Familien hjemme i sikkerhed!

Lettelse, tårer, kærlighed og gensyn!

De ord beskriver vel egentlig meget godt følelsesregistret i går da vi hentede min søster, svoger og to niecer i lufthavnen. HOLD NU KÆFT! Det var sgu som om det først rigtig gik op for os allesammen hvor voldsomt det må have været for familien der den seneste uge har været igennem et levende helvede.

LÆS OGSÅ: DA IRMA SKRÆMTE LIVET AF MIG

Én ting er at læse om, og se billeder af, naturkatastrofer, men at sidde og høre mennesker du elsker fortælle om deres oplevelser med at være indespærret 13 mennesker i en kælder på bare 4 m2, er noget helt andet. Jeg vil slet ikke prøve at lade som om jeg kan sætte mig ind i det.

tortola før efter orkanen irma

Heldigvis er de mega seje og tager det rigtig rigtig pænt. Men man skal ikke være i tvivl om at sådan noget gør indtryk. Stort indtryk!

…Og selvfølgelig er vi glade for at have dem hjemme, men det er en blandet følelse. De havde været afsted i et halvt år og havde endelig fundet sig til rette. Skolen skulle til at begynde og det begyndte at ligne hverdag. Fra den ene dag til den anden bliver alting vendt op og ned, og det ønsker man ikke for nogen!

Tortola før og efter Irma

Noget af det der gjorde størst indtryk var de billeder og videoer de viste, mens de fortalte om hvordan forskellige steder havde været en fast del af deres hverdagsliv det seneste halve år. Sejlklubben der var smadret, restauranten, baren og hotellet der var smadret og alle andre steder man besøger og benytter sig af når man skal starte et nyt liv på den anden side af jorden. Ingen danskere kan helt forstå hvordan det er. Hvornår har vi stået i den situation?

Her får i måske et billede af den enorme kontrast (og læg mærke til hvordan alt grønt er helt væk):

tortola

Tortola før orkanen Irma

Tortola efter orkanen irma

Tortola efter orkanen Irma

Tortola før orkanen Irma

Tortola før orkanen Irma

Tortola efter orkanen irma

Tortola efter orkanen Irma

Billederne er lånt af min søster & svoger og deres vennepar, der også boede på øen. Alle er sikkert hjemme og det er vi virkelig taknemmelige for!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Da Irma skræmte livet af mig!

“Hurricane Irma” har ramt det centrale Florida efter at have rusket godt op i Florida Keys de sidste par dage. Her bor min onkel og tante, som, på trods af manglende strøm, heldigvis har haft internet og mulighed for at kommunikere med omverdenen. Det er virkelig rart at have sociale medier når naturen raser og du har familie rundt om i den store verden.

Radiotavshed fra min søster

Værre stod det til da min søster og hendes familie, som i øjeblikket er udstationeret på Tortola (Britiske Jomfruøer), i sidste uge blev ramt af orkanen. Øen har i forvejen dårlig forbindelse til omverdenen og det har været en udfordring bare at føre almindelige Skype-opkald. Efter i tirsdags var der absolut ingen kontakt. Overhovedet! Heller ikke fra deres bedste vennepar der er afsted på samme tur.

hurricane irma virgin islands

Onsdag var uvejret stadig over jomfruøerne og heller ikke her hørte vi noget. Efter et døgn med billeder af total ødelæggelse, bliver man nervøs. Virkelig nervøs.

LÆS OGSÅ: KÆRLIGHED – DET ER NOGET PIS

Min søster, svoger og to niecer bor ved havnen og det så ud som om risikoen for et smadret hjem var større end det modsatte. Jeg vidste at de var forberedte, men jeg tror ikke de var helt klar over hvad der ventede dem. Min niece på bare 10 år glædede sig til at lukke sig inde med slik og stearinlys, for hun havde jo aldrig prøvet det før. Det lød nærmest hyggeligt. Derfor var jeg heller ikke forberedt på hvor voldsomt det ville blive. Ja ja, jeg er total naiv.

tortola-hurricane-irma-damage tortola-hurricane-irma-damage tortola-hurricane-irma-damage

Tak Facebook!

Først fredag kom meldingen, fra min far på Facebook til alle der er i forbindelse med familien, at alle var okay! Sikke en lettelse. Mange havde på det tidspunkt skrevet, ringet og lavet opslag hvor de spurgte ind til hele situationen. Jeg havde selv skrevet til min søster, men vidste godt at hun ikke kunne svare og at vi nok skulle få besked – jeg skrev nok mest for at hun skulle se at jeg havde tænkt på dem, når hun endelig fik signal.

DR.dk: Dansk Familie reddet ud af ragnarok med helikopter

I løbet af fredagen gik det stærkt. Netværket omkring vores kære på Tortola tog fat og fik kontakt med firmaet der har ansvaret for deres udstationering. Herfra kørte live-updates i en sms-kæde, som senere blev til en lukket gruppe på Facebook. Jeg tror ikke det var gået op for mig hvor voldsomt det hele var, før jeg så deres venner og bekendte på øen skrive på Facebook om deres evakuering og det store chok de havde været udsat for.

All flights cancelled!

Som om det ikke var nok, blev der udstedt flyveforbud på og omkring øen. Udefra lignede det kaos og billederne af militæret der uddelte vand og forsøgte at skabe overblik, hjalp ikke! Overhovedet ikke.

Heldigvis fik vi opdateringen i går at der var sendt helikoptere (som ikke hører under flyveforbuddet) var blevet sendt ind for at hente familierne og få dem væk. I nat, dansk tid, fik vi opdateringen af evakueringen var gået godt og at min søster, svoger og niece befandt sig på San Juan og var klar til at flyve til Madrid, for derefter at flyve hjem til København. <3 Jeg glæder mig til at se dem og i morgen samles vi hos min mor til mad, kys og kram…. og så er der altså forbud mod at rejse til de her tropiske steder i orkan-sæsonen!

LÆS OGSÅ: SAMMENHOLD VED DEN AMERIKANSKE AMBASSADE!

Til mine venner der lige nu er på ferie i Florida – pas på jer selv. I er ikke helt så udsatte som øboerne, men lad nu være med at tage nogle chancer. Vi vil gerne have jer helskindede hjem!

Vi slutter lige indlægget med et smil. Det bliver vi nødt til. For jeg har en kæmpe knude i maven. Og jeg er ikke den eneste – selv Svampebob evakuerer…

sponge bob evacuate

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

De pisse irriterende prinsesser

Til alle de søde rare dejlige skønne piger,

Typerne der lidt for ofte udbryder forunderlige lyde som “iiiiihhh”, “ååååhhh” og “aaarrrrjjj”, efterfulgt at fortællingen om hvordan den givne situation trykker på alle deres knapper.

Vil i ikke godt være pisse hamrende søde at stoppe med at opføre jer som små forkælede prinsesser? Det er trættende for både jeres veninder, venner og kollegaer. Ja faktisk er det meget få mennesker der gider høre på jer – og nej, det er ikke patriarkatet der er skyld i at i ikke bliver taget seriøst. Det er jeres egen irriterende tone og evigt klynkende klagesang.

Jeg ved godt det er virkelig forfærdeligt, og selvfølgelig mest for dig og din sarte næse, at der i fælleskøkkenet i kontorfællesskabet lugter af mad. Og det er selvfølgelig også rigtig rigtig synd for dig at lige præcis din plads er placeret hvor det trækker, men måske skulle du ikke tage pladsen ved vinduet – og hey, har du overvejet at det ville være smart at have en trøje med, hvis man altid(!) synes der er koldt? Og ja, det kan være udfordrende at der er løg i kantinens sandwich, men behøver vi høre om det hver dag?

eww gif

Nu skal vi ikke glemme at der er mennesker der er mere sarte end andre, men vi skal saftsuseme heller ikke glemme at de røv-irriterende prinsesser oftest også selv gør et kæmpe nummer ud af det. Vi kender dem jo allesammen og indrøm det nu bare – du har mere end én gang løjet om dine planer for at undgå en aften med brokkerøven i vennekredsen.

Det var faktisk bare det….

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Sæt hjernen på pause!

Okay, den skarpe læser vil nok have undret sig, eller i hvert fald tænkt over, de seneste noget deprimerende indlæg. Det er ikke ment helt så deprimerende som det måske kan tydes. Bare fordi man er eftertænksom…..

LÆS OGSÅ: NÅR ENSOMHEDEN RAMMER… OG DU SNART ER 30!

I virkeligheden er jeg faktisk stadig ligeså håbløs morsom som jeg altid har været. Der var bare lige nogle tanker der skulle ryddes af vejen (det der med ensomhed og moralforladte tider). Det mærkelige er timingen.. Altså, hvorfor kom de tanker i vejen lige på det tidspunkt?

10 kg lettere

I sidste uge stillede jeg mig på vægten og så det magiske tal. Tallet der fortalte at jeg havde tabt 10 kg siden januar og 6 af dem siden maj. Jeg var SÅ glad. Virkelig. Jeg er begyndt at løbe, jeg spiser mindre og jeg har købt flere par bukser et nummer mindre end jeg plejer. Det er jo fantastisk. Selv mine niecer kan se at jeg har tabt mig – og fra børn og fulde folk skal man høre sandheden.

skinny

Men humøret fulgte ikke med. Eller, jo det gjorde det faktisk. Med ned. Det er lige gået op for mig…. Det er faktisk ret svært at se i øjnene at jeg, for det første, har vejet 10 kg for meget de seneste par år og, for det andet, overhovedet ikke selv har fået øje på det.

LÆS OGSÅ: BODY SHAMING – THE STRUGGLE IS REAL

For et års tid siden sagde en kammerat: “Jeg ville så gerne være som dig. Du er sådan lidt småtyk, men du hviler bare i det!”. Han mente det som et kompliment, det er jeg slet ikke i tvivl om, men det var et chok. Så folk mig virkelig som tyk? Senere så jeg et billede fra vores tur til Mauritius og virkeligheden ramte mig lige i ansigtet. For jeg var faktisk ikke bare småtyk, jeg havde en skide ulækker vom, som gemt bag god selvtillid og en heldig kropsform ikke sprang alle i ansigtet som det første… Medmindre jeg satte mig ned, åbenbart! Så kan jeg love for at alle så det.

… Men så tog jeg affære og har tabt 10 kg. Jeg løber 4-5 gange om ugen og jeg har pludselig fået tid til at tænke. Skide løbeture. Er i klar over hvor meget man får tænkt på, på sådan nogle ture? Det er EKSTREMT!

Er al det tænkeri sundt?

Jeg er altså begyndt at tænke på om det er så sundt at tænke? At være i kontakt med sig selv på det niveau er jo skide farligt. Man får pludselig øje på både andres og egne fejl… og hold kæft hvor har alle andre mange!

Kan det blive for meget? Kan vi blive for besatte af at finde en dybere mening i alt og kan det i virkeligheden være en selvforstærkende faktor når vi vender og drejer hver en negativ følelse? Hvor længe kan vi dvæle ved følelsen af ensomhed, før ensomheden lige pludselig er skyld i en endnu mere udbredt følelse af ensomhed?

oprah thinking

Skulle man måske ikke bare sætte noget glad musik på og give en stor fed langemand til ensomheden og hvad man ellers går og tænker på? Personligt har jeg da aldrig været så introvert som jeg er i øjeblikket. Spørg bare min mor, hun er da ved at blive sindssyg over ikke at høre fra lille manse.

LÆS OGSÅ: OM AT SIGE JA OG NEJ

Jeg tror seriøst jeg skal pause mit føleri og tænkeri og bare give den gas. De sidste par ugers tænkeri har da ikke givet mig noget synderligt. Det har det til gengæld da jeg spiste middag med min veninde, var i Tivoli med min mand og hans venner og da vi havde champagneaften i lørdags.

Jeg skruer ned for tankestrømmen og smider nogle gode dage i kalenderen. Måske du skulle gøre det samme?

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Den moralforladte nutid!

Jeg ser det igen og igen, og jeg både væmmes og forarges. Ganske almindelig pli og morale der tilsidesættes for egoets gilde!

Nu skal der ikke gå 1950’erne i den og jeg skal være den første til at indrømme at jeg er langt fra Konsulinde Holm og hendes konservative værdier. Jeg ville aldrig kunne besidde formandsposten for husmoderforeningen.

Når selvransagelsen nu er overstået, omend den var kort, så lad mig komme tilbage til min pointe. Den moralforladte nutid.

Morale er blevet politisk

I takt med at den offentlige debat, i langt højere grad end tidligere, er begyndt at bestå af de gode mennesker mod de onde, er morale blevet politiseret. Det har flyttet morale fra at være et spørgsmål om gensidig respekt mellem individer til at handle om hvad du stemmer på til næste folketingsvalg eller hvilke æg du serverer til din brunch. En udvikling nogle hylder og som andre foragter.

Jeg savner moralen i vores hverdagshandlinger. Den stemme der fortæller os at nogle grænser ikke må overskrides og som kan holde vores egos lyster i skak. Jeg oplever virkelig ofte, også hos mig selv, at egoet får lov til at diktere næste træk, på trods af at vi udemærket godt ved at det vi har gang i er skide tarveligt overfor vores næste. Ja, vores næste i den bibelske forstand.

Men hvorfor har vi tilladt dette skred? Og har vi i virkeligheden bevist at vi er præcis ligeså uciviliserede som u-landene eller vores forfædre? Jeg mener, det er jo nærmest dyrisk opførsel der udvises når vi lader djævlen på vores skulder får sidste ord.

Det er rigtigt at vi på menneskerettighedsfronten er kommet langt i Danmark, men kan du kigge dig selv i spejlet eller på din omgangskreds og sige at vi også er et moralsk folk? Jeg kan ikke. Folk sårer hinanden i ét væk og det vender altid tilbage til samme udgangspunkt: Pleje og næring til vores ego!

Jeg er vigtigst – så fuck dig!

At gøre noget godt for andre skulle føles fantastisk. Det har vi hørt gang på gang og de fleste af os kan jo sagtens finde minderne om uselviske situationer frem og mærke tilfredsstillelsen. For det er jo rigtigt. Det føles godt at være uselvisk, så længe du gør det med selvrespekt og uden at overskride egne grænser.

Så hvordan kan det være at vi, i helt basale situationer, ikke kan trække os tilbage og lade andre få den glæde vi udemærket godt ved de fortjener? Hvad er det i os der gør at vi hellere bliver ude til kl. 05.00 om morgenen, selvom vi ved at den vi elsker ligger søvnløs derhjemme og havde været glad hvis vi bare var kommet hjem kl. 03.00? Hvad er det der gør at vi gentager mønstre der negligerer vores nærmeste, selvom det ikke kræver noget aktivt af os at lade være? Hvad er det der gør at vi løber hen til den nyåbnede kasse og stiller os forrest, selvom vi godt ved at vi kom sidst til den allerede eksisterende kø? Og hvorfor kan vi ikke modstå fristelsen ved at have en affære med en gift mand eller kvinde, selvom vi ved at der sidder en ægtefælle derhjemme og får revet sin verden fra hinanden på den mest ondskabsfulde måde overhovedet?

Er det fordi vi grundlæggende tænker at jorden drejer om os? Er det den moderne junglelov der er i spil her? Og vil det ikke blot føre til et kapløb om at være den hårdeste og kyniske?

Jeg har så mange spørgsmål og jeg mangler svar.

Et håb for fremtiden?

Når jeg mærker rigtig godt efter, så finder jeg ikke meget håb for fremtiden. Det er de færreste af os der ser udfordringen i øjnene og endnu færre af os der reelt ønsker at ændre det. Det er naturstridigt at nægte sig selv at opfylde egne behov hele tiden og det kræver hårdt arbejde at bryde med reptilhjernen. Men venner, vores originale basale behov bliver tilfredstillede. Vi har mad & drikke, tøj på kroppen og tag over hovedet. Og så er det kun naturligt at næste trin i behovspyramiden bliver opprioriteret.

Det er derfor også naturligt, at når du både har ovenstående, fast job, et solidt ægteskab og en stabil omgangskreds, vil bruge det meste af din energi på at pleje dit ego. Maslow brugte andre ord og udtryk, men hans behovspyramide underbygger min påstand. Og fordi vi lever i en tid med konstant eksponering, tvivl og valg, tror jeg slet ikke på at det er muligt, uden seriøs indsats, at få dækket behovspyramidens fjerde trin. Og så bliver sidste trin slet ikke påtrængende. Desværre er det i selvrealiseringen vi finder moralen og lysten til at skabe noget for andre!

 

behovspyramide

Med ønsket om at vi alle skal stræbe mod femte og sidste trin i behovspyramiden!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat
Older posts