"Hvad tuder du for?"

Kalder du dét en opsang, curlingbarn?

Kære læser,

Det kan godt være at valgkampen er overstået, men det er efterrationaliseringen ikke. Faktisk er det som om at den sidste måned af mit liv er en masse puslespilsbrikker, der først falder på plads nu.

Én af de ting jeg har tænkt meget over er debatterne. Hvorfor vi afholder debatter og hvorfor tilhørerne møder op. På mig virker det mest som om at alle kommer for at blive bekræftet i deres egen dagsorden istedet for at lytte til det frie ord. Ofte er debatterne temabestemt og med den samme dagsorden: “Hvad vil du gøre for dét område?!”. Eller rettere: “Hvor mange penge vil du bruge på det?”.

Det irriterer mig. Det irriterer mig at det hele skal være så firkantet. Det irriterer mig at alting handler om at bruge penge. Hårdtarbejdende danskeres tvangsopkrævede penge. Det irriterer mig at vi altid vender os mod landets politikere for en bedre verden, i stedet for at skabe den selv.

Som f.eks. til min allersidste debat i valgkampen. Her skulle jeg deltage sammen med en politiker fra alle opstillede partier og temaet var ‘Miljø’. Allerede dér var det op ad bakke, for ærlig talt, så ved jeg ikke særlig meget om spildevand og kemikalier. Faktisk ved jeg ingenting. Jeg ved dog at vi i Danmark betaler de højeste afgifter – også på det område!

Vi nåede til den omtalte “Hvad vil du gøre”-runde, og mens vores tidligere miljøminister Ida Auken kastede om sig med flotte ord fra sin tid som minister og Alternativets kandidat fortalte sine drømme om et liv uden brug af naturens ressourcer, kødfri dage og højere afgifter, var jeg mindre flamboyant og sagde at jeg synes det vigtigste var at støtte den fri forskning, da det jo nok var mere sandssynligt at forskere fandt løsningerne end os i panelet. Dét svar blev mødt af kommentaren: “Og hvad så? Skal vi så bare lade stå til og vente så længe?” – og nej, selvfølgelig skal vi ikke bare lade stå til, og jeg svarede:

“Jeg tvivler på at mange her i salen holder kødfri dage, jeg tvivler på at alle herinde er gode nok til at genbruge og jeg er ret sikker på at vi kan komme meget længere med handlinger i vores hverdag end ved altid at vende os mod politikerne og forvente at de skal finde en løsning. I Danmark er det altid nogle andre der skal gøre noget, men jeg er liberal og tror på at vi allesammen skal gøre noget. Selv.”

Ved du hvad ordstyreren sagde?! Han sagde: “og med dén opsang fra Søren, går vi videre”!

OPSANG?! Hvad fanden skal det nu betyde? Ja undskyld sproget – men det er da tydeligt at vi har med et menneske at gøre, som ikke har fået mange opsange i sit liv. Det har jeg, og jeg kan da love dig for at det gik vildere for sig end det jeg præsterede her. Reaktionen fra salen var ligeså kedelig. Ingen havde tilsyneladende lyst til at høre en politiker tale om personligt ansvar. Nej fy for helvede – “nu stod alle de andre jo lige der og gjorde det for mig, og så kommer du bare der og vil give mig ansvaret.”

Men ved du hvad? Det er dit ansvar. Det er vores allesammens ansvar, og det er altså ikke nok at gøre den gode gerning én gang hvert fjerde år at stemme på Alternativet. Nej – det bliver verden ikke bedre af. Den må vi klare i hverdagen.

Det er kedeligt ik’? Men jeg kan trøste dig med én ting; med ansvar kommer magt! Magten til at ændre dit og dem omkring dig’s liv. Du ved godt hvad jeg taler om, og du sidder nok nu og tænker over om du har været god nok til at smile og lytte til dine kollegaer eller medstuderende i dag. Men bare rolig – jeg dømmer ikke. Det er nemlig slet ikke mit job. Jeg har nemlig travlt med at kigge efter danske varer i supermarkedet, lytte til mine veninders problemer, få orden i mine regnskaber og smile til buschaufføren. Altså, de dage jeg har overskud til det.

At tage ansvar er en gave – ikke en sur pligt. Det handler om stolthed! Hvilket forresten er et begreb der kræver sit helt eget blog-indlæg. Det kommer jeg tilbage til.

Nu vil jeg gøre mig klar til netværksmiddag med mine med-bloggere. Nikita Klæstrup er min date i aften og alle ved at hun altid er overdressed, så jeg må hellere igang hvis jeg ikke skal ligne en vagabond ved hendes side.

God aften.

//Søren

   

2 kommentarer

  • Pernille B

    Jeg har tit tænk over at politikere i debatter ofte stilles meget teknisk spørgsmål. Overværede engang en debat om socialpolitik hvor spørgsmålet var noget af “Hvis en kvinde, der har været i behandling for anoreksi prøver at komme ud på arbejdsmarkedet med stadig kæmper rigtig meget med angst, og hendes familie i øvrigt ikke er særlig støttende, hvordan får vi hende så bedst resocialiseret?”. Det har en politiker jo ikke en jordisk chance for at vide noget om. De kan kun sætte rammerne for at eksperterne kan gøre det bedste. Det er virkelig underligt, hvordan det ligesom forventes, at politikerne har et svar på alting.

    Din problemstilling er lidt en anden, det handler om ansvarsfrasigelse. Jeg kender få mennesker der prædiker miljø- og klimaagendaen, der selv agerer efter det. Lige som at politikerne må gøre fedt og usundt dyrt, så de ikke fristes i supermarkederne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Søren Juliussen

      Du har helt ret Pernille. Det er utrolig svært at gøre tilhørende “tilfredse” ved sådan nogle spørgsmål. Ja, det er en anden problematik – men faktisk også en problematik jeg havde planer om at skrive om. Så der kom du mig i forkøbet ☺

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Hvad tuder du for?"