorden istedet for at lytte til det frie ord. Ofte er debatterne temabestemt og med den samme dagsorden: “Hvad vil du gøre for dét område?!”. Eller rettere: “Hvor mange penge vil du bruge på det?”.

Det irriterer mig. Det irriterer mig at det hele skal være så firkantet. Det irriterer mig at alting handler om at bruge penge. Hårdtarbejdende danskeres tvangsopkrævede penge. Det irriterer mig at vi altid vender os mod landets politikere for en bedre verden, i stedet for at skabe den selv.

Som f.eks. til min allersidste debat i valgkampen. Her skulle jeg deltage sammen med en politiker fra alle opstillede partier og temaet var ‘Miljø’. Allerede dér var det op ad bakke, for ærlig talt, så ved jeg ikke særlig meget om spildevand og kemikalier. Faktisk ved jeg ingenting. Jeg ved dog at vi i Danmark betaler de højeste afgifter – også på det område!

Vi nåede til den omtalte “Hvad vil du gøre”-runde, og mens vores tidligere miljøminister Ida Auken kastede om sig med flotte ord fra sin tid som minister og Alternativets kandidat fortalte sine drømme om et liv uden brug af naturens ressourcer, kødfri dage og højere afgifter, var jeg mindre flamboyant og sagde at jeg synes det vigtigste var at støtte den fri forskning, da det jo nok var mere sandssynligt at forskere fandt løsningerne end os i panelet. Dét svar blev mødt af kommentaren: “Og hvad så? Skal vi så bare lade stå til og vente så længe?” – og nej, selvfølgelig skal vi ikke bare lade stå til, og jeg svarede:

“Jeg tvivler på at mange her i salen holder kødfri dage, jeg tvivler på at alle herinde er gode nok til at genbruge og jeg er ret sikker på at vi kan komme meget længere med handlinger i vores hverdag end ved altid at vende os mod politikerne og forvente at de skal finde en løsning. I Danmark er det altid nogle andre der skal gøre noget, men jeg er liberal og tror på at vi allesammen skal gøre noget. Selv.”

Ved du hvad ordstyreren sagde?! Han sagde: “og med dén opsang fra Søren, går vi videre”!

OPSANG?! Hvad fanden skal det nu betyde? Ja undskyld sproget – men det er da tydeligt at vi har med et menneske at gøre, som ikke har fået mange opsange i sit liv. Det har jeg, og jeg kan da love dig for at det gik vildere for sig end det jeg præsterede her. Reaktionen fra salen var ligeså kedelig. Ingen havde tilsyneladende lyst til at høre en politiker tale om personligt ansvar. Nej fy for helvede – “nu stod alle de andre jo lige der og gjorde det for mig, og så kommer du bare der og vil give mig ansvaret.”

Men ved du hvad? Det er dit ansvar. Det er vores allesammens ansvar, og det er altså ikke nok at gøre den gode gerning én gang hvert fjerde år at stemme på Alternativet. Nej – det bliver verden ikke bedre af. Den må vi klare i hverdagen.

Det er kedeligt ik’? Men jeg kan trøste dig med én ting; med ansvar kommer magt! Magten til at ændre dit og dem omkring dig’s liv. Du ved godt hvad jeg taler om, og du sidder nok nu og tænker over om du har været god nok til at smile og lytte til dine kollegaer eller medstuderende i dag. Men bare rolig – jeg dømmer ikke. Det er nemlig slet ikke mit job. Jeg har nemlig travlt med at kigge efter danske varer i supermarkedet, lytte til mine veninders problemer, få orden i mine regnskaber og smile til buschaufføren. Altså, de dage jeg har overskud til det.

At tage ansvar er en gave – ikke en sur pligt. Det handler om stolthed! Hvilket forresten er et begreb der kræver sit helt eget blog-indlæg. Det kommer jeg tilbage til.

Nu vil jeg gøre mig klar til netværksmiddag med mine med-bloggere. Nikita Klæstrup er min date i aften og alle ved at hun altid er overdressed, så jeg må hellere igang hvis jeg ikke skal ligne en vagabond ved hendes side.

God aften.

//Søren

Older posts