• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

Valgkampen er i gang

Så er vi nået til dag 3 i den 23 dage lange valgkamp, og min hjerne og krop arbejder på højtryk for at være et skridt foran hele tiden.

De seneste dage har gået med at få plakater op, og jeg må bare sige at jeg er ovenud lykkelig for al den hjælp jeg har modtaget. Det er så sindssygt fedt at andre vil være med og jeg håber de har haft en ligeså god oplevelse med det, som jeg havde i mine første valgkampe.

I dag skal gå med planlægning af ruter til flyeruddelinger, pakning af flyers, indkøb af slik og balloner og selvfølgelig lige en plakat eller to op i en lygtepæl.

Til sdist vil jeg bare nævne at jeg på søndag har en debat på Ryesgade Kollegiet:

Kom og deltag i debatten, hvor unge engagerede folketingskandidater sætter nye toner i den politiske debat omkring emnerne beskæftigelse, uddannelse og socialpolitik.

Debatholdet består af: Sophie Danneris (B), Uzma Ahmed (Å), Søren Juliussen (LA), Anne Ginderskov Hansen (C) & Mads Poulsen (Ø).

Deltag her: Facebook event

Søren Juliussen Søren Juliussen Søren Juliussen Søren Juliussen

Ja, jeg vil gerne tjene mange penge

Jeg har netop set DR2 programmet “Krasnik & Kapitalisten”, hvor Martin Krasnik møder Lars Seier (direktør for Saxo Bank). I dette interview nævner Krasnik at Lars Seier allerede i gymnasiet bebudede at han ville være rig, og han spørger efterfølgende om det virkelig er lykken. Da Lars Seier svarer at han tror at alle er drevet af økonomiske incitamenter, bliver han hurtigt mødt af en afstandstagende Krasnik der understreger at han på ingen måde er drevet af ønsket om penge. Lars spørger ham om han ikke gerne vil have råd til et hjem til sin familie og her svarer Krasnik tøvende: “Jooo, men…”!

Det er her kæden falder af for mig. Jeg begriber ganske enkelt ikke hvordan vi er nået dertil hvor ønsket om økonomisk uafhængighed og muligheden for at kunne forsørge sig og sine, er blevet til en kendgerning der er ligeså pinefuld at indrømme, som spørgsmål omkring vores brug af onlineporno.

Kære Martin Krasnik – hvis du har ønsker for fremtiden der indebærer elementer der koster penge, så er du de facto drevet af økonomiske incitamenter. De økonomiske incitamenter kan meget vel være beskrevet som materialistiske elementer, men i sidste ende repræsenterer de altså en økonomisk værdi.

Jeg siger ikke, at fordi man har ønsker om hus, have, familie og rejser til udlandet, at man så kun(!) er drevet af økonomiske incitamenter. Jeg betvivler ikke menneskets lyst til at skabe og indgå på arbejdsmarkedet for andet end pengenes skyld. Tværtimod! Men jeg ærgrer mig over at vi har fået en kultur hvor vi ikke tør sige højt at penge har betydning for de ønsker vi har.

For det må da være i alles interesse, at vi allesammen bliver så økonomisk uafhængige som overhovedet muligt og det burde være alles ønske, at ingen skal leve med skæbnen placeret i hænderne på naboen. Jeg ved godt at det er en utopisk forestilling, men ikke desto mindre er det da et mål at sigte efter.

Jeg synes det er et fantastisk princip at du skal kunne forsørge dig selv, før du forsørger staten, og jeg anerkender fuldt ud dit rådighedsbeløb som faktor for dine muligheder for at opnå dine mål i livet.

…og ja, jeg vil sgu også gerne tjene mange penge. Så kan jeg købe et flot hus med en dejlig have til min mand og vores to hunde, tage min mor med til borneo og redde orangutanger og leve uden at være afhængig af andre. Det er nemlig det jeg drømmer om.

Krasnik og kapitalisten

Du kan se udsendelsen her:

https://www.dr.dk/tv/se/krasnik-og-lars-seier-christensen/krasnik-og-lars-seier-christensen?app_mode=true&platform=undefined

Livets grønne post-it’s…

Der er intet som en søndag morgen med et smil på læben efter gårsdagens arrangementer. Det giver en følelse af at weekenden har været brugt fornuftigt, og at man kan tage på job i morgen med god samvittighed!

Min lørdag startede faktisk allerede for et par måneder siden, hvor min mand og jeg havde besøg af et vennepar. I løbet af en dejlig middag blev vi enige om at vi skulle markere foråret med skaldyr og champagne. Da vi allesammen har meget i kalenderen blev vi nødsagte til at lægge dagen flere måneder fremme — noget vi først ærgrede  os over,  men som senere stod som en aften vi kunne se frem til. Jeg tror generelt at det er sundt for mennesker at have noget at se frem til, og jeg tror virkelig at noget af det mest ødelæggende for os, er når vi ikke ser noget godt i fremtiden. Derfor gjorde det i sidste ende heller ikke noget at vi skulle vente så længe.

Jeg så engang en film på Youtube, hvor de havde bedt tilfældige mennesker om at skrive noget fra deres fortid og noget de håbede eller regnede med ville ske i deres fremtid. Der var den twist, at alle negative ting skulle skrives på en blå post-it, mens de positive skulle skrives på en grøn. De skulle derefter klistres op på to vægge, en til fortiden og en til fremtiden. Kan i gætte hvordan farverne var fordelt på de to vægge?

Rigtigt! Mens fortidens væg var fyldt med blå post-its, var fremtiden lysende grøn. Et fantastisk forsøg, med et fantastisk resultat. De viser nemlig at vi, på trods af at mindes negative oplevelser stærkere, formår at se fremtiden som noget godt. Det skal vi altså have ros for!

Det bekræfter også min pointe, når jeg siger at vi skal glæde os over de ressourcer vi har til rådighed. For det er nu engang sådan, at langt de fleste af os sagtens kan bedre vores liv. Langt de fleste af os har kræfterne til at skabe en masse justeringer, der i sidste ende vil skabe langt bedre rammer for vores livskvalitet. Men det handler om at tage ansvaret. Det er ikke nok at drømme og håbe — Hvis du vil have grønne post-its, så må du ud af fjerene!

post it

 

Jeg har selv haft perioder hvor jeg synes at det hele virkede liiige uoverskueligt nok, og jeg var faktisk tæt på at opgive at forfølge de drømme jeg har. Men jeg var heldig og havde fundet min mand, der aldrig har været bleg for at minde mig om hvem der har ansvaret for at jeg lykkedes. Selvom det er skidehamrende irriterende at få at vide når man synes at det hele er for meget, så er det det bedste nogen nogensinde har gjort for mig.

…. Hmmm … Egentlig skulle dette indlæg bare handle om Champagne og Skaldyr, og jeg ved ikke altid hvad der sker, når jeg følger min tankestrøm. Det er også ligemeget. Det er ærligt og oprigtigt.

Her får i lidt billeder fra gårsdagens aften:

Madagaskar rejer jomfruhummer rejer grill skalddyr skalddyr laurent-perrier den gule enke champagne rabarber sorbet champagne champagne

Jeg er ikke et offer, Johanne!

Jeg er netop faldet over artiklen: ”Vi er langt fra nået i mål” på LGBT-magasine “Out and about”’s hjemmeside, og jeg kan ikke beskrive den følelse jeg bliver ramt af når jeg ser Johanne Schmidt-Nielsen tale offerfølelsen frem i minoritetsgrupper.

Johanne Schmidt-Nielsen

Fuld artikel

Artiklen er én ud af flere i en række af interviews med forskellige politikere og kandidater til det kommende folketingsvalg, og da jeg selv medvirkede, var det med sætninger som:

“Jeg mener faktisk vi er så tæt på det politiske mål i forhold til homorettigheder (i DK), som vi kan være. Jeg tror det er på tide at miljøet selv åbner op og møder resten af samfundet med ærlighed og åbenhed. Vi skal forstå at politikere, staten og samfundet ikke kan gøre mere for os lige nu. Det er vores tur til at bryde fordommene, og de barrierer der stadig eksisterer.”
Fuld artikel

For til forskel fra Johanne Schmidt-Nielsen, ser jeg altså ikke individder som håbløse skæbner der er ofre for normens tunge byrde på deres skuldre. Tværtimod. At afvige fra normen er noget vi alle gør på et eller flere punkter, og det i sig selv er på ingen måde problematisk. Hverken for samfundet eller individdet. I virkeligheden er er det ekstremt normativt at afvige fra normen.

Jeg talte for nylig med en ung mand der mente at vi havde en masse arbejde foran os på LGBT området. Og med “os” mente han ikke “os homoseksuelle”, men samfundet og dets politikere. Jeg prøvede at forstå meningen med at fastholde “os homoseksuelle” i en offerrolle, eftersom at både adoption, ægteskab og kunstig inseminering er blevet streget for listen over barriere for at leve som “normen”. Til mine spørgsmål svarede han:

“Jeg har arbejdet i en daginstitution, hvor det var tydeligt at kønsroller var forudbestemt og den generelle forestilling om at jeg som mand skulle lege med drengene, var tydelig. Så der er altså brug for en mere markant mangfoldighedspolitik.”

Jeg nikkede anerkendende til hans fortælling, som jeg sagtens kan se problematikken i, og spurgte ham:

“Fortalte du dine kollegaer at du synes det var sjovere at sidde og tegne, lege med dukker eller noget helt tredje? Fortalte du at du er homoseksuel? Udnyttede du samværet med kollegaerne til at udvide deres horisont?”

Da jeg spurgte kendte jeg godt svaret. For svaret var, som svaret altid er. Han havde ikke gjort sine kollegaer opmærksom på ham selv og hans kvaliteter. Han havde allerede inden en eventuelt konfrontation tænkt at de nok ville kigge mærkeligt til ham og undlod derfor at nærme sig den. På den baggrund er han nu overbevist om at nogen må gøre noget.

Ved i hvad den store forskel på ham og jeg er?

Vi mener begge at “nogen” må gøre noget. Jeg mener blot at de “nogen” er os selv.

Godkendt

 

P.s. I forbindelse med dette blogindlæg faldt jeg over denne artikel med Simon Emil Ammitzbøll:

Simon Emil Ammitzbøl

Spiser liberale andet end børn?

Jeg har hørt rygter om at sådan en blog er et godt sted at få hjælp til diverse arrangementer, og jeg har sat mig selv i den kattepine at der imorgen kommer mine 7 medkandidater i København og 3 fra organisationen til middag.

Men hvad serverer man for 10 liberale? Spiser de overhovedet, og hvis de gør, spiser de så andet end børn?

HVad spiser liberale?

Jeg ved at de drikker vin – det skulle vist være ret liberalt. Så den del er ligesom på plads. Men jeg er typen der plejer at vælge drikkevarer efter hvad middagen står på, ikke omvendt, så jeg står virkelig foran en udfordring her.

Hvis bare de var Radikale… Det havde ligesom gjort det hele meget nemmere. Det er noget med noget hirseklid og bæredygtige linser. Måske Simon Emil (Ammitzbøl) stadig spiser sådan noget, på trods af hans afradikalisering?

Radikale

Eller Socialdemokrater… Det er sgu ligetil. En gang pølser på grillen, en kold bajer og et godt udvalg af ketchup, remoulade, sennep og løg – både rå og ristede selvfølgelig.

socialdemokrat

Eller fra Dansk Folkeparti… Det er jo så nemt som det kan blive. Hvis mine muslimske naboer siger “nej tak”, så siger de  “ja tak” – så det er noget med svin!

Dansk folkeparti

Men tilbage til de liberale. Jeg ved at Laura Lindahl tidligere har afvist at spise børn, på trods af at hun havde en baby i maven. Det var vist noget med en graviditet, og havde hun bare stadig været gravid, så kunne jeg jo servere alt. Jeg har hørt at sådan nogle spiser ekstremt meget. Men ikke engang der kan man finde hjælp.

Så kære læser, vil du ikke godt være sød at give mig et fif til hvad jeg kan servere for mine liberale medkandidater?

Older posts