Når ensomheden rammer… Og du snart er 30!

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være en af dem der delte mine inderste tanker på en offentlig blog og jeg ved udemærket godt at der kommer til at være mennesker der glæder sig over min ulykke, men det må jeg bide i mig. Jeg skal have det ud af min krop og nu har jeg altså bloggen til at råbe det ud til hele verden.

Ensomhed

I korte træk omhandler dette indlæg ensomhed og frustration. Ensomheden der rammer når dine bedste venner er lidt for langt væk og frustrationen når du ikke formår at skabe de bånd til andre mennesker, som vi alle har brug for.

Jeg har altid levet et sindssygt socialt liv. I min folkeskoletid havde jeg min venindegruppe som jeg brugte alle frikvarterer og al fritid med, jeg har spillet håndbold, jeg havde min teatergruppe, mine musicals og min plads i Sexualisterne i mine teenageår, jeg havde et stort netværk i homomiljøet de første år som ny-udsprunget og jeg har gennem arbejde, interesser og fritid haft social omgang med mange forskellige mennesker langt inde i 20’erne. Nu er jeg tættere på 30 end 20 og krisen kradser.

For hvem er jeg egentlig i dag? Jeg er den ene halvdel af Søren og Søren, jeg elsker god mad, vin & champagne og jeg er glad for mit arbejde. Men hvem er jeg ellers? Jeg er ved at være for gammel til at være dedikeret fan af popstjerner og skuespillere, jeg er ved at være nået over en alder hvor jeg kan slippe afsted med at være ung og umoden og jeg skal til at lære at folk udefra ser mig som en voksen mand. Og medens jeg går og tænker på det, så bliver båndende til min omgangskreds mere og mere slidte. For hvordan skal andre connecte med en mand der ikke engang er connected med sig selv?

who am i

Hvem (og hvad) definerer mig?

Min største udfordring er måske at jeg altid har defineret mig selv i relationerne til andre mennesker. Nu er jeg det her menneske, nu er jeg den og nu er jeg en anden. Altsammen i spejlingen af andre menneskers øjne på mig. Det har virket i mange år, men når man er nået en alder hvor alle stiller sig selv de her spørgsmål, så er spejlene væk og så skal du mærke efter.

Men jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke engang svare på om jeg helst ville bo på Manhatten, i Amazonas eller måske Silkeborg. Jeg kan ikke finde ud af om jeg glæder mig mest til Oktoberfest i München eller dagene i Champagne, når jeg om et par måneder kører sydpå med min mand og nogle af vores bedste venner. Jeg ved at jeg glæder mig til turen, men jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg egentlig glæder mig til.

Det samme gjorde sig gældende på vores netop overståede tur til Vestkysten i USA. Før afgang anede jeg ikke hvad jeg skulle glæde mig til og jeg brugte de første mange dage på at prøve at fremtvinge en overvældelse af alle vores oplevelser. Men ved du hvornår jeg virkelig kunne mærke livet? Da vi sad og grillede på vores tagterrasse ved Venice Beach. Vi var hverken ude og se overvældende natur eller pulserende storby. Nej, vi sad bare fire mennesker og nød roen og samværet. Den gode hjemmelavede mad og vinen vi selv havde hentet på en vingård vi kørte forbi på vejen til Los Angeles. Vejret var ikke engang prangende den aften. Det er så banalt. Men er det så også svaret? Er jeg blevet banal? Eller er jeg bare ved at blive voksen?

BBQ Venice Beach

Store lækre bøffer fra økologiske og fritgående køer!

Winter is coming !

Jeg havde aldrig troet at jeg ville være en af dem der fik 30 års krise. Mest fordi jeg nok har troet at det betød frygten for at blive ældre, alene fordi livet er mere spændende i starten af 20’erne. Men jeg er ved at have krise og jeg har lært at det slet ikke handler om alderen og spændingen.  Det er det der sker indeni når man nærmer sig det rigtige voksenliv. Her er spændingen nemlig ikke spændende mere – den er skide irriterende. Jeg vil bare gerne have ro.

Jeg misunder ikke de der er i starten af 20’erne. Overhovedet. Jeg kan da godt have tanken en gang imellem, men så ser jeg hvordan de her mennesker opfører sig i nattelivet, kærlighedslivet og i deres interaktion med andre mennesker – og så værdsætter jeg pludselig mine erfaringer meget mere! Det er jo patetisk at se på. Men sådan skal det være. Det hører med til at være ung. Man er bare skide hamrende patetisk.

Nu sidder jeg så her og er ligeså patetisk. Jeg kan bare ikke undskylde det med ungdom. Jeg kan heller ikke undskylde det med mangel på ressourcer, for jeg har – om nogen – vist at jeg er virkelig stærk. Sådan overmenneskelig stærk. Faktisk så stærk at man begynder at tvivle på om det i virkeligheden er styrke eller bare frygt for at sige fra (men det er en helt anden snak). Måske har jeg for mange erfaringer i rygsækken til en hjerne der kun er 28 (og et halvt) år gammel. Jeg ved det ikke og det er nok den uvidenhed der fastholder mig i krise-situationen.

brain gif

Så slap dog af!

Der er intet i verden der hjælper mig, som at skrive tingene ned. Hvis du vidste hvor mange gange jeg har siddet og skrevet indlæg der aldrig er blevet udgivet. Det er helt vildt. For jeg har simpelthen ikke kunne fordrage at dele tanker med offentligheden. Men denne gang skal det ud. Det skal det fordi jeg håber at der sidder andre derude der kan komme med gode råd i kommentarfeltet eller måske kan finde trøst i at de ikke er alene om at være skide bange for identitetsspørgsmål i voksenlivet.

Jeg ved godt at jeg nok bare skal slappe helt af og ride stormen af, men det har aldrig været min stærke side. Jeg undersøger, graver, tænker og arbejder hårdt for at finde svar og løsninger LIGE NU. Jeg er hamrende utålmodig.

Nå, jeg vil vende tilbage til min krise og forhåbentlig snart komme ovenpå. Hvem ved? Det kan være at jeg vågner i morgen og ved præcis hvem jeg er og hvad jeg skal. Hella Joof siger jo også at livet kun bliver bedre og bedre, og hende har jeg ret stor tillid til.

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Derfor skal du ikke sige ‘men’!

Vi kender det alle sammen og mange af os synes det er skide irriterende. Mig? Jeg hader det.

trump facepalm

Et lille ord der kan smadre ethvert budskab og som alt for ofte bruges som en udvej. Ordet giver dig nemlig mulighed for at komme med et negativt budskab skjult bag et positivt. Og det gider jeg virkelig ikke høre på. Sig det som det er eller hold din kæft 😉

Ordet er “men“.

Bare rolig, du kan sagtens bruge det som led i en nuancering. Problemet opstår når du bruger det til at udvande budskabet i din udtalelse.

Du har måske hørt udtrykket: “Alt der kommer før et men, er ligegyldigt”. Det passer ikke helt, men man kan godt få den tanke.

Eksempler på skadelig brug af “men”

Det er overhovedet ikke din skyld, men…
Hvis du mener jeg har en del af skylden, så lad være med at sige at jeg ikke har.

Jeg synes det er perfekt, men…
Enten er det perfekt eller også er det ikke.

Du har helt ret, men…
Hvis der er et “men”, så har jeg ikke helt ret.

Undskyld… Men…
Jeg hader undskyldninger efterfulgt af “men”. Sig i stedet “Jeg er ked af at have såret dig, men…”.

Generelt kan man sige at jo mere konsekvent dit udsagn er, jo mere irriterende er det når du udvasker det efterfølgende. Det giver en mudret kommunikation og personligt har jeg svært ved at stole på ærligheden i andres udsagn, hvis jeg bliver vant til at de ofte følger deres udsagn op med “men”. Jeg sidder bare og venter på det skide “MEN”!

Prøv at tænk over det. Hvis der er et “men” på vej efter et klart svar, er det så et klart svar?

Brug “men” til at nuancere…

Vi skal selvfølgelig ikke skrive “men” ud af ordbogen, men vi skal bruge det klogere. (See what I did there?)

“Men” er nemlig et fantastisk ord til at skabe nuancer i dine udsagn. F.eks. kan man sagtens sige at man elsker jordbær-is, men bedst kan lide chokolade-is. Ligesom jeg godt kan mene at man skal bruge ord klogere, uden nødvendigvis at ville afskaffe dem.

Jeg lover dig at du vil opleve en bedre kommunikation, hvis du begynder at tænke over hvordan du bruger dit sprog.

… og ja, indlægget her er fremprovokeret af virkelige hændelser!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Fanget i et terrorangreb – vækket af min mand!

Jeg har det SÅ skidt i dag. Både fordi min pollen-allergi aldrig har været værre end de seneste dage og fordi jeg havde det ondeste mareridt i nat. Et mareridt jeg nok ikke er ene om at have i disse tider.

Terrorangreb på GAY natklub

I fredags var jeg en tur på GAY på Vester Voldgade, sammen  med min mand, min veninde Sofie, hendes søster, Stine og hendes ven fra Texas, Christian. Vi var første gæster på klubben, men i løbet af kort tid væltede det ind. Jeg har aldrig prøvet at ankomme så tidligt, men det var ret sjovt at se hvordan festen byggede sig op. Nå, det er faktisk ligemeget… og dog.

gay-copenhagen-party

Mit mareridt i nat startede nemlig som en drøm der spejlede festen fra i fredags. Vi dansede, sang, minglede, small-talkede og mødte nye og gamle venner. Pludselig ser jeg en mand kigge mig dybt i øjnene og trække en maske ned foran ansigtet. Jeg fik det dårligt og hentede de andre og sagde vi skulle gå. De synes jeg var åndsvagt paranoid og vi blev. Pludselig stoppede musikken. Døren blev blokeret og den ene maskerede mand blev til fem. Det eneste jeg husker fra drømmen var panik og skrig herefter. Og skud.

Jeg kan ikke huske hvordan, men det lykkedes mig at komme ud fra GAY, som den eneste. Jeg løb alt hvad jeg kunne for at finde en mobil jeg kunne ringe til politiet fra. På gaden var der næsten ingen mennesker og jeg aner ikke hvorfor, men det var som om jeg ikke kun skulle skjule mig fra terroristerne. Jeg skulle skjule mig fra alle. Som om jeg var den eftersøgte. Hvordan det blev en del af historien ved jeg ikke.

LÆS OGSÅ: HVIS JEG BLEV OFFER FOR TERROR

Jeg løb hele vejen til Scandic Sydhavnen, hvor min veninde Sofie arbejder, for at skifte tøj. Jeg tænkte at de måtte have en uniform eller noget rensetøj liggende og de kender mig jo.  Det lykkedes at komme til hotellet og få skiftet tøj i housekeepings lokaler. Herfra var det bare om at komme afsted. En receptionist hjalp mig ind i en taxa, som var jeg en ganske almindelig gæst. På dette tidspunkt havde jeg ikke fortalt nogen om angrebet på GAY, for hvem kunne jeg stole på?

Taxaturen mod min lejlighed gik med at udtænke en plan for hvem jeg skulle kontakte og hvordan. Midt i denne plan blev jeg vækket af min mand – og var lige ved at tude. Seriøst… Det var en virkelig virkelig levende drøm.

1 året for Orlando Pulse

Nu ser jeg så at i dag er årsdagen for skyderiet på Pulse i Orlando. Det anede jeg ikke, men er det ikke ret tilfældigt? Jeg mener; jeg har aldrig haft mareridt om terror og de seneste angreb har ikke rørt mig særlig meget (sorry). Jeg er simpelthen blevet vant til det. Troede jeg. Jeg kan nu konstaterer at terror er blevet en ny virkelighed i min underbevidsthed og den skal åbenbart jagte mig helt ind i min dybeste søvn.

pulse orlando shooting terror

Det kan godt være at politikere og meningsdannere gerne vil fortælle os at vi ikke må give terroristerne vores frygt, men lets get real. Vi er jo skide bange for at det skal ramme os. Vi tænker på det. Vi tænker på det når dem vi holder af skal ud af døren for at mødes i en større forsamling. Og nå ja, jeg tror flere af os har mareridt om det.

LÆS OGSÅ: SAMMENHOLD VED DEN AMERIKANSKE AMBASSADE

Nå, ikke mere om det. Nu skal jeg bestille en tid til lægen, så vi kan få kigget på min allergi – den kan vi forhåbentlig gøre noget ved!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

De små stikkende bemærkninger

Der roligt, men sikkert, sætter hak i din selvtillid.

Bianca del rio

Jeg har en løbende debat med et par veninder for tiden. Emnet er små stikkende bemærkninger, som oftest bliver undskyld med ordene “Det er jo bare sjov”.

Men er det sjovt? Eller vil gentagne kommentarer om dit udseende, din opførsel eller dit arbejde, på et tidspunkt gøre skade?

Mit svar kan læses i første linje, for ja, jeg tror det gør skade. Det kan jeg mærke på mig selv. Og det er egentlig tankevækkende, for jeg er et meget sarkastisk menneske.

Undskyld

For nyligt talte jeg med en gammel veninde og spurgte hvorfor hun ikke havde inviteret siden sidst jeg besøgte hende. Det er nogle år siden jeg så hendes lejlighed første gang og hendes svar var virkelig en øjenåbner.

“Det virkede ikke som om du synes mit hjem var noget du havde lyst til at besøge”, lød det fra hende.

Jeg var ret chokeret, for jeg vil VIRKELIG gerne inviteres. Men det havde jeg selv ødelagt. *GISP*

Mine sarkastiske bemærkninger om hendes hjem i ghettoen på Nørrebro og de luksuriøse IKEA-møbler var for meget. Jeg boede selv i Nordvest og havde masser af IKEA-møbler, men det vidste hun jo ikke. Den episode har jeg undskyldt for. Uanset om jeg var sjov eller ej, så er der et menneske der er blevet ked af min sarkasme. Eller i hvert fald irriteret nok over det til ikke at invitere mig igen.

Selvtillid og sarkasme

Ovenstående eksempel handler om en lejlighed og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad sarkasme og små stikkende bemærkninger kan gøre ved et menneske.

Personligt ved jeg at min smertetærskel er ret lille. Måske fordi jeg ved at sarkasme og ’shade’ altid har hold i en virkelig opfattelse.

F.eks.: “Hold da op et smart look du kører – fandt du et restparti i Lidl?”

Det er jo mega sjovt. Men er det også sjovt at få i hovedet? Og selvom det måske er sjovt første gang, er det så nødvendigvis sjovt 3. og 4. gang nogen kommenterer dit udseende? Og hvad hvis det ikke er dit tøj, men måske dine ansigtstræk eller hofter? Er det sjovt?

Det troede jeg det var. For det var sjovt at finde på de gode kærlige drillerier. Men helt ærligt, man skal virkelig passe på. Det har jeg selv måtte erfare den seneste tid. Der er grænser for hvad selvironi kan afhjælpe.

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Landsmødeskjorten – OG HVAD SÅ NU?!

skjorte med farverskaermbillede-2016-03-09-kl-12-36-21Okay, sidste år til Liberal Alliances landsmøde opstod der pludselig en situation. En situation intet menneske kan forberede sig på mentalt og som nok ville få de fleste til at tage hjem.

Jeg havde simpelthen glemt mine skjorter! WHAAAAT?! :O

Ja, jeg skulle til fest med Liberal Alliance og den dertilhørende ungdomsorganisation lørdag aften, og havde hverken jakkesæt, blazer eller skjorte. Der var panik i suiten på Scandic i Aalborg – den kan jeg fandme godt fortælle jer!!

Nå, men altså, vi (Nikita, Kristine & jeg) forlod landsmødet i løbet af dagen, da der alligevel blev gennemgået et eller andet kedeligt (sorry) og tog mod byen.

Skjorten!

Inde i byen fandt vi heldigvis hurtigt et sted med god smag og jeg fandt også hurtigt to skjorter jeg sagtens kunne tage til fest i. Spørgsmålet var så bare hvilken én jeg skulle vælge?!

Jeg satte gang i en Facebookafstemning og efter 15 minutter og 100 stemmer, måtte Mads Nørregaard se sig slået af Tommy Hilfiger. Et drama uden lige og jeg har aldrig rigtig tilgivet mig selv for ikke at købe begge to.

Nu var min skjorte jo pludselig en ting og så bliver det næste spørgsmål: Hvad skal jeg have på i år? Jeg har virkelig tænkt meget på noget med blonder. Ja, du læste rigtigt – blonder. Det er altså godt! Eller måske noget med fjer. HJÆLP!

Jeg synes godt vi kan gøre det til en ting at vi stemmer om det. En form for medlemsdemokrati.

Så hjælp mig lige en gang. Send mig nogle forslag eller skriv et link i kommentarfeltet herunder, så laver vi en afstemning.

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat