• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Når man godt må grine af tykke kvinder…

“Man må ikke grine af tykke kvinder!” – siger man. Men er det nu også hele sandheden?

Jeg har tænkt, og jeg har tænkt længe. Hvorfor er det at jeg finder tykke kvinder så ekstremt morsomme? Er det alene fordi man altid får at vide at man ikke må grine? Eller er det fordi der er noget fantastisk hjerteligt over mennesker med selvironi generelt? For det er jo vigtigt at pointere at jeg griner med dem. Jeg griner højt…. og længe…..

Melissa McCarthy

Her til aften har jeg været inde og se Spy med Melissa McCarthy – og ligesom jeg lå flad af grin over hendes præstation i Brides Maids, Heat, Tammy & Identity Thief, var ingen biografgæster i tvivl om at jeg også denne gang slugte Melissa’s præstation råt. Jeg har så utrolig meget kærlighed til den dame. Ikke fordi hendes præstationer er præget af variation og stort skuespil, men fordi jeg føler med hende. Hele vejen. Det excentriske menneske med et stort hjerte, et tristhed i blikket og en appetit på livet!

…og nå ja, så er hun tyk – og ikke bange for at grine af sig selv! Det er ikke til at stå for.

Så hvis du ikke har set en af ovenstående film, så kom i gang. De er ligesom de skal være. Platte, pladderromantiske og helt igennem hjertelige!

Rigtig god fornøjelse!

//Søren

Når katten er ude ….

Chefen er taget på ferie og det betyder (næsten) fri leg på kontoret og på sociale medier. Det er nu det bliver sjovt!

Min kollega, Johanne, og jeg blev enige om at skyde sommeren i gang med et par konkurrencer. Ja, i andre skal jo også have noget ud af at vi er alene på kontoret.

Chefen tror ikke rigtig på at konkurrencer skaber synlighed og derfor har vi brug for din hjælp. Så hvis du vil vinde lidt godt til de små her i ferien, så hop ind og vær med:

Vind et Smølfe-sæt: Her

Vind en Dinosaur-bog: Her

Go go go!

De bedste sommerhilsner

Johanne og Søren

Søren Juliussen – medskyldig?

Egentlig havde jeg ikke planer om at lave endnu et indlæg i dag, men nogle ting skal bare ikke have lov at stå uimodsagt.

Som f.eks. dette opslag på Facebook:
Opslag facebook terror
Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i tankegangen hos denne Vibeke, men jeg forestiller mig at hun har nogle seriøse problemer hun skal have bearbejdet. Hvis du ikke helt har fanget den, så skriver hun her at Liberal Alliance ikke vil være med til at beskytte landets befolkning mod terrorangreb, hvis ikke vi får lettet topskatten. Præcis ligesom jeg i januar fik følgende smidt i hovedet:

“En stemme på Søren, eller resten af Liberal Alliance, er en stemme på et terrorangreb på Nørreport indenfor kort tid. Jeg advarer jer….”

Jeg behøver ikke minde nogen om at vi kort tid efter den kommentar blev ramt af et terrorangreb. På krudttønden og ved Synagogen! Et angreb på ytrings- og religionsfriheden.

Men lad mig gøre én ting meget klart: Jeg vil IKKE finde mig i den syge joke, det er for nogen, at pege fingeren på os fordi vi synes at flygtninge der kommer hertil skal behandles ordentligt. Ja, vi stemte for at man som flygtning kan arbejde og bo udenfor lejrene. Men i hvilken virkelighed fører det til terrorisme? Er det ikke ganske almindelig sund fornuft? Kriminelle skal i fængsel – ikke mennesker på flugt!

I forhold til den nuværende situation, så er det sådan at vi hos Liberal Alliance har meldt ud at vi skal have indrømmelser (vores politik ført ud i livet), før vi vil lægge stemmer til de ønsker der måtte komme fra andre partier i blå blok. Det betyder ganske rigtigt at hvis der ikke bliver rørt ved topskatten, så kan vi ikke garantere opbakning. Det er da klart! Hvorfor skulle vi bakke op om et flertal bygget på Dansk Folkeparti’s socialdemokratiske politik uden at få noget igen? Vi er jo ikke Enhedslisten – og vi har ingen planer om at stå og græde foran et samlet pressekorps foran finansministeriet ved næste finanslovsforhandlinger. Det er jo et valg man træffer.

Men derfra og til at skrive som Vibeke gør her, er der langt. Meget langt! Faktisk svarer det utroligt meget til dem der gav De Radikale skylden for terrorangrebet tidligere på året, og det er præcis ligeså forkert.

Så kære læser – lov mig at du aldrig vil tage den politiske debat ned på dét niveau. Lov mig at du ikke går rundt med troen på at Dansk Folkepartis udlændingepolitik kan sikre os mod mørkemænd. Det kan den ikke!

Jeg er egentlig ret ked af at skulle skrive dette indlæg, da jeg ellers havde det ret godt i min glæde over sommerferieplanlægningen, men nogle gange skal man ud med det. Så tak fordi jeg måtte komme ud med det her!

God weekend!

//Søren

Sommer i Tyrol?

Det er fredag, det har duftet af sommer hele dagen og jeg har købt store bøffer – en fantastisk start på weekenden og samtidig en fantastisk mulighed for at få planlagt sommerferien. Ja, jeg ved godt det er sent, men så er alt som det plejer 😉

Min mand har i 9 år talt om hans ønske om at tage på bilferie gennem Europa og ned til Italien. Jeg har i 9 år sagt hvor meget jeg hader bilferier. Så vi har ikke været på bilferie. Eller, vi havde en tur til Frankrig vores første sommer sammen – du ved, mens man stadig er sød, tålmodig og vil gøre alt for at gøre indtryk. På vejen møder vi en kø i det sydlige Tyskland hvor vi holdt stille i 5 timer… 5 TIMER!!! I EN BIL UDEN AIRCONDITION!!! Det var heldigt vi var nyforelskede – vi klarede den på kærlighed og kildevand. Eller – kildevand havde vi faktisk heller ikke noget af! Som om det ikke var nok, blev drengen i bilen foran os nødt til at skide i vejkanten. Det var super lækkert i 30 graders varme. Uden mulighed for at rulle vinduerne op!

Bilferie

Nå, men nu har vi altså besluttet os for at prøve igen. Denne gang i en ny BMW med aircondition og mulighed for at spille musik fra telefonen, så man slipper for de tyske radiospots. Så meget Europæer er jeg heller ikke. Det lader jeg vores tidligere statsminister om (europæer i hjertet og alt det der).

Turen går til Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien. Faktisk rammer vi både Harzen og Tyrol på vejen. Er det ikke lækkert? Jeg forestiller mig et par uger med store fadøl, syngende “Heidi’er” og noget med et kloster. Hvis du her fornemmer at jeg er både glad for gamle danske film og klassiske musicals, så er det helt rigtigt. Med en kurv på armen, skal jeg lave gadedrengehop i bjergene mens jeg synger et medley der starter i stil med:  “Ja ja ja, nu kommer jeg, du ser jeg iler in the hills that are alive by the sound of music”. Det bliver både rart at se og høre på! Det lover jeg.

Tyrol

Men kære læser – hvad skal jeg vide? Om Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien og bilferier? Hvad skal jeg være opmærksom på? Og hvad må jeg ikke gå glip af? Help a brother out!

Rigtig god weekend!

//Søren

Kalder du dét en opsang, curlingbarn?

Kære læser,

Det kan godt være at valgkampen er overstået, men det er efterrationaliseringen ikke. Faktisk er det som om at den sidste måned af mit liv er en masse puslespilsbrikker, der først falder på plads nu.

Én af de ting jeg har tænkt meget over er debatterne. Hvorfor vi afholder debatter og hvorfor tilhørerne møder op. På mig virker det mest som om at alle kommer for at blive bekræftet i deres egen dagsorden istedet for at lytte til det frie ord. Ofte er debatterne temabestemt og med den samme dagsorden: “Hvad vil du gøre for dét område?!”. Eller rettere: “Hvor mange penge vil du bruge på det?”.

Det irriterer mig. Det irriterer mig at det hele skal være så firkantet. Det irriterer mig at alting handler om at bruge penge. Hårdtarbejdende danskeres tvangsopkrævede penge. Det irriterer mig at vi altid vender os mod landets politikere for en bedre verden, i stedet for at skabe den selv.

Som f.eks. til min allersidste debat i valgkampen. Her skulle jeg deltage sammen med en politiker fra alle opstillede partier og temaet var ‘Miljø’. Allerede dér var det op ad bakke, for ærlig talt, så ved jeg ikke særlig meget om spildevand og kemikalier. Faktisk ved jeg ingenting. Jeg ved dog at vi i Danmark betaler de højeste afgifter – også på det område!

Vi nåede til den omtalte “Hvad vil du gøre”-runde, og mens vores tidligere miljøminister Ida Auken kastede om sig med flotte ord fra sin tid som minister og Alternativets kandidat fortalte sine drømme om et liv uden brug af naturens ressourcer, kødfri dage og højere afgifter, var jeg mindre flamboyant og sagde at jeg synes det vigtigste var at støtte den fri forskning, da det jo nok var mere sandssynligt at forskere fandt løsningerne end os i panelet. Dét svar blev mødt af kommentaren: “Og hvad så? Skal vi så bare lade stå til og vente så længe?” – og nej, selvfølgelig skal vi ikke bare lade stå til, og jeg svarede:

“Jeg tvivler på at mange her i salen holder kødfri dage, jeg tvivler på at alle herinde er gode nok til at genbruge og jeg er ret sikker på at vi kan komme meget længere med handlinger i vores hverdag end ved altid at vende os mod politikerne og forvente at de skal finde en løsning. I Danmark er det altid nogle andre der skal gøre noget, men jeg er liberal og tror på at vi allesammen skal gøre noget. Selv.”

Ved du hvad ordstyreren sagde?! Han sagde: “og med dén opsang fra Søren, går vi videre”!

OPSANG?! Hvad fanden skal det nu betyde? Ja undskyld sproget – men det er da tydeligt at vi har med et menneske at gøre, som ikke har fået mange opsange i sit liv. Det har jeg, og jeg kan da love dig for at det gik vildere for sig end det jeg præsterede her. Reaktionen fra salen var ligeså kedelig. Ingen havde tilsyneladende lyst til at høre en politiker tale om personligt ansvar. Nej fy for helvede – “nu stod alle de andre jo lige der og gjorde det for mig, og så kommer du bare der og vil give mig ansvaret.”

Men ved du hvad? Det er dit ansvar. Det er vores allesammens ansvar, og det er altså ikke nok at gøre den gode gerning én gang hvert fjerde år at stemme på Alternativet. Nej – det bliver verden ikke bedre af. Den må vi klare i hverdagen.

Det er kedeligt ik’? Men jeg kan trøste dig med én ting; med ansvar kommer magt! Magten til at ændre dit og dem omkring dig’s liv. Du ved godt hvad jeg taler om, og du sidder nok nu og tænker over om du har været god nok til at smile og lytte til dine kollegaer eller medstuderende i dag. Men bare rolig – jeg dømmer ikke. Det er nemlig slet ikke mit job. Jeg har nemlig travlt med at kigge efter danske varer i supermarkedet, lytte til mine veninders problemer, få orden i mine regnskaber og smile til buschaufføren. Altså, de dage jeg har overskud til det.

At tage ansvar er en gave – ikke en sur pligt. Det handler om stolthed! Hvilket forresten er et begreb der kræver sit helt eget blog-indlæg. Det kommer jeg tilbage til.

Nu vil jeg gøre mig klar til netværksmiddag med mine med-bloggere. Nikita Klæstrup er min date i aften og alle ved at hun altid er overdressed, så jeg må hellere igang hvis jeg ikke skal ligne en vagabond ved hendes side.

God aften.

//Søren

Older posts