Spiser liberale andet end børn?

Jeg er ikke et offer, Johanne!

Jeg er netop faldet over artiklen: ”Vi er langt fra nået i mål” på LGBT-magasine “Out and about”‘s hjemmeside, og jeg kan ikke beskrive den følelse jeg bliver ramt af når jeg ser Johanne Schmidt-Nielsen tale offerfølelsen frem i minoritetsgrupper.

Johanne Schmidt-Nielsen

Fuld artikel

Artiklen er én ud af flere i en række af interviews med forskellige politikere og kandidater til det kommende folketingsvalg, og da jeg selv medvirkede, var det med sætninger som:

“Jeg mener faktisk vi er så tæt på det politiske mål i forhold til homorettigheder (i DK), som vi kan være. Jeg tror det er på tide at miljøet selv åbner op og møder resten af samfundet med ærlighed og åbenhed. Vi skal forstå at politikere, staten og samfundet ikke kan gøre mere for os lige nu. Det er vores tur til at bryde fordommene, og de barrierer der stadig eksisterer.”
Fuld artikel

For til forskel fra Johanne Schmidt-Nielsen, ser jeg altså ikke individder som håbløse skæbner der er ofre for normens tunge byrde på deres skuldre. Tværtimod. At afvige fra normen er noget vi alle gør på et eller flere punkter, og det i sig selv er på ingen måde problematisk. Hverken for samfundet eller individdet. I virkeligheden er er det ekstremt normativt at afvige fra normen.

Jeg talte for nylig med en ung mand der mente at vi havde en masse arbejde foran os på LGBT området. Og med “os” mente han ikke “os homoseksuelle”, men samfundet og dets politikere. Jeg prøvede at forstå meningen med at fastholde “os homoseksuelle” i en offerrolle, eftersom at både adoption, ægteskab og kunstig inseminering er blevet streget for listen over barriere for at leve som “normen”. Til mine spørgsmål svarede han:

“Jeg har arbejdet i en daginstitution, hvor det var tydeligt at kønsroller var forudbestemt og den generelle forestilling om at jeg som mand skulle lege med drengene, var tydelig. Så der er altså brug for en mere markant mangfoldighedspolitik.”

Jeg nikkede anerkendende til hans fortælling, som jeg sagtens kan se problematikken i, og spurgte ham:

“Fortalte du dine kollegaer at du synes det var sjovere at sidde og tegne, lege med dukker eller noget helt tredje? Fortalte du at du er homoseksuel? Udnyttede du samværet med kollegaerne til at udvide deres horisont?”

Da jeg spurgte kendte jeg godt svaret. For svaret var, som svaret altid er. Han havde ikke gjort sine kollegaer opmærksom på ham selv og hans kvaliteter. Han havde allerede inden en eventuelt konfrontation tænkt at de nok ville kigge mærkeligt til ham og undlod derfor at nærme sig den. På den baggrund er han nu overbevist om at nogen må gøre noget.

Ved i hvad den store forskel på ham og jeg er?

Vi mener begge at “nogen” må gøre noget. Jeg mener blot at de “nogen” er os selv.

Godkendt

 

P.s. I forbindelse med dette blogindlæg faldt jeg over denne artikel med Simon Emil Ammitzbøll:

Simon Emil Ammitzbøl

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad mener du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spiser liberale andet end børn?