Stereotyp – og hvad så?

Forleden dag skrev jeg et indlæg om mærkater på mennesker. Jeg skrev at mærkater er en helt naturlig del af mennesket og dets møde med andre. Det kan du læse her: Jo, labels er også for mennesker

Unicorns are gay

Bøsseven

I dag faldt jeg over et indlæg på Eurowoman med overskriften “Jeg vil gerne være din ven, men ikke din bøsseven”. Indlægget handler om de klicheer som (især) homoseksuelle mænd møder, når de fortæller om deres seksualitet. Indlægget er en liste med 10 ting du absolut ikke skal gøre når du møder en homoseksuel. Eurowoman.dk

Selvom jeg er enig i mange af de skrevne ting, nager det mig alligevel at man på den måde kan tage patent på hvad der er rigtigt og forkert at gøre overfor så stor en gruppe mennesker. Jeg mener, det er da ligeså generaliserende som de udsagn han gerne vil have sig frabedt. For selvom nogle punkter passer godt på mig, så gjorde de det altså ikke for nogle år siden.

Behov, ønsker og historie

Eter nogle hårde år i folkeskolen med øgenavne, nedsættende kommentarer og hån, var det en befrielse at møde mennesker der fandt mig interessant fordi jeg var anderledes. Min homoseksualitet blev min styrke, og jeg har, mere end en gang, brugt den til at få foden ind i fællesskabet. Dengang ville det ærgre mig hvis ingen fandt det interessant at have en bøsseven. Jeg vil nærmest kalde det en nødvendighed for min overlevelse. Sådan er det ikke for alle, men sådan var det for mig.

Sådan er det naturligvis ikke i dag hvor jeg lever et småborgerligt liv med mand, hunde, lejlighed, bil og job. I dag er der mange andre ting der gør mig interessant – bilder jeg mig selv ind. Men min historie har jeg med mig. Mine minder forsvinder ikke, og på trods af at jeg i dag næsten ikke har andre homoseksuelle i min tætte vennekreds, så føler jeg mig stadig som en del af det miljø.

En kliché ikke at være det

Præcis som det er en kliché at antage at alle bøsser elsker Lady Gaga, ligeså meget er det en kliché at udnævne sig selv som den rigtige homo med de rigtige retningslinjer. Det findes ikke, og det er tankevækkende at så mange finder behovet for at definere sandheden ud fra deres egen virkelighed.

Det er da så fint at du ikke vil sættes i bås som indretningsekspert eller frisør, men at frasige sig dette er ligeså rigtigt for dig som det er forkert for andre. Det samme gælder i øvrigt for alle andre samfundsgrupper.

Der er altså rigtig mange homoseksuelle mænd der passer ind i den stereotype fortælling. Ligesom mange muslimer, revisorer og realitystjerner gør det. Som en stærk kvinde sagde: sådan er det jo!

“Se mig, jeg er ikke stereotyp”

Tillykke med det. Det er præcis ligeså prisværdigt som det faktum at jeg er. For det er jeg på mange måder.

Hvis du spørger mine veninder, for ja – dem har jeg flest af, vil de fortælle at jeg er stereotyp og meget mere. Jeg elsker Lady Gaga, Sex and the City og Magic Mike. Ikke bare lidt, men virkelig meget. Jeg holder pridebrunch og melodi grand prix fester. Jeg drikker rosevin, latté og hjemmepresset juice. Jeg danser og synger, som fik jeg aldrig chancen igen. Og ja, jeg blev gladere end dig da højesteret i USA gav homoseksuelle i hele landet retten til at blive gift.

Gay Gaga obama

Men det er jo ikke alt, og det er hele pointen. Vi er alle stereotype til tider. Der er også forskelle på mænd og kvinder, som, ofte i et forsøg på at bevise det modsatte, kommer til udtryk i deres reneste form. Og hvad så?

Derfor…

Lad vær med at tro at 10 punkter på eurowoman.dk er den sande sandhed for mødet med en homoseksuel mand. Lad vær med at bekæmpe gamle fordomme med nye. Der er et punkt på en sådan liste du skal huske: mød mennesker, som de mennesker de er.

På eurowoman.dk lærer du hvordan du møder Daniel. Hverken mere eller mindre.

Genfødt som kvinde!

Indrømmet! Jeg er ikke den store læsehest. Faktisk elsker jeg at købe bøger og gør det oftest med hensigten at læse dem. Det er bare ligesom om at jeg har sindssygt svært ved at lukke alt andet ude når jeg sidder med bogstaverne dansende foran mig…. Jeg glemmer simpelthen hvad jeg har læst efter to linjer, fordi jeg ser en fugl der flyver ekstra flot eller fordi jeg tænker på hvad jeg egentlig skal lave når jeg er færdig med at læse. Det er skide irriterende…. Netop på grund af ovenstående er det en lettelse af dimensioner når jeg finder en bog der fanger mig. En bog der er ærlig, rørende, livsbekræftende og lærerig. Sådan en bog er jeg netop blevet færdig med. På bare to dage. Det er, for mig, ret fascinerende.

ham og mig maria haaning

HAM&MIG – Født som dreng, genfødt som kvinde 

Bogen er en fortælling om, og af, Maria, som med sine blot 18 år var den yngste dansker til at få foretaget en kønsskifteoperation. En fortælling om livet som udstødt, anderledes og fortvivlet, men også en bog der uddanner. Både i forhold til menneskelig forståelse, systemets syn på transkønnede og historiske begivenheder.

Bogen er skrevet som den er tænkt, og det er tydeligt at målet har været at opnå så ærlig en form som muligt. Den mission er lykkedes, og man føler på intet tidspunkt at Maria er blevet instrueret eller redigeret. Tværtimod. Maria var 22 år da hun skrev bogen, og det fornemmer man godt. Som bogen skrider frem bliver Maria en god veninde. En veninde du er ked af du ikke har støttet mere end du har. Ikke fordi hun kræver det eller påtaler det, men fordi der bag de skrevne ord gemmer sig en sandhed, der til tider er meget rå.

Tidslinjen i bogen er krøllet. Mens de første skrevne ord er taget direkte fra operationsbordet, kommer Maria, på de næste små 180 sider, igennem hele sit liv. Hun krydsrefererer til begivenheder, personer og oplevelser – præcis som når man fortæller en historie til venner og bekendte. Det er det der gør bogen så ægte.

“Engang var der en af dem, der umotiveret slog mig i maven igen og igen. “Ha, ha, ha, din bøsserøv. Tag den”, sagde han grinende, mens de andre grinede med eller vendte ryggen til. “Maria, for helvede, du brænder!”, skreg en af mine veninder en dag. En af de hårde drenge havde tændt sin lighter og sat ild til mit hår. Jeg sprang chokeret op ad stolen, og løb ud af venteværelset. Jeg cyklede hjem, så hurtigt jeg kunne, og smed mig på min seng og græd mig endnu en aften i søvn.”

Mobning

Ét af bogens store temaer er mobning. Udganspunktet er selvfølgelig i Marias kønsidentitet og de konflikter hun mødte på baggrund af dette, men de oplevelser og følelser hun beskriver, vil enhver der har været udsat for mobning kunne spejle sig i – også de der ikke er blevet udsat for samme grad af både psykiske og fysiske overfald. Jeg har altid haft den dybeste respekt for Maria og andre i samme situation. Jeg har altid ønsket at de skulle finde ro i deres krop og opleve en verden der omfavnede dem. Når man er i så stor konflikt med sig selv, behøver man ikke også at konflikte med alle andre.

Jeg har til gengæld aldrig haft medlidenhed med Maria – hun har optrådt stærkt og selvsikkert, og jeg har ikke skænket det en tanke, at det skjold hun har optrådt med er skabt i ren overlevelse. Det smerter mig at jeg ikke er mere indsigtsfuld, og jeg er dybt taknemmelig for at have fået øjnene op for det. Jeg tror vi er mange der har det sådan – altså, at vi tror vi er mere indsigtsfulde end vi er. Derfor synes jeg også du skal læse bogen. Måske kan du også lære noget?

Genfødt?

Bogens undertitel er “Født som dreng, genfødt som kvinde”, og henviser selvfølgelig til Marias operation. Efter at have læst bogen, sidder jeg dog med en følelse og forståelse af at Maria aldrig har været en dreng. Hendes operation var ikke kønsskifte, men en rekonstruktion til hendes egentlige køn. Det kan lyde som en bagatel, men ikke desto mindre er den vigtig.

“Det var et forfærdeligt syn. Huden var blå og rød. Der var hundredevis af sting, blod og sår over det hele. Men tingen var væk. Og jeg kunne se, der var en skede i stedet. Så jeg kunne ikke tage mig af det makabre syn.”

Bogen beskriver detaljeret hele Marias oplevelse omkring operationen, om tiden før, under og efter. Om glæden ved at få bekræftet at operationen var godkendt, om smerterne under helingsprocessen og den efterfølgende nedtur med pilleafhængighed og isolation. En følelsesmæssig rutsjebane, som kræver mere end de fleste ville kunne klare. Faktisk var det også tæt på at Maria ikke kunne. Det fortæller hun også ærligt i bogen.

maria haaning

Maria pynter sig ikke med fjer hun ikke ejer, og fortæller ærligt om oplevelsen som deltager i TV3’s program “Fristet”, om forholdet til Kenneth (Kongerne af Marienlyst) og sin vilde opførsel i hendes teenageår.

Håb & bedring

På de sidste sider af bogen, er fokus selvfølgelig rettet mod fremtidens ønsker og mål. Maria fortæller om drømmene med hus, have, mand og børn. Om uddannelse, venskaber og kærlighed. Ting man, i løbet af bogen, ikke tror hun kan finde plads til. Jeg mener, der er rigeligt at forholde sig til.

maria haaning

Maria læser i dag fagsupplering til farmaceut, bor med sin kæreste og har fundet ro i sin identitet.

Bogen kan købes HER

(Indlægget, og citater, er skrevet med accept fra Maria, men er alene udtryk for egne holdninger. Indlægget indeholder affiliate.)

Jo, labels er også for mennesker…

Coca Cola rammer forbi målet…

coke-labels-are-for-cans-not-people

Coca Cola har, i forbindelse med ramadan, kørt en kampagne med sloganet “Labels are for cans, not for people”, som oprindeligt er et citat af skuespilleren Anthony Rapp. Det har de gjort i et forsøg på at underbygge at vi skal acceptere og forsøge at forstå hinanden. Det er jo et meget fint budskab, men…

Er det virkelig korrekt at “labels” ikke er for mennesker? Er det virkelig korrekt at vi kun kan mødes, acceptere og forstå hinanden uden titel, betegnelse eller anden form for mærkat? Jeg er ikke sikker.

Nogle vil måske mene at jeg slet ikke har forstået pointen. At jeg ikke vil den positive udvikling. Men de tager fejl. Grueligt! Jeg vil, om nogen, den positive udvikling, men jeg vil ikke gøre det ved at fjerne de mærkater der kan tildeles os som individder. Faktisk synes jeg det er langt større at forstå og acceptere et andet menneske med alle de mærkater vi måtte sætte på dem.

Omfavn dine mærkater…

Jeg er Homoseksuel, Liberal, Dyreelsker, Københavner, Kreativ, Ryger, Dansker og Kulturkristen. Det er mærkater der kan sættes på mig, hvis ikke mange flere, og jeg synes det er helt i orden at andre gør det. Faktisk kan jeg godt li’ at høre hvilke mærkater folk syer i nakken på mig. Det giver mig mulighed for at lære, vokse og udvikle mig. Jeg kan også godt li’ tanken om at blive valgt til på trods for, eller på grund af, mine mærkater.

Det er, i min verden, en misforståelse at vi ikke må tildele andre mennesker mærkater. Både fordi det ligger i vores natur at danne os et billede af individet foran os, og fordi langt de fleste mennesker bruger selvsamme mærkater til at opnå deres ønsker.

Vi ser det både i homomiljøet, i indvandrermiljøer og sågar på arbejdspladsen. Ingen vil anses for at være anderledes, lige indtil det giver dem en fordel. Det er både hyklerisk og usmageligt.

Hvad hvis vi bare talte sammen.. Ærligt?

Jeg talte, under valgkampen, med en ung homoseksuel mand der studerede noget med mennesker og accept. En rigtig humanist, hvis mål var at uddanne arbejdspladser til at rumme minoriteter. Ønsket havde han fordi han selv havde været pædagogmedhjælper i en børnehave, hvor han fandt at dagligdagen og omgangen med børnene var meget heterostereotyp. Han følte ikke der var plads til ham som feminin mand og homoseksuel. Han mente problemet handlede om kollegaerne og ledelsens manglende viden omkring seksualitet, og han ville nu uddannes til at kunne lære dem, og alle andre, det. Jeg spurgte ham om han selv havde fortalt at han var homoseksuel på den pågældende arbejdsplads eller havde udfordret deres heteronormative hverdag? Om han havde gjort opmærksom på en lille pige eller dreng i institutionen som de nok skulle være opmærksom på ikke interesserede sig for det samme som de andre? Svaret var nej. Han havde intet gjort. Men hvordan skulle kollegaerne så vide at de ikke formåede at omfavne ham? Hvordan skulle de vide at han følte sig marginaliseret? Kan man forvente at andre altid ved hvad du har brug for, hvis du ikke selv siger noget? Det synes jeg ikke man kan.

Jeg synes vi har brug for et holdningsskift, både i Danmark og resten af verden. Vi har fået én mund og to ører – nogen vil påstå at det er fordi vi skal lytte mere end vi taler. Men hvem skal vi lytte til, når ingen taler? Når enhver debat om minoriteter eller behandling af disse bliver tysset på, og når vi hylder en kampagne der siger at vi ikke må sætte mærkater på andre eller os selv?

Gør noget ved det…

Sf’eren Özlem Cekic har i en længere periode kørt en kampagne hun kalder “Brobygger”. En kampagne der handler om netop at lære hinandens “labels” at kende, så man på den måde forstår og accepterer. Jeg er uenig med Özlem om mange ting, men det arbejde hun gør her fortjener hyldest.

oszlem cekic

Özlem gør nemlig noget som meget få andre gør. Stiller sig frem med alle sine mærkater og giver folk mulighed for at lytte og forstå. En øvelse vi alle skal blive bedre til – at gøre noget ved det.

Så kære læser, vil du ikke gøre mig den tjeneste, at kigge dig selv i spejlet og spørge om der er mærkater på din ryg, som folk ikke ved nok om?

Preconception

Jeg tror ikke på at målet er at udslette enhver form for forskellighed og uenighed, men derimod at acceptere hinanden med de mærker vi nu engang har.

//Søren

Tour de Europa – Salzburg

Salzburg_horsecarriage_web

Kære læser,

De seneste dage har jeg ikke blogget om min ferie, og det er simpelthen fordi jeg har været så betaget af Salzburg, Østrig.

Vi kørte tidligt fra Braunlage, så vi kunne få så meget eftermiddag og aften med første dag i Salzburg. Turen var den længste indtil videre, da den tog 6 timer. Det gør nu ikke så meget når man kører i en lækker bil og har den flotte natur at se på.

Da vi ankom til Salzburg blev jeg noget skuffet. Byen er grim og kedelig, og jeg sagde med det samme til min mand at jeg gerne ville køre allerede dagen efter. Vi undrede os over byens udseende, da vi havde hørt så meget godt om oplevelsen. Vi undrede os også over hvorfor hotellet havde sendt os en vejledning til parkering og gang derfra – umiddelbart var der masser af steder at parkere. Vi fulgte dog deres anvisning og kørte til et parkeringshus i et stort bjerg, tog elevatoren et par etager ned og fulgte skiltene mod den plads som der stod i mailen…

Og så skal jeg ellers love for vi blev overraskede! På den anden side af bjerget lå den gamle by. Med domkirke, koncerthuse, fæstning og klostre. Noget af det smukkeste by jeg nogensinde har set. Biler var de få af og transport foregik på cykel eller med hestevogn. Fra flere steder lød klassisk og kammermusik, mens scener og arenaer blev sat op til udendørs forestillinger.

Nonnberg-Abbey

 

De fleste havde nok sat sig på en café og nydt den smukke by, men da både jeg og min mand er nysgerrige af natur, gik vi mod hotellet, checkede ind og skiftede til godt fodtøj. Vi havde nemlig allerede besluttet os for at søge mod toppen af byen, til Nonnberg Abbey-klostreret kendt fra The Sound of Music. For en fyr som mig, der har spillet musical i 14 år, var det en ret stor oplevelse at stå ved porten til den ikoniske scene med Maria og børnene. Udover det, var der en ro ved klostret, en respekt, som man sjældent finder.

På vej tilbage mod byen kiggede vi ud over tagene i den gamle by og fornemmede at solnedgangen ville være mere end almindeligt smuk fra dette punkt. Vi besluttede os for at komme tilbage aftenen efter for at opleve den fulde oplevelse. Det kommer der billeder af lidt senere i indlægget.

Vi gik til hotellet for at prøve deres restaurant som udfra deres generelle standard så lovende ud. Hotellet, Goldgasse (link) ligger midt i den historiske by, i en lille gade der hedder Gold Gasse. Det er indrettet moderne, med respekt for byens historie og arkitektur. Velkomsten fra værtinden på hotellet var uovertruffen og vi blev med det samme tilbudt noget at drikke, fik en gaveæske med informationer om byen og hotellet og vi blev fulgt til værelset og fik en gennemgang af hvordan det hele fungerede. Meget kan man sige, men hotellet kunne have været værre og stadig en succes alene ud fra hendes optræden.

Middage var, ikke overraskende, ligeså god. Søde tjenere, god Østrigsk hvidvin (hvis du aldrig har smagt det, så kom igang) og god mad.

Goldgasse_restaurant

Efter middagen kunne vi høre musik fra pladsen ved siden af domkirken og vi gik nysgerrigt hen for at se hvem der spillede. Men også her blev vi overraskede. Det var ikke bare en aftenkoncert med symfoniorkester, men en hel opvisning af en form for klassisk Østrigsk lys-dans i folkedragt. Hvis nogen ved hvad det egentlig går ud på, så er i mere end velkommen til at skrive det i kommentarfeltet. Smukt var det i hvertfald.

Salzburg_dom

 

Dag 2 i Salzburg stod på en køretur ud i naturen for at få det kendte Østriske landskab helt under huden. Vi kørte mod søen Hintersee som, udover at være fantastisk smuk, er kendt for at være stedet hvor Hitler filosoferede. Faktisk blev området flere gange ryddet, så Hitler, med sin angst for mennesker, kunne få ro.

Naturen er helt fantastisk, og det er ikke sidste gang jeg besøger området. På vejen hjemme mødte vi f.eks. disse smukke køer. Og nej, billedet er ikke taget over et hegn – de går faktisk bare rundt på vejene.

austria_cow

 

Aftenen stod på middag på vejen op om fæstningen og solnedgang fra stien mod klostret. En fantastisk afslutning på en fantastisk tur, hvor vi både fik glæde af natur, historie, Mozarts fødested og god mad. Hvis du er i tvivl, så kan jeg varmt anbefale en forlænget weekend her.

sunset_salzburg

Nu er vi taget til Lazise i Italien, og ligger nu ved poolen og nyder varmen, lyden af cikader og duften af vinmarker.

//Søren

 

av for helvede…

Okay! De seneste dages romantiske skriverier om lange gåture i Harzens bjerge, er med ét forvandlet til et mareridt.

Mine kontorstolper er IKKE(!) vant til at gå i bjerge, og lige nu er jeg mest i tvivl om hvorvidt det gør mere ondt at beholde mine ben end at skære dem af.

arnold-and-sylvester

Nu går jeg ned og dulmer smerten med champagne til morgenmaden, og så kører vi til Østrig og lader solen varme mine muskler… eller mangel på samme!

Tak for denne gang Braunlage 🙂