• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···
De små stikkende bemærkninger

Fanget i et terrorangreb – vækket af min mand!

Jeg har det SÅ skidt i dag. Både fordi min pollen-allergi aldrig har været værre end de seneste dage og fordi jeg havde det ondeste mareridt i nat. Et mareridt jeg nok ikke er ene om at have i disse tider.

Terrorangreb på GAY natklub

I fredags var jeg en tur på GAY på Vester Voldgade, sammen  med min mand, min veninde Sofie, hendes søster, Stine og hendes ven fra Texas, Christian. Vi var første gæster på klubben, men i løbet af kort tid væltede det ind. Jeg har aldrig prøvet at ankomme så tidligt, men det var ret sjovt at se hvordan festen byggede sig op. Nå, det er faktisk ligemeget… og dog.

gay-copenhagen-party

Mit mareridt i nat startede nemlig som en drøm der spejlede festen fra i fredags. Vi dansede, sang, minglede, small-talkede og mødte nye og gamle venner. Pludselig ser jeg en mand kigge mig dybt i øjnene og trække en maske ned foran ansigtet. Jeg fik det dårligt og hentede de andre og sagde vi skulle gå. De synes jeg var åndsvagt paranoid og vi blev. Pludselig stoppede musikken. Døren blev blokeret og den ene maskerede mand blev til fem. Det eneste jeg husker fra drømmen var panik og skrig herefter. Og skud.

Jeg kan ikke huske hvordan, men det lykkedes mig at komme ud fra GAY, som den eneste. Jeg løb alt hvad jeg kunne for at finde en mobil jeg kunne ringe til politiet fra. På gaden var der næsten ingen mennesker og jeg aner ikke hvorfor, men det var som om jeg ikke kun skulle skjule mig fra terroristerne. Jeg skulle skjule mig fra alle. Som om jeg var den eftersøgte. Hvordan det blev en del af historien ved jeg ikke.

LÆS OGSÅ: HVIS JEG BLEV OFFER FOR TERROR

Jeg løb hele vejen til Scandic Sydhavnen, hvor min veninde Sofie arbejder, for at skifte tøj. Jeg tænkte at de måtte have en uniform eller noget rensetøj liggende og de kender mig jo.  Det lykkedes at komme til hotellet og få skiftet tøj i housekeepings lokaler. Herfra var det bare om at komme afsted. En receptionist hjalp mig ind i en taxa, som var jeg en ganske almindelig gæst. På dette tidspunkt havde jeg ikke fortalt nogen om angrebet på GAY, for hvem kunne jeg stole på?

Taxaturen mod min lejlighed gik med at udtænke en plan for hvem jeg skulle kontakte og hvordan. Midt i denne plan blev jeg vækket af min mand – og var lige ved at tude. Seriøst… Det var en virkelig virkelig levende drøm.

1 året for Orlando Pulse

Nu ser jeg så at i dag er årsdagen for skyderiet på Pulse i Orlando. Det anede jeg ikke, men er det ikke ret tilfældigt? Jeg mener; jeg har aldrig haft mareridt om terror og de seneste angreb har ikke rørt mig særlig meget (sorry). Jeg er simpelthen blevet vant til det. Troede jeg. Jeg kan nu konstaterer at terror er blevet en ny virkelighed i min underbevidsthed og den skal åbenbart jagte mig helt ind i min dybeste søvn.

pulse orlando shooting terror

Det kan godt være at politikere og meningsdannere gerne vil fortælle os at vi ikke må give terroristerne vores frygt, men lets get real. Vi er jo skide bange for at det skal ramme os. Vi tænker på det. Vi tænker på det når dem vi holder af skal ud af døren for at mødes i en større forsamling. Og nå ja, jeg tror flere af os har mareridt om det.

LÆS OGSÅ: SAMMENHOLD VED DEN AMERIKANSKE AMBASSADE

Nå, ikke mere om det. Nu skal jeg bestille en tid til lægen, så vi kan få kigget på min allergi – den kan vi forhåbentlig gøre noget ved!

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Følg mig på Instagram og Facebook

ole henriksen

Følg mig på Snapchat

søren juliussen snapchat
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De små stikkende bemærkninger