Ole Henriksen er medvært i Natholdet!

ole_henriksen

Er lige vågnet til nyheden om at Ole Henriksen er medvært i Natholdet på torsdag. Min søde veninde, Annika, har både tagget mig i opslaget fra Natholdet og skrevet til mig – ret tydeligt at hun ved hvad det ville betyde for mig at møde den kære Ole.

Så! Jeg har smidt håndklædet i ringen, pakket al værdighed væk og skrevet en mail †il produktionsselskabet bag Natholdet. Jeg bliver nød til at komme ind og møde Ole. Han er mit største idol, og som skrevet tidligere, her, har hans livsglæde og engagement i livet reddet mere end bare min hud.

søren juliussen natholdet

Kære Natholdet. Under valgkampen kaldte i mig Søren Villumsen på landsdækkende TV, og jeg er ret sikker på det var det der kostede mig valgsejren. Nu er jeg jo ikke typen der bærer nag, og jeg er virkelig glad for min undskyldningskop – men jeg beder jer. Gem en plads til mig – det ville betyde alt!

… og kære læser, hvis du læser det her, så hjælp mig med at skubbe på! <3

//Søren

Husk bog-bind!

Du har hørt det før. Mange gange:

“Don’t judge a book by it’s cover”

Og helt ærligt; er vi ikke enige om at selvom vi godt ved det er rigtigt, så gør vi det alligevel? Nej? Er det kun mig? Nå, men det gør jeg altså.

Som jeg har skrevet i flere indlæg, så er det altså en ganske naturlig mekanisme at “dømme” efter udseende/optræden og jeg gider ikke høre noget brok. Langt de fleste elementer vi bliver dømt på har vi selv valgt og kan derfor også laves om.

Debatten om udseende kører fra tid til anden og der er delte meninger om hvorvidt bevidste valg omkring kropsudsmykning, tøj og hår skal have effekt på retten til f.eks. offentlig forsørgelse. En debat, der ligesom alle andre debatter, ikke kan tages uden at alle hopper i hvert deres hjørne og kaster det ene ekstreme argument efter det andet op i luften. Jeg synes det er ærgerligt. Debatten er nemlig ekstremt vigtig i et samfund som vores, hvor vi betaler for hinandens liv og valg. Det er vigtigt at vi udfordrer det personlige ansvar.

Under det netop overståede valg blev jeg mere kendt som “ham der dukken” end mine budskaber. Sådan er det jo, og det anerkender jeg. Jeg ved jo godt hvordan det ser ud på et sort hvid billede, når man har en hud som min, men jeg traf valget at være groomet til den store guldmedalje. Det gav mig den mængde opmærksomhed jeg havde håbet. Nu ved flere end nogensinde før hvordan jeg ser ud, og det er ikke nødvendigvis en skidt ting.

Men lad os være ærlige. Jeg kunne have valgt en helt anden stil. Sådan er det at være mig. Se bare det billede jeg fik taget et par måneder før mine kampagnefotos:

søren_juliussen

 

Hvad siger du? Valgte jeg rigtigt?

Kalder du dét en opsang, curlingbarn?

Kære læser,

Det kan godt være at valgkampen er overstået, men det er efterrationaliseringen ikke. Faktisk er det som om at den sidste måned af mit liv er en masse puslespilsbrikker, der først falder på plads nu.

Én af de ting jeg har tænkt meget over er debatterne. Hvorfor vi afholder debatter og hvorfor tilhørerne møder op. På mig virker det mest som om at alle kommer for at blive bekræftet i deres egen dagsorden istedet for at lytte til det frie ord. Ofte er debatterne temabestemt og med den samme dagsorden: “Hvad vil du gøre for dét område?!”. Eller rettere: “Hvor mange penge vil du bruge på det?”.

Det irriterer mig. Det irriterer mig at det hele skal være så firkantet. Det irriterer mig at alting handler om at bruge penge. Hårdtarbejdende danskeres tvangsopkrævede penge. Det irriterer mig at vi altid vender os mod landets politikere for en bedre verden, i stedet for at skabe den selv.

Som f.eks. til min allersidste debat i valgkampen. Her skulle jeg deltage sammen med en politiker fra alle opstillede partier og temaet var ‘Miljø’. Allerede dér var det op ad bakke, for ærlig talt, så ved jeg ikke særlig meget om spildevand og kemikalier. Faktisk ved jeg ingenting. Jeg ved dog at vi i Danmark betaler de højeste afgifter – også på det område!

Vi nåede til den omtalte “Hvad vil du gøre”-runde, og mens vores tidligere miljøminister Ida Auken kastede om sig med flotte ord fra sin tid som minister og Alternativets kandidat fortalte sine drømme om et liv uden brug af naturens ressourcer, kødfri dage og højere afgifter, var jeg mindre flamboyant og sagde at jeg synes det vigtigste var at støtte den fri forskning, da det jo nok var mere sandssynligt at forskere fandt løsningerne end os i panelet. Dét svar blev mødt af kommentaren: “Og hvad så? Skal vi så bare lade stå til og vente så længe?” – og nej, selvfølgelig skal vi ikke bare lade stå til, og jeg svarede:

“Jeg tvivler på at mange her i salen holder kødfri dage, jeg tvivler på at alle herinde er gode nok til at genbruge og jeg er ret sikker på at vi kan komme meget længere med handlinger i vores hverdag end ved altid at vende os mod politikerne og forvente at de skal finde en løsning. I Danmark er det altid nogle andre der skal gøre noget, men jeg er liberal og tror på at vi allesammen skal gøre noget. Selv.”

Ved du hvad ordstyreren sagde?! Han sagde: “og med dén opsang fra Søren, går vi videre”!

OPSANG?! Hvad fanden skal det nu betyde? Ja undskyld sproget – men det er da tydeligt at vi har med et menneske at gøre, som ikke har fået mange opsange i sit liv. Det har jeg, og jeg kan da love dig for at det gik vildere for sig end det jeg præsterede her. Reaktionen fra salen var ligeså kedelig. Ingen havde tilsyneladende lyst til at høre en politiker tale om personligt ansvar. Nej fy for helvede – “nu stod alle de andre jo lige der og gjorde det for mig, og så kommer du bare der og vil give mig ansvaret.”

Men ved du hvad? Det er dit ansvar. Det er vores allesammens ansvar, og det er altså ikke nok at gøre den gode gerning én gang hvert fjerde år at stemme på Alternativet. Nej – det bliver verden ikke bedre af. Den må vi klare i hverdagen.

Det er kedeligt ik’? Men jeg kan trøste dig med én ting; med ansvar kommer magt! Magten til at ændre dit og dem omkring dig’s liv. Du ved godt hvad jeg taler om, og du sidder nok nu og tænker over om du har været god nok til at smile og lytte til dine kollegaer eller medstuderende i dag. Men bare rolig – jeg dømmer ikke. Det er nemlig slet ikke mit job. Jeg har nemlig travlt med at kigge efter danske varer i supermarkedet, lytte til mine veninders problemer, få orden i mine regnskaber og smile til buschaufføren. Altså, de dage jeg har overskud til det.

At tage ansvar er en gave – ikke en sur pligt. Det handler om stolthed! Hvilket forresten er et begreb der kræver sit helt eget blog-indlæg. Det kommer jeg tilbage til.

Nu vil jeg gøre mig klar til netværksmiddag med mine med-bloggere. Nikita Klæstrup er min date i aften og alle ved at hun altid er overdressed, så jeg må hellere igang hvis jeg ikke skal ligne en vagabond ved hendes side.

God aften.

//Søren

“Hvad tuder du for?”

Den tanke kunne sagtens have ramt flere på Børsen torsdag aften. Her var der nemlig fest hos Liberal Alliance, og jeg var selvfølgelig med.

Jeg vil gerne tilstå én ting: jeg tudede!

Og ved i hvad? Det er faktisk ikke særligt chokerende. For det er det vi gør i min familie når vi bliver rørt. Vi tuder, vi krammer og vi danser. Så det gjorde jeg selvfølgelig også på Børsen.

Det er mig. Uden omsvøb. Rørt, kærlig og glad. Det vil jeg da ikke lægge skjul på. For fanden mand – det var det jeg gik til valg på.

Men hvorfor overhovedet være rørt sådan en aften? Det er jo bare politik!

Tjae, det er det helt sikkert for nogen. Men ikke for mig. Når jeg gør noget, er det ikke bare fordi jeg ser en gevinst ved udgangen, men i langt højere grad fordi jeg synes jeg har noget at byde på. Det er også derfor jeg trækker mig igen når jeg føler det modsatte. Så nej, det er ikke bare politik. Det er venskaber, det er gensidig respekt, det er sammenhold og det er personligt. Igen, det ved jeg godt det ikke er for alle – men det er det for mig.

Jeg vil slutte dette indlæg med et tak. Tak til mine medkandidater fra hele landet, tak til vores presschef Katrine Hertz Mortensen og resten af sekretariatet, tak til Simon Emil Ammitzbøll for at være den sejeste spidskandidat i verden, tak til Laura Lindahl for at være så pisse hamrende awesome, tak til de mennesker der har hjulpet mig med flyers, plakater og debatter – Nicky, Camilla, Maj, Torben, Neal, Andreas, Jonas, Karsten, Susanne, Emma, Vibeke, Maria, Kim og Peter, tak til min mand der har knoklet for mig, holdt mig ud og støttet mig, tak til alle jer der har sendt mig beskeder med støtte og positive erklæringer, tak til Lasse og Nathali for at være den bedste opbakning og tak til alle danskere der stemte for et Danmark med frihed, ansvar og muligheder.

Nu vil jeg nyde min genvundne frihed og bruge tiden på at finde ud af hvor mine kræfter kan bruges bedst. Jeg VIL gøre en forskel. Sådan er det bare. Så hvis du har gode idéer til hvor de kunne bruge sådan en som mig, så er du mere end velkommen til at sende mig en besked.

De bedste hilsner

Søren

Søren juliussen Laura Lindahl Søren Juliussen Thyra Frank Søren Juliussen Peter Søren Juliussen Camilla SjøholmLiberal Alliance Børsen  Søren Juliussen Nathali Leth

Older posts