• Morten Brian
  • Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Sæt hjernen på pause!

Okay, den skarpe læser vil nok have undret sig, eller i hvert fald tænkt over, de seneste noget deprimerende indlæg. Det er ikke ment helt så deprimerende som det måske kan tydes. Bare fordi man er eftertænksom…..

LÆS OGSÅ: NÅR ENSOMHEDEN RAMMER… OG DU SNART ER 30!

I virkeligheden er jeg faktisk stadig ligeså håbløs morsom som jeg altid har været. Der var bare lige nogle tanker der skulle ryddes af vejen (det der med ensomhed og moralforladte tider). Det mærkelige er timingen.. Altså, hvorfor kom de tanker i vejen lige på det tidspunkt?

10 kg lettere

I sidste uge stillede jeg mig på vægten og så det magiske tal. Tallet der fortalte at jeg havde tabt 10 kg siden januar og 6 af dem siden maj. Jeg var SÅ glad. Virkelig. Jeg er begyndt at løbe, jeg spiser mindre og jeg har købt flere par bukser et nummer mindre end jeg plejer. Det er jo fantastisk. Selv mine niecer kan se at jeg har tabt mig – og fra børn og fulde folk skal man høre sandheden.

skinny

Men humøret fulgte ikke med. Eller, jo det gjorde det faktisk. Med ned. Det er lige gået op for mig…. Det er faktisk ret svært at se i øjnene at jeg, for det første, har vejet 10 kg for meget de seneste par år og, for det andet, overhovedet ikke selv har fået øje på det.

LÆS OGSÅ: BODY SHAMING – THE STRUGGLE IS REAL

For et års tid siden sagde en kammerat: “Jeg ville så gerne være som dig. Du er sådan lidt småtyk, men du hviler bare i det!”. Han mente det som et kompliment, det er jeg slet ikke i tvivl om, men det var et chok. Så folk mig virkelig som tyk? Senere så jeg et billede fra vores tur til Mauritius og virkeligheden ramte mig lige i ansigtet. For jeg var faktisk ikke bare småtyk, jeg havde en skide ulækker vom, som gemt bag god selvtillid og en heldig kropsform ikke sprang alle i ansigtet som det første… Medmindre jeg satte mig ned, åbenbart! Så kan jeg love for at alle så det.

… Men så tog jeg affære og har tabt 10 kg. Jeg løber 4-5 gange om ugen og jeg har pludselig fået tid til at tænke. Skide løbeture. Er i klar over hvor meget man får tænkt på, på sådan nogle ture? Det er EKSTREMT!

Er al det tænkeri sundt?

Jeg er altså begyndt at tænke på om det er så sundt at tænke? At være i kontakt med sig selv på det niveau er jo skide farligt. Man får pludselig øje på både andres og egne fejl… og hold kæft hvor har alle andre mange!

Kan det blive for meget? Kan vi blive for besatte af at finde en dybere mening i alt og kan det i virkeligheden være en selvforstærkende faktor når vi vender og drejer hver en negativ følelse? Hvor længe kan vi dvæle ved følelsen af ensomhed, før ensomheden lige pludselig er skyld i en endnu mere udbredt følelse af ensomhed?

oprah thinking

Skulle man måske ikke bare sætte noget glad musik på og give en stor fed langemand til ensomheden og hvad man ellers går og tænker på? Personligt har jeg da aldrig været så introvert som jeg er i øjeblikket. Spørg bare min mor, hun er da ved at blive sindssyg over ikke at høre fra lille manse.

LÆS OGSÅ: OM AT SIGE JA OG NEJ

Jeg tror seriøst jeg skal pause mit føleri og tænkeri og bare give den gas. De sidste par ugers tænkeri har da ikke givet mig noget synderligt. Det har det til gengæld da jeg spiste middag med min veninde, var i Tivoli med min mand og hans venner og da vi havde champagneaften i lørdags.

Jeg skruer ned for tankestrømmen og smider nogle gode dage i kalenderen. Måske du skulle gøre det samme?

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Den moralforladte nutid!

Jeg ser det igen og igen, og jeg både væmmes og forarges. Ganske almindelig pli og morale der tilsidesættes for egoets gilde!

Nu skal der ikke gå 1950’erne i den og jeg skal være den første til at indrømme at jeg er langt fra Konsulinde Holm og hendes konservative værdier. Jeg ville aldrig kunne besidde formandsposten for husmoderforeningen.

Når selvransagelsen nu er overstået, omend den var kort, så lad mig komme tilbage til min pointe. Den moralforladte nutid.

Morale er blevet politisk

I takt med at den offentlige debat, i langt højere grad end tidligere, er begyndt at bestå af de gode mennesker mod de onde, er morale blevet politiseret. Det har flyttet morale fra at være et spørgsmål om gensidig respekt mellem individer til at handle om hvad du stemmer på til næste folketingsvalg eller hvilke æg du serverer til din brunch. En udvikling nogle hylder og som andre foragter.

Jeg savner moralen i vores hverdagshandlinger. Den stemme der fortæller os at nogle grænser ikke må overskrides og som kan holde vores egos lyster i skak. Jeg oplever virkelig ofte, også hos mig selv, at egoet får lov til at diktere næste træk, på trods af at vi udemærket godt ved at det vi har gang i er skide tarveligt overfor vores næste. Ja, vores næste i den bibelske forstand.

Men hvorfor har vi tilladt dette skred? Og har vi i virkeligheden bevist at vi er præcis ligeså uciviliserede som u-landene eller vores forfædre? Jeg mener, det er jo nærmest dyrisk opførsel der udvises når vi lader djævlen på vores skulder får sidste ord.

Det er rigtigt at vi på menneskerettighedsfronten er kommet langt i Danmark, men kan du kigge dig selv i spejlet eller på din omgangskreds og sige at vi også er et moralsk folk? Jeg kan ikke. Folk sårer hinanden i ét væk og det vender altid tilbage til samme udgangspunkt: Pleje og næring til vores ego!

Jeg er vigtigst – så fuck dig!

At gøre noget godt for andre skulle føles fantastisk. Det har vi hørt gang på gang og de fleste af os kan jo sagtens finde minderne om uselviske situationer frem og mærke tilfredsstillelsen. For det er jo rigtigt. Det føles godt at være uselvisk, så længe du gør det med selvrespekt og uden at overskride egne grænser.

Så hvordan kan det være at vi, i helt basale situationer, ikke kan trække os tilbage og lade andre få den glæde vi udemærket godt ved de fortjener? Hvad er det i os der gør at vi hellere bliver ude til kl. 05.00 om morgenen, selvom vi ved at den vi elsker ligger søvnløs derhjemme og havde været glad hvis vi bare var kommet hjem kl. 03.00? Hvad er det der gør at vi gentager mønstre der negligerer vores nærmeste, selvom det ikke kræver noget aktivt af os at lade være? Hvad er det der gør at vi løber hen til den nyåbnede kasse og stiller os forrest, selvom vi godt ved at vi kom sidst til den allerede eksisterende kø? Og hvorfor kan vi ikke modstå fristelsen ved at have en affære med en gift mand eller kvinde, selvom vi ved at der sidder en ægtefælle derhjemme og får revet sin verden fra hinanden på den mest ondskabsfulde måde overhovedet?

Er det fordi vi grundlæggende tænker at jorden drejer om os? Er det den moderne junglelov der er i spil her? Og vil det ikke blot føre til et kapløb om at være den hårdeste og kyniske?

Jeg har så mange spørgsmål og jeg mangler svar.

Et håb for fremtiden?

Når jeg mærker rigtig godt efter, så finder jeg ikke meget håb for fremtiden. Det er de færreste af os der ser udfordringen i øjnene og endnu færre af os der reelt ønsker at ændre det. Det er naturstridigt at nægte sig selv at opfylde egne behov hele tiden og det kræver hårdt arbejde at bryde med reptilhjernen. Men venner, vores originale basale behov bliver tilfredstillede. Vi har mad & drikke, tøj på kroppen og tag over hovedet. Og så er det kun naturligt at næste trin i behovspyramiden bliver opprioriteret.

Det er derfor også naturligt, at når du både har ovenstående, fast job, et solidt ægteskab og en stabil omgangskreds, vil bruge det meste af din energi på at pleje dit ego. Maslow brugte andre ord og udtryk, men hans behovspyramide underbygger min påstand. Og fordi vi lever i en tid med konstant eksponering, tvivl og valg, tror jeg slet ikke på at det er muligt, uden seriøs indsats, at få dækket behovspyramidens fjerde trin. Og så bliver sidste trin slet ikke påtrængende. Desværre er det i selvrealiseringen vi finder moralen og lysten til at skabe noget for andre!

 

behovspyramide

Med ønsket om at vi alle skal stræbe mod femte og sidste trin i behovspyramiden!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat

Når ensomheden rammer… Og du snart er 30!

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være en af dem der delte mine inderste tanker på en offentlig blog og jeg ved udemærket godt at der kommer til at være mennesker der glæder sig over min ulykke, men det må jeg bide i mig. Jeg skal have det ud af min krop og nu har jeg altså bloggen til at råbe det ud til hele verden.

Ensomhed

I korte træk omhandler dette indlæg ensomhed og frustration. Ensomheden der rammer når dine bedste venner er lidt for langt væk og frustrationen når du ikke formår at skabe de bånd til andre mennesker, som vi alle har brug for.

Jeg har altid levet et sindssygt socialt liv. I min folkeskoletid havde jeg min venindegruppe som jeg brugte alle frikvarterer og al fritid med, jeg har spillet håndbold, jeg havde min teatergruppe, mine musicals og min plads i Sexualisterne i mine teenageår, jeg havde et stort netværk i homomiljøet de første år som ny-udsprunget og jeg har gennem arbejde, interesser og fritid haft social omgang med mange forskellige mennesker langt inde i 20’erne. Nu er jeg tættere på 30 end 20 og krisen kradser.

For hvem er jeg egentlig i dag? Jeg er den ene halvdel af Søren og Søren, jeg elsker god mad, vin & champagne og jeg er glad for mit arbejde. Men hvem er jeg ellers? Jeg er ved at være for gammel til at være dedikeret fan af popstjerner og skuespillere, jeg er ved at være nået over en alder hvor jeg kan slippe afsted med at være ung og umoden og jeg skal til at lære at folk udefra ser mig som en voksen mand. Og medens jeg går og tænker på det, så bliver båndende til min omgangskreds mere og mere slidte. For hvordan skal andre connecte med en mand der ikke engang er connected med sig selv?

who am i

Hvem (og hvad) definerer mig?

Min største udfordring er måske at jeg altid har defineret mig selv i relationerne til andre mennesker. Nu er jeg det her menneske, nu er jeg den og nu er jeg en anden. Altsammen i spejlingen af andre menneskers øjne på mig. Det har virket i mange år, men når man er nået en alder hvor alle stiller sig selv de her spørgsmål, så er spejlene væk og så skal du mærke efter.

Men jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke engang svare på om jeg helst ville bo på Manhatten, i Amazonas eller måske Silkeborg. Jeg kan ikke finde ud af om jeg glæder mig mest til Oktoberfest i München eller dagene i Champagne, når jeg om et par måneder kører sydpå med min mand og nogle af vores bedste venner. Jeg ved at jeg glæder mig til turen, men jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg egentlig glæder mig til.

Det samme gjorde sig gældende på vores netop overståede tur til Vestkysten i USA. Før afgang anede jeg ikke hvad jeg skulle glæde mig til og jeg brugte de første mange dage på at prøve at fremtvinge en overvældelse af alle vores oplevelser. Men ved du hvornår jeg virkelig kunne mærke livet? Da vi sad og grillede på vores tagterrasse ved Venice Beach. Vi var hverken ude og se overvældende natur eller pulserende storby. Nej, vi sad bare fire mennesker og nød roen og samværet. Den gode hjemmelavede mad og vinen vi selv havde hentet på en vingård vi kørte forbi på vejen til Los Angeles. Vejret var ikke engang prangende den aften. Det er så banalt. Men er det så også svaret? Er jeg blevet banal? Eller er jeg bare ved at blive voksen?

BBQ Venice Beach

Store lækre bøffer fra økologiske og fritgående køer!

Winter is coming !

Jeg havde aldrig troet at jeg ville være en af dem der fik 30 års krise. Mest fordi jeg nok har troet at det betød frygten for at blive ældre, alene fordi livet er mere spændende i starten af 20’erne. Men jeg er ved at have krise og jeg har lært at det slet ikke handler om alderen og spændingen.  Det er det der sker indeni når man nærmer sig det rigtige voksenliv. Her er spændingen nemlig ikke spændende mere – den er skide irriterende. Jeg vil bare gerne have ro.

Jeg misunder ikke de der er i starten af 20’erne. Overhovedet. Jeg kan da godt have tanken en gang imellem, men så ser jeg hvordan de her mennesker opfører sig i nattelivet, kærlighedslivet og i deres interaktion med andre mennesker – og så værdsætter jeg pludselig mine erfaringer meget mere! Det er jo patetisk at se på. Men sådan skal det være. Det hører med til at være ung. Man er bare skide hamrende patetisk.

Nu sidder jeg så her og er ligeså patetisk. Jeg kan bare ikke undskylde det med ungdom. Jeg kan heller ikke undskylde det med mangel på ressourcer, for jeg har – om nogen – vist at jeg er virkelig stærk. Sådan overmenneskelig stærk. Faktisk så stærk at man begynder at tvivle på om det i virkeligheden er styrke eller bare frygt for at sige fra (men det er en helt anden snak). Måske har jeg for mange erfaringer i rygsækken til en hjerne der kun er 28 (og et halvt) år gammel. Jeg ved det ikke og det er nok den uvidenhed der fastholder mig i krise-situationen.

brain gif

Så slap dog af!

Der er intet i verden der hjælper mig, som at skrive tingene ned. Hvis du vidste hvor mange gange jeg har siddet og skrevet indlæg der aldrig er blevet udgivet. Det er helt vildt. For jeg har simpelthen ikke kunne fordrage at dele tanker med offentligheden. Men denne gang skal det ud. Det skal det fordi jeg håber at der sidder andre derude der kan komme med gode råd i kommentarfeltet eller måske kan finde trøst i at de ikke er alene om at være skide bange for identitetsspørgsmål i voksenlivet.

Jeg ved godt at jeg nok bare skal slappe helt af og ride stormen af, men det har aldrig været min stærke side. Jeg undersøger, graver, tænker og arbejder hårdt for at finde svar og løsninger LIGE NU. Jeg er hamrende utålmodig.

Nå, jeg vil vende tilbage til min krise og forhåbentlig snart komme ovenpå. Hvem ved? Det kan være at jeg vågner i morgen og ved præcis hvem jeg er og hvad jeg skal. Hella Joof siger jo også at livet kun bliver bedre og bedre, og hende har jeg ret stor tillid til.

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat