• Morten Brian
  • Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···
Derfor skal du ikke sige 'men'!

Når ensomheden rammer… Og du snart er 30!

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være en af dem der delte mine inderste tanker på en offentlig blog og jeg ved udemærket godt at der kommer til at være mennesker der glæder sig over min ulykke, men det må jeg bide i mig. Jeg skal have det ud af min krop og nu har jeg altså bloggen til at råbe det ud til hele verden.

Ensomhed

I korte træk omhandler dette indlæg ensomhed og frustration. Ensomheden der rammer når dine bedste venner er lidt for langt væk og frustrationen når du ikke formår at skabe de bånd til andre mennesker, som vi alle har brug for.

Jeg har altid levet et sindssygt socialt liv. I min folkeskoletid havde jeg min venindegruppe som jeg brugte alle frikvarterer og al fritid med, jeg har spillet håndbold, jeg havde min teatergruppe, mine musicals og min plads i Sexualisterne i mine teenageår, jeg havde et stort netværk i homomiljøet de første år som ny-udsprunget og jeg har gennem arbejde, interesser og fritid haft social omgang med mange forskellige mennesker langt inde i 20’erne. Nu er jeg tættere på 30 end 20 og krisen kradser.

For hvem er jeg egentlig i dag? Jeg er den ene halvdel af Søren og Søren, jeg elsker god mad, vin & champagne og jeg er glad for mit arbejde. Men hvem er jeg ellers? Jeg er ved at være for gammel til at være dedikeret fan af popstjerner og skuespillere, jeg er ved at være nået over en alder hvor jeg kan slippe afsted med at være ung og umoden og jeg skal til at lære at folk udefra ser mig som en voksen mand. Og medens jeg går og tænker på det, så bliver båndende til min omgangskreds mere og mere slidte. For hvordan skal andre connecte med en mand der ikke engang er connected med sig selv?

who am i

Hvem (og hvad) definerer mig?

Min største udfordring er måske at jeg altid har defineret mig selv i relationerne til andre mennesker. Nu er jeg det her menneske, nu er jeg den og nu er jeg en anden. Altsammen i spejlingen af andre menneskers øjne på mig. Det har virket i mange år, men når man er nået en alder hvor alle stiller sig selv de her spørgsmål, så er spejlene væk og så skal du mærke efter.

Men jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke engang svare på om jeg helst ville bo på Manhatten, i Amazonas eller måske Silkeborg. Jeg kan ikke finde ud af om jeg glæder mig mest til Oktoberfest i München eller dagene i Champagne, når jeg om et par måneder kører sydpå med min mand og nogle af vores bedste venner. Jeg ved at jeg glæder mig til turen, men jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg egentlig glæder mig til.

Det samme gjorde sig gældende på vores netop overståede tur til Vestkysten i USA. Før afgang anede jeg ikke hvad jeg skulle glæde mig til og jeg brugte de første mange dage på at prøve at fremtvinge en overvældelse af alle vores oplevelser. Men ved du hvornår jeg virkelig kunne mærke livet? Da vi sad og grillede på vores tagterrasse ved Venice Beach. Vi var hverken ude og se overvældende natur eller pulserende storby. Nej, vi sad bare fire mennesker og nød roen og samværet. Den gode hjemmelavede mad og vinen vi selv havde hentet på en vingård vi kørte forbi på vejen til Los Angeles. Vejret var ikke engang prangende den aften. Det er så banalt. Men er det så også svaret? Er jeg blevet banal? Eller er jeg bare ved at blive voksen?

BBQ Venice Beach

Store lækre bøffer fra økologiske og fritgående køer!

Winter is coming !

Jeg havde aldrig troet at jeg ville være en af dem der fik 30 års krise. Mest fordi jeg nok har troet at det betød frygten for at blive ældre, alene fordi livet er mere spændende i starten af 20’erne. Men jeg er ved at have krise og jeg har lært at det slet ikke handler om alderen og spændingen.  Det er det der sker indeni når man nærmer sig det rigtige voksenliv. Her er spændingen nemlig ikke spændende mere – den er skide irriterende. Jeg vil bare gerne have ro.

Jeg misunder ikke de der er i starten af 20’erne. Overhovedet. Jeg kan da godt have tanken en gang imellem, men så ser jeg hvordan de her mennesker opfører sig i nattelivet, kærlighedslivet og i deres interaktion med andre mennesker – og så værdsætter jeg pludselig mine erfaringer meget mere! Det er jo patetisk at se på. Men sådan skal det være. Det hører med til at være ung. Man er bare skide hamrende patetisk.

Nu sidder jeg så her og er ligeså patetisk. Jeg kan bare ikke undskylde det med ungdom. Jeg kan heller ikke undskylde det med mangel på ressourcer, for jeg har – om nogen – vist at jeg er virkelig stærk. Sådan overmenneskelig stærk. Faktisk så stærk at man begynder at tvivle på om det i virkeligheden er styrke eller bare frygt for at sige fra (men det er en helt anden snak). Måske har jeg for mange erfaringer i rygsækken til en hjerne der kun er 28 (og et halvt) år gammel. Jeg ved det ikke og det er nok den uvidenhed der fastholder mig i krise-situationen.

brain gif

Så slap dog af!

Der er intet i verden der hjælper mig, som at skrive tingene ned. Hvis du vidste hvor mange gange jeg har siddet og skrevet indlæg der aldrig er blevet udgivet. Det er helt vildt. For jeg har simpelthen ikke kunne fordrage at dele tanker med offentligheden. Men denne gang skal det ud. Det skal det fordi jeg håber at der sidder andre derude der kan komme med gode råd i kommentarfeltet eller måske kan finde trøst i at de ikke er alene om at være skide bange for identitetsspørgsmål i voksenlivet.

Jeg ved godt at jeg nok bare skal slappe helt af og ride stormen af, men det har aldrig været min stærke side. Jeg undersøger, graver, tænker og arbejder hårdt for at finde svar og løsninger LIGE NU. Jeg er hamrende utålmodig.

Nå, jeg vil vende tilbage til min krise og forhåbentlig snart komme ovenpå. Hvem ved? Det kan være at jeg vågner i morgen og ved præcis hvem jeg er og hvad jeg skal. Hella Joof siger jo også at livet kun bliver bedre og bedre, og hende har jeg ret stor tillid til.

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat
   

2 kommentarer

  • Charlotte

    Jeg tror måske lige så meget, at det handler om, at man i højere grad bliver opmærksom på, hvem man er – sådan lidt i stil med de græske filosoffer “Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved”.

    Samtidig er det ikke nemt, når man lever af at se, finde, opfinde og illustrere det smukke, så drukner skønheden nemt – Dog står aftenen på tagterrassen også som et dejligt minde i min erindring 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var dog et smukt citat! Det siger ret meget det hele… “Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved”! <3

      Det var generelt en virkelig dejlig aften på den terrasse! Måske vores næste rejse bare skal være til en vingård eller et hus ved vandet, hvor vi selv griller og ser solnedgang hver aften? <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor skal du ikke sige 'men'!