At tælle andre mennesker penge

Jeg hørte i går et afsnit “Mads & Monopolet” fra d. 19. august. Ja ja, jeg ved godt jeg er bagud, men hurra for podcast! I studiet var Musiker Kristian Leth, Tv-vært Sofie Linde og filminstruktør Hella Joof.

Fra Mads & Monopolets Facebookside (link)

Ét af dillemaerne handlede om beløbet man skulle give når man går sammen om en gave. Jeg ridser det lige op for jer her:

Vi er en gruppe veninder der skal til bryllup hos en fælles veninde og i den anledning skal vi have købt en fælles gave. Vi er indtil videre blevet enige om at vi vil give 400 kroner pr. mand, men den ene veninde der skal med har en kæreste og hun forklarer at de plejer at give som par – altså 400 kroner i alt. Vi er et par stykker der er uenige, for i vores verden er et gavetilskud pr. person. Vi er allesammen lige meget med til festen, uanset om man kommer som par eller ej, så skal parret virkelig slippe med at betale 400 kroner sammen, mens vi andre betaler 400 pr. person?

Til det dilemma er Monopolet meget enige. Singlerne skal være totalt ligeglade med hvad parret giver, for man skal give det man mener er det rigtige og som man har lyst til at give. Uanset hvad andre vælger…

Jeg er til dels enig. Jeg kan sagtens se at det er mega overskudsagtigt bare at være ligeglad, men jeg synes ikke det er retfærdigt. Slet og ret. Medmindre den omtalte kæreste ikke rigtig kender brudeparret og derfor ikke har en interesse  at give dem en gave. I så fald er fællesgaven fra veninderne – ikke veninderne og den enes kæreste. Det burde fremgå af kortet. Ja, jeg er smålig og vil have credit. Sådan er jeg altså lige på det her punkt. Det kan være jeg vokser fra det en dag.

Hella Joofs altid vise ord

I diskussionen får Hella Joof sagt noget meget rigtigt, som jeg egentlig synes vi skal minde hinanden om midt i finanslovspræsentationen:

STOP MED AT TÆL ANDRE MENNESKERS PENGE!

Det er ikke Hellas egne ord, men jeg beundrer hende for altid at kunne finde de rette citater frem.

For er det ikke noget af det vi er bedst til, her i jantelovens forjættede land? At tælle andre menneskers penge og bruge vores energi på at se til naboen, i stedet for at se på os selv?

Vi har netop set et udspil til en skattereform der giver en gennemsnitlig HK’er lov til at beholde 7,1% mere til sig selv, mens direktøren “kun” kan se frem til en gevinst på 5,7%. Alligevel bliver det kaldt en Lamborghini-reform, fordi det i kroner og øre giver mere for direktøren, og de forargede danskere er ved at falde over hinanden for at skælde ud på de højtlønnede. De har jo så rigeligt. Ingen kigger på de 7,1% til den gennemsnitlige HK’er, for vi har mere travlt med at tælle topskatteyderens penge. Men søde venner, topskatteyderens penge er irrelevante for jer og i skal stoppe med at tælle andre menneskers penge.

Det samme gælder i øvrigt når vi snakker registreringsafgift. For selvfølgelig vil en sænkning af procentsatsen bevirke at en dyr bil falder mere i kroner og øre end en billig bil. Det er virkelig simpel matematik. Det er ikke uretfærdigt og det går ikke ud over nogen. Og nej, jeg tvivler på at vi fremover vil se en bilpark i Danmark der nærmer sig vores nabolandes. Igen, kan du ikke bare lade være med at tælle andre menneskers penge? Hvilken forskel gør en sænkning af registreringsafgiften for dig?

I går blev sløret løftet for den del af finanslovsforslaget der handler om en højere grænse for medarbejderaktier, altså at op til 20 pct. af lønnen skal kunne udbetales som medarbejderaktier i den virksomhed, man arbejder i. Og også her kunne man se hvordan danskerne havde travlt med at tælle andre menneskers penge. Med velmenende kommentarer som: “Hvem ville dog gøre det?”, “Hvad hvis firmaet går konkurs?” og “Man skal godt nok være rig for at kunne undvære 20% af sin løn”, viste den ene efter den anden hvor skide travlt de har med hvad andre gør. Prøv og hør her venner, det rager overhovedet ikke jer hvad jeg aftaler med min arbejdsgiver. Hvis jeg kan se potentiale i den virksomhed jeg arbejder i og gerne vil have en lønforhøjelse der ikke er budget til, så ville jeg da synes det var mega fedt at kunne få en bunke aktier i firmaet. Omvendt er det da mega cool at mindre virksomheder kan sige til potentielle nyansættelser at de i starten må give en mindre løn og til gengæld giver en aktiepost. Jeg tror virkelig også det vil gøre noget godt for produktiviteten hvis alle har en aktie i virksomhedens succes.
(Læs hele historien på borsen.dk)

Hvad kan jeg så lære af det?

Måske skal jeg genoverveje min holdning til det oprindelige spørgsmål. Hvad går der af mig at jeg giver 400 kr., mens min veninde og hendes kæreste i praksis kun giver 200 kr. hver? Hvem er det egentlig jeg gerne vil imponere? Og hvem fanden bliver imponeret over at jeg giver det dobbelte af min veninde? Ved i hvad, jeg tror jeg vil ændre holdning. Men det er på én betingelse: at I også gør det når det drejer sig om samfundet. Så længe i tæller andre menneskers penge, så vil jeg have lov til at skrive på kortet hvem der giver hvad.

… og når vi nu er i gang, så lad os skrive det på Danmarkskortet også. Så meget bidrager den gennemsnitlige Nordsjællandske borger med i skat vs. så meget bidrager den gennemsnitlige Vestegnsborger i skat. Og lad os bare få det blæst stort op for alle dele af Danmark. Lad os gøre det tydeligt hvem der bidrager og hvem der modtager. Det er jo det i gerne vil have. Vi skal hele tiden se på hvem der får mest ud af gennemførte reformer, så lad os se hvem der får mest ud af det absurd store velfærdsmaskineri.

Alternativt skulle vi bare til at passe os selv og stoppe med at tælle andres menneskers penge! Den løsning foretrækker jeg.

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Lyt til min Podcast "Bøssen er ladet med" på Podimo her!
Få Podimo 30 dages gratis via linket her (Reklamelink)

Følg mig på Instagram og Facebook



Følg mig på Snapchat