Champagne og hotdogs!

Vi er alle får!

Du troede måske at jeg var helt ude af den offentlige debat og nød måske endda kun at skulle forholde dig til billeder fra Instagram og madoplevelser, men så må jeg skuffe dig.

Stilheden skyldes alene frustration over den offentlige debats tilstand. En farvet, ukritisk tilgang til enhver information. En forudindtaget holdning der afgør om vi finder ny information brugbar eller ej. Det er kvalmende at være vidne til.

Historien om Aylan

Flygtningedebatten er en historie for sig selv. Senest billedet af den lille dreng i vandkanten. Jeg forstår godt at i bliver rørte – det gør jeg også. Men at referere til billedet som værende et bevis på den forfærdlige borgerkrig nogle mennesker flygter fra, er direkte forkert. Familien var fra Syrien og boede i Kobane, men har de seneste år boet i Tyrkiet. De flyttede dertil før ISIS nåede deres by. Heldigvis! Huset i Tyrkiet blev betalt af faderens søster fra Canada. Hun er gået ‘public’. Årsagen til den lille families farlige færd var ren og skær jagt på en bedre fremtid. En årsag man ikke kan fortænke dem i, men som kalder på svar på andre spørgsmål end dem vi diskuterer i dag. Som betegnelserne er i dag, var familien migranter – ikke flygtninge.

Billedet bliver af “de gode” brugt til at skabe sympati for deres sag, mens “nationalisterne” bruger den sande historie til at mane enhver snak om flugt fra krig til jorden. Begge lejre er ekstremt pinlige at høre på. Faktum er at der findes mennesker der flygter direkte fra krig og at denne familie ikke gjorde. Det er den absolutte sandhed – hverken mere eller mindre. Det er ikke noget jeg finder på eller mener, men et faktum baseret på de nuværende betegnelser og regler.

Her er listen over betegnelser:

Migranter: Personer, som er brudt op og har sat sig i bevægelse. Årsagen kan være uskyldig, men det kan også være, krig, fattigdom eller noget tredje.

Illegal indvandrer: En person, der rejser ind i et land uden om myndighederne.

Asylansøger: En måske illegal indvandrer henvender sig til myndighederne og beder om asyl. Den illegale indvandrer er nu asylansøger.

Afvist asylansøger: Personer, der får nej til asyl og derfor skal forlade landet, hvor de søgte om asyl.

Flygtning: En person, der har fået asyl, fordi vedkommende forfølges i sit hjemland. Personen får status som flygtning og får herefter særlige rettigheder.

Diskussionen om hvorvidt reglerne er rigtige eller forkerte er en anden snak, men dog en snak der skal tages ud fra de få facts vi kan samle sammen.

Kildekritik

Ovenstående eksempel er blot ét ud af mange, særligt i flygtninge- og indvandrerdebatten. Den ene farvede artikel efter den anden smides op på sociale medier som beviset på en højere sandhed. Det er det ikke. Det er muligvis sandt hvad der står, men det er altid interesant at finde ud af hvad der ikke står – den information kan man som regel finde på et andet medie. Men hvor mange læser begge dele?

Kildekritik er et værktøj der især kendes fra medier. Journalister, skribenter og formidlere sender enhver information gennem et filter før den videregives. Selv for den trænede kan det smutte og derfor har vi også et ansvar for indholdet når vi deler det videre. Det øjeblik du trykker “del”, har du rykket dig fra modtager til formidler. Det skal du faktisk tage ret seriøst. Det skal vi allesammen tage seriøst.

Fremtiden

Jeg håber inderligt at der snart bliver fundet nogle holdbare løsninger på den massive udfordring vi står overfor, og jeg håber inderligt at der snart bliver fremlagt en plan for bekæmpelsen af Islamisk Stat!

OBS!
Dette indlæg er alene en kommentar til den igangværende debat, samt en opfordring til et højere niveau af kildekritik.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Champagne og hotdogs!