Virtual reality!

Villa Fjordhøj med den pukkelryggede!

Villa Fjordhøj

Da min mor, i august, fyldte 60 gav mine søstre og jeg hende et gavekort til en overnatning på Skælskørs kurhotel Villa Fjordhøj. Et sted der fokuserer mere på wellness i sindet end kroppen. Vi vidste ikke hvad vi skulle forvente af stedet, men det vigtigste var at vi var sammen. Forældre, børn og svigerbørn.

Vi ankom til Villa Fjordhøj fredag eftermiddag kl. 16.00, hvor vi blev taget pænt imod af værtinden Lis. Først fik vi vores værelser, der lå i en separat bygning. Stemningen her var mere lejrskole end kurhotel og det var tydeligt at det vigtigste her var en seng at sove i. Bevares, det var da hyggeligt, men det var ikke her de fik ekstra point. Til gengæld var stien dertil virkelig hyggelig.

IMG_20151017_104713

Efter tildeling af værelser mødtes vi i villaen hvor vi fik et stykke hjemmebagt gulerodskage med lokale økologiske ingredienser og en kop kaffe. Det blev indtaget i stuen der var indrettet i bedste mormor-stil med tæpper, lænestole og nedbrændte stearinlys. Her var der til gengæld point for hygge.

Stedet lever højt på sin store have hvor elverbadet, saunaen og det store valnøddetræ virkelig understreger stedets fokus. På trods af det efterårsvåde vejr var det en fornøjelse at gå gennem haven ned til fjorden.

IMG_20151017_104734 IMG_20151017_104548

Efter kaffe, kage og en gåtur mødtes vi i villaens kælder der er omdannet til romersk bad. Det kalder de det ihvertfald, men jeg tror Julius Cesar ville have været skuffet. Der var ikke rigtig knald på varmen og plads var der heller ikke meget af. Det gjorde egentlig ikke så meget og jeg er sikker på at langt de fleste gæster får deres behov opfyldt. Vi fik serveret et glas champagne og havde en morsom time i kælderen, med røverhistorier og vittigheder.

Middagen blev serveret i spisestuen. Et lokale der var så langt fra stilen i resten af villaen at det nærmest virkede forkert. Det mindede mest om et lærerværelse i midten af halvfemserne. Det var faktisk lidt ærgerligt. Da vores kok/tjener/værtinde Helene præsenterede buffeten var vi til gengæld tilbage i stemningen. Lokale økologiske råvarer og alt lavet fra bunden er betegnelser der rammer plet når jeg skal nyde et måltid. Menuen stod på blomkålssuppe med pastinak og brombær, langtidsstegt lam, salater, kylling, pesto og flødekartofler. Hertil var stamgæsten Maggie’s æble/mynte-gele og Maggie kom efterfølgende og tilbud os at smage hendes hjemmelavede chutney.

Maggie er en engelsk kvinde der i mange år er kommet på Villa Fjordhøj. Hun kommer der for at finde ro og lade hendes indre engel få plads. På dette ophold skulle hun skrive en bog om chutney og dens egenskaber i forhold til fordøjelse og udrensning. Maggie havde langt hvidt hår, en løs kjole og et stort tørklæde på. Hendes ansigt vidnede om et liv i et med naturen og de oplevelser livet har budt på. Jeg er ret overbevist om at Maggie aldrig har sagt nej til det ukendte.

IMG_20151017_104645 IMG_20151017_104617

At min familie ikke er en stille gruppe gik hurtigt op for resten af de logerende og Helene gav os fri adgang til øl, vin og sodavand. Tillid er nøgleordet, og vi skulle bare selv skrive hvad vi tog. Det er farligt at sige til os og inden længe var der fællessang og akrobatik for fulde gardiner. Alle andre havde forladt spisestuen og Helene var gået hjem, så nu var der fri leg. Det endte med en tur i saunaen nede ved fjorden der var opvarmet af brænde, hvor min svoger satte gang i selskabslege fra hans tid som spejderleder. Jeg tror ikke Villa Fjordhøj nogensinde har oplevet magen til galskab, men jeg kunne se på Helene at hun synes det var et friskt pust. Hvad de andre gæster tænkte ved jeg ikke, og det betød heller ikke så meget.

Jeg kunne sagtens finde på at tage tilbage på Villa Fjordhøj og lukke min indre engel ud. Stedet er på ingen måde luksuriøst, men der er hjerteligt og plads til fordybelse. Der tilbydes alt fra drømmetydning til trommerejser og clairvoyance og jeg har altså en svaghed for det åndelige.

Her er lidt stemningsbilleder:

IMG_20151017_104826 IMG_20151017_104338 IMG_20151017_104143

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Virtual reality!