På bekostning af individualister!

Vi har i mange år talt om at god indlæring er forskellig fra menneske til menneske. Det er blevet brugt som argument for at afskaffe tavleundervisning og lektier, og med både folke- og erhvervsskolereformerne holder vi børn og unge mennesker længere på skolen fordi vi er blevet enige om at det er positivt at fylde leg og aktivitet ind imellem lektionerne. Eller, et flertal er blevet enige om det og så må vi andre jo bare rette ind.

Egentlig er dette indlæg ikke for at skælde ud på skolereformerne – det har jeg gjort så rigeligt – men at sætte fokus på en situation, og den problematik der fulgte med, jeg var udsat for i dag. Jeg er nemlig på ét af de sidste skoleophold før min endelige eksamen. Det er altså her jeg skal have det sidste på plads, så jeg i løbet af de næste måneder kan pudse mit præsentationsportfolio af.

Tvangs-samarbejde

På dette skoleophold skal vi lave den største og mest omfattende opgave hidtil og opgaven er godkendt til at tage med til vores endelige eksamen.

“I skal lave en gruppeopgave sidst på ugen.”

Sådan lød ordene fra min lærer da vi mandag blev briefet på de 14 dage som skoleopholdet varer. Den værst tænkelige start for et menneske som mig, som virkelig foretrækker at arbejde alene. Ikke fordi jeg synes jeg er bedre end de andre eller har bedre idéer, men simpelthen fordi jeg gerne vil bedømmes på mit arbejde.

Om præcis 6 måneder skal jeg til min endelige eksamen og her er jeg alene. Helt alene. Når jeg skal ud og sælge mit arbejde er jeg alene. Helt alene. Det passer mig fint, men det ville være en kæmpe fordel at være blevet dømt alene i diverse opgaver.

Nå, men sådan er det jo, og jeg bruger ugen på at finde en medstuderende jeg ved har ambitioner og idéer i samme retning som mig – det vil alt andet lige give mig bedre mulighed for at blive bedømt på noget der ligner mit arbejde.

Da vi i dag skulle samle grupperne under forskellige emner, står kun jeg og min medstuderende under vores kategori. Det er helt perfekt, lige indtil vores lærer påpeger at to er for lidt til en gruppe, og vi bliver derefter lagt ind i en gruppe under et emne der på ingen måde siger mig noget. Nu skal jeg altså lave opgaven om et emne der intet siger mig, med mennesker jeg aldrig har mødt før. Du kan kalde mig lige hvad du vil, men faktum er altså at jeg er individualist når det kommer til arbejde og opgaver.

Det er jo for din egen skyld

Jeg ved godt at det er for min egen skyld, jeg ved godt det er sundt at sparre, jeg ved godt at jeg kan lære meget fra andres måder at se tingene på og jeg ved godt at man ofte kan tage tingene til nye højder ved at have flere øjne på – og det er altsammen meget fint.

Problemet for mig er ikke at sparre eller at arbejde i studiegrupper. Problemet er at min endelige opgave ikke bliver afleveret på baggrund af sparring og idéudveksling, men på baggrund af tvangs-samarbejde, der ikke ender med at vise hvordan jeg har brugt sparringen, men derimod alene viser et kompromis mellem gruppens parter.

Jeg kunne ALDRIG finde på at tage en gruppeopgave med i mit personlige portfolio til en afsluttende eksamen, på trods af at mange andre gør netop det. Deres fordel blev altså skabt på bekostning af min og jeg undrer mig.

Kunne det tænkes at man kunne lade de der foretrækker gruppearbejde arbejde sådan og lade individualister arbejde alene? Kunne man rumme at nogle af os ikke fungerer i tvangs-samarbejde, eller er det så fast en del af vores kultur at vi absolut skal mase det ned i halsen på hinanden i alle henseender?

 

//Søren

P.s. Du ser godt ud i dag!

Lyt til min Podcast "Bøssen er ladet med" på Podimo her!
Få Podimo 30 dages gratis via linket her (Reklamelink)

Følg mig på Instagram og Facebook



Følg mig på Snapchat