Valgkampen er i gang

Da Gustav trådte ind…

Valgkampen er godt i gang, og mens vi kæmper med at få plakater op, dele flyers ud, møde vælgerne på gaden, blogge, tweete, debattere og opdatere på Facebook, har valgkampen sit eget liv. Et liv vi ikke kan kontrollere og som er med til at gøre en valgkamp uforudsigelig og spændende.

Jeg blev her til aften ramt af dynamikken i valgkampen, og jeg var ikke forberedt.

Jeg valgte i dag at holde en aften hjemme, så jeg kunne forberede mig på de kommende ugers debatter og blive opdateret på det politiske landskab efter de første dages valgkamp.  For tro mig, selvom vi beskæftiger os med politik 24 timer i døgnet i disse dage, så sker der utroligt meget hele tiden og det kan være en udfordring at holde tungen lige i munden, når man som førstegangsopstillet gerne vil have det fulde overblik.

Efter at have overtrådt samtlige paragraffer i Dan Jørgensens lovsamling om indtagelse af aftensmad, og spist en take-away burger med fritter og cola foran fjernsynet, forlod jeg kort min computer.

Da jeg kom tilbage blev det rigtig sjovt. 33 nye notifikationer vidnede om at der var sket noget vildt. Men hvad var det?

Jo, det var simpelthen vores allesammens Gustav, der havde uploadet en video hvor han gennemgår hvorfor han denne gang vil stemme på Liberal Alliance. Mens han sidder i bilen fortæller han passioneret om troen på mennesket, muligheder og vækst. Aldrig har jeg hørt Liberal Alliances politik fremført på den måde og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Som de fleste af jer ved, så har jeg en forkærlighed for originaler. Specielt dem der tager ejerskab over sin egen originalitet og bruger den aktivt. Det må man sige Gustav gør, og da Gustav til sidst tilføjer at hans stemme lander personligt på mig d. 18 juni, går det op for mig, at forkærligheden for originalitet går begge veje.

Jeg har ikke lagt skjul på at jeg i mange henseender har været en original gennem hele mit liv, og det betyder alverden for mig når jeg får opbakning til at skabe et Danmark hvor vi får øjnene op for den ekstreme mængde potentiale der findes i vores lille land.

Et potentiale vi skal give plads til, og som skal have lov til at blomstre i et frit, åbent og gunstigt samfund. I et samfund hvor vi ikke misunder hinandens goder, men tværtimod hylder dem der har taget chancer. Et samfund hvor stoltheden blomstrer fordi vi ikke længere lever efter jantelovens bestemmelser. Et samfund hvor topskat ikke bremser vores virkelyst og hvor der lægges en stolthed i at forsørge sig selv og sine. Et samfund hvor langt størstedelen tager ansvaret for eget liv, fordi de ved at det er altafgørende for at sikre hjælpen til de virkelig udsatte.

Det er det samfund jeg drømmer om, og jeg byder Gustav velkommen med åbne arme!

Se videoen her!

Gustav støtter Søren Juliussen

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Valgkampen er i gang