Børnefødselsdagsordførerens sejr!

Depression sucks!

D. 1. oktober er en særlig dag. Udover at være årsdag for loven om fri abort i Danmark (1973), den første vielse af et homoseksuelt par (1989) og 25-ørens endeligt (2008), er det også dagen hvor vi sætter fokus på depression. Det gør vi i hele Europa, og vi gør det fordi 33% af alle unge mellem 16 og 24 oplever at føle sig deprimeret, nedtrykte eller ulykkelige. Det er mange, og det skal vi tage seriøst.

depression sucks

Been there, done that ..

Depression er en sjov størrelse. Nogle bruger udtrykket om øjebliksfølelser og generel betegnelse for at være trist, mens jeg helst ikke tager ordet i min mund, medmindre jeg oplever tristheden i en længere periode. Jeg vil aldrig gøre mig til dommer om hvornår man kan kalde en nedtrykt følelse for depression, men kan kun forholde mig til mine egne oplevelser. Jeg har haft en depression og måske derfor har jeg stor respekt for ordet og dets betydning.

Depression for mig er ikke at være træt, nedslidt, stresset eller ked af det. I min verden er det en følelse af magtesløshed, tomhed og ligegyldighed. En følelse af at i morgen er ligegyldig. Det er lidt ligesom med fænomenet stress. At være stresset i en kort periode er ikke farligt, men helt naturligt. At være det i en lang periode er farligt. Meget.

Jeg bliver jævnligt mindet om min egen depression, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg vil bære den med mig resten af mit liv. Sådan er det med os der bliver ramt; vi slipper det aldrig helt, og det skal vi heller ikke nødvendigvis.

At leve med sin depression

Det jeg skriver nu kan måske lyde mærkeligt, men jeg har en teori om at den bedste måde at komme videre fra en depression eller en følelse af at være deprimeret er at acceptere den. Jeg vil nærmest gå så langt som at sige at du skal elske den. Den er en del af din sandhed – dit univers, om du vil.

At være i kontakt med sin psyke er hårdt og en ting man altid vil stå alene med. Uanset om du snakker med venner, familie eller en professionel kan de aldrig helt forstå hvordan du har det – de er jo ikke dig. Men hey, det er jo her du er i kontakt med det mest dyrebare. Det som ingen kan røre. Ikke rigtigt ihvertfald.

Min depression bundede i høj grad i usikkerhed omkring socialt samvær. Jeg havde aldrig følt mig som en del af noget, og når jeg kiggede rundt virkede det som om at alle andre passede ind alle steder. Det måtte jo altså være mig den var gal med – og jeg var helt sikkert den eneste der havde det sådan. Men det var jeg ikke… Igennem mit, forholdsvis, korte liv har jeg lært én vigtig ting: du er aldrig den eneste!

Ta’ snakken

At anerkende en følelse af modløshed kan være sindssygt svært. Hvem skal man sige det til? Vil de høre på mig? Synes de jeg er en svagpisser? Spørgsmål er der rigeligt af, og der er kun én ting at sige: der er kun én måde at finde ud af det på!

Ja, jeg ved godt at indlægget kunne rettes mod folk omkring dig og være en opsang til dem om at de skal spørge, og det er rigtigt det skal de også, men nu vælger jeg at tale til dig der går i mine kedelige grå deprimerede fodspor.

I virkeligheden skal vi starte et andet sted, for hvornår har du egentlig sidst spurgt dig selv hvordan du har det? Helt seriøst, hvornår har du kigget dig i spejlet og sagt: “Connie, hvordan har du det?” (Du skal kun sige Connie hvis du hedder Connie, ellers kan det være sindssygt svært at tage det seriøst og det er det i forvejen når du taler med dit eget spejlbillede). Jeg gætter på at det er længe siden. Men hvordan kan du forvente at andre vil lytte til dig, når du ikke engang lytter til dig selv?

Ræk hånden ud – når du har overskudet

Når jeg engang skal forlade denne verden vil jeg gøre det med en viden om at jeg har rakt hånden ud. Både da jeg selv havde brug for hjælp og da jeg fandt overskuddet til at hjælpe andre. Hvor meget vi kan række ud uden at miste os selv er individuelt og der skal være balance mellem at give og tage – det bliver der nød til.

Som teenager turnerede jeg Sjælland rundt med Ung til ung-gruppen “Sexualisterne”, hvor vi var en gruppe unge der holdt oplæg om sex, sygdomme og følelser på ungdomsklubber rundt omkring. Her sluttede vi af med at jeg fortalte om min seksualitet, som vi med vilje havde lagt til sidst da det ofte stjæler opmærksomheden fra alt andet i de år. Det gjorde jeg fordi jeg vidste at der måtte være andre som mig, som havde brug for at vide at de ikke var alene. Senere blev min deltagelse i Sexualisterne til et interview i Frederiksborg Amts avis, hvor jeg både indtog forside og dobbeltside. Det var ret vildt for en 16-årig dreng med følelserne uden på tøjet. Jeg fandt aldrig ud af om det gjorde en forskel, men jeg krydser stadig fingre.

Min deltagelse i ovenstående var mit værn mod min usikkerhed. Så længe jeg kunne stå op for nogen glemte jeg følelsen af at ingen stod op for mig – det endte med at knække mig. Da jeg ikke længere havde mit værn måtte jeg se 5-6 års følelser i øjnene og på det tidspunkt havde jeg glemt at tanke energi op på vejen. Det sendte mig faktisk en tur på hospitalet….

Her burde jeg nok have lært lektien, men har desværre erfaret at jeg ofte falder i fælden. Jeg glemmer simpelthen at tanke op på vejen og det kan skabe nogle voldsomme sving i mit humør. Heldigvis ikke så meget i min psyke som tidligere, men det er fordi jeg har fundet en helt anden accept af at være eftertænksom og have et bredt følelsesmæssigt register at fald op og ned på.

Brug mig, eller nogle andre..

Helt seriøst, brug mig. Jeg ønsker inderligt at ingen skal gå igennem den kamp jeg selv har stået med, alene. Om det er en chat, en kommentar eller noget tredje er helt op til dig, men jeg tror virkelig på at den største forskel vi mennesker kan gøre er at være der for hinanden.

Udover at bruge undertegnede kan du læse mere om kampagnen #DepressionSucks eller DepressionsForeningen og dens arbejde her: http://depressionsucks.dk

Rigtig god dag!

P.s. Hvordan har du det Connie?

   

6 kommentarer

  • Philippa Madsen

    Det er virkelig godt skrevet. At leve med depression er ikke nemt og det er heller ikke nemt at åbne op omkring. Det ved jeg selv. Jeg turde ikke række hånden ud før får et halvt år siden, men jeg er så glad for at gjorde det. Jeg har stadig mange dårlige dage hvor jeg ikke har lyst til verden, men det er blevet bedre med tiden og jeg kæmper for at blive bedre. Får livet er værd at leve og der er mennesker der sætter pris på ens selskab. Så jeg synes det er fantatisk at du du tør snakke om det, det er der ikke mange der tør. Det er stadig et tabu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Søren Juliussen

      Hej Philippa,
      Det er nemlig stadig et tabu. Desværre. Vi har allesammen været, eller kendt en der har været, ramt af depression – ikke alle en slem én af slagsen, men vi kender allesammen følelsen. Det er egentlig mærkeligt at noget så velkendt kan blive tabu.
      Det er fedt at læse at du har rækket hånden ud og på trods af depression stadig er bevidst om at livet er værd at leve. For det er det! Når dæmonerne er pakket ned og man igen er fri, så var det hele kampen værd. <3
      //Søren

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Vil for første gang prøve at skrive en kommentar til et blogindlæg.
    Rigtig dejlig læsning, meget kloge ord. Jeg tror helt sikkert at fokus på det er vigtigt, tror mange ikke har kendskab til sygdommen. Jeg selv havde ikke før jeg var midt i det, med den som forklaringen på hvorfor jeg “ikke lever, men i stedet bare overlever hver dag”. Jeg sidder selv i en af de værste perioder i mit liv, hvis ikke den værste. Noget af det jeg især har manglet er nogen der rækker hånden ud. Det kan være svært selv at be’ om hjælp, selvom man nogen gange bare har brug for det. Dejligt at høre der trodsalt findes mennesker i dag, som stadig gør det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Søren Juliussen

      Kære Betina,
      Tak for din kommentar. Første gang og helt perfekt.
      Hvor er jeg ked af at høre at du overlever frem for at leve. Det er der ingen(!) der skal gå igennem.
      Nu kender jeg dig ikke, men helt ærligt, så er du velkommen til at sende en mail eller noget. Nogle gange kan det være rart at komme ud med tankerne, når det hele fylder lidt for meget.
      //Søren
      sj@sorenjuliussen.dk

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Else

    Hvor er det godt skrevet. Du har ret. Vi skal række ud og hjælpe hinanden. Vi skal heller ikke være bange at spørge til hinanden hvis vi kan mærke en ændring. Elsker din humor! Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnefødselsdagsordførerens sejr!